Skriv en kommentar
Mel Gibson scorede op til flere Oscars, med sin storladende film ”Braveheart”, både som instruktør og hovedrolle-indehaver. Det er ikke den eneste film, hvor Gibson har sat sig på instruktørstolen. I 1993 debuterede han med dramaet ”Manden Uden Ansigt”. Historien, der foregår i 60’ernes USA, handler om Justin McLeod, spillet af Mel Gibson, der efter en bil-ulykke har fået ødelagt halvdelen af sin krop. Hans udseende er skræmmende for omverdenen og han har derfor valgt at trække sig tilbage fra samfundet for at leve som enspænder. Den fader-løse dreng, Chuck (Nick Stahl) er dog ikke skræmt af hans ydre og opbygger langsomt et venskab til ”monsteret”. Ikke alle er dog lige begejstreret for deres venskab, da Justin bærer på en fortid der ikke just sætter ham i et godt lys…
Allerede 5 minutter inde i filmen er man godt klar over hvad der skal ske senere i filmens forløb. Jo længere hen i filmen man når, jo mere tam bliver den i handlingen og slutningen er alt for tynd. Måske det har været et forsøg på ikke at lade filmen ende som et typisk amerikansk drama, men filmen ER et typisk amerikansk drama og så kan det altså ikke reddes i slutningen. Vi kan alle blive enige om- uden endda at have set filmen-, at moralen bag denne film er at man absolut ikke skal dømme på udseendet og vi skal alle sidde tilbage med en smag i munden af hvor uretfærdig verden kan være nogen gange. Det virker bare ikke. For det første fordi man har gættet handlingen allerede i starten af filmen og fordi handlingen, som sagt, bliver mere og mere tynd.
Nick Stahl spiller sin rolle som Chuck fuldstændig som om han var en amerikansk voksen skuespiller, hvilket gør ham noget så forfærdelig. Det er altid meningen man skal komme til at holde af disse små hovedrolleindehavere, men nej. Ikke denne gang. Han er hverken nuttet eller dygtig, bare rigtig små-irriterende.
Mel Gibsons figur, der hælder for meget op ad Batmans fjende TwoFace i udseende, er ligeså tam som handlingen. Han spiller cool og kærlig på samme tid. En sammenblanding der kan være svær at forene uden at det virker kunstigt og kvalmende. Gibson formår dog heller ikke at forene de to modsættende følelser.
Hvorfor denne film skal genudsendes skal stå hen i det uvisse, da den overhovedet ikke tangerer til at være et mesterværk. De 30 minutters ekstra-materiale er overflødigt og virker uprofessionelt. Vi taler nemlig kun om 5 minutter bag kulisserne og to interviews med henholdsvis Nick Stahl og Mel Gibson. Ikke vitterligt interessant for befolkningen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Criterion Film.
