Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med dette citat påbegyndes hævn-fantasythrilleren Mandy (2018), underbygget af en forvrænget guitar fra åbningsnummeret ”Starless” af King Crimson og et dertilhørende billede af en mørk skov, hvor de høje trækroner skjuler det indtil nu ukendte, som gemmer sig på skovbundens overflade. Og således er tonen for filmen sat med dette enigmatiske startskud.
I filmen følger vi Red Miller (Nicolas Cage). Red er skovhugger og ved hjælp af en titelsekvens bliver vi fortalt at han bor i ”the Shadow Mountains” og at året er ”1983 A.D”. Red bor sammen med sin kæreste Mandy, en butiksejer og stor beundrer af fantasyromaner. Sammen lever disse to mennesker et simpelt liv i skovens stilhed uden særlig interaktion med den omgivende civilisation.
Deres liv skal imidlertid vise sig, at komme til en irreversibel drejning, da Mandy og Red bliver overfaldet og tilfangetaget af den skizofrene og psykopatiske kristne kultleder Jeremiah Sand (Linus Roache) og hans håndlangere ”Children of the New Dawn”, samt en flok monstre i lædertøj på 4-hjulede crossere, som er blevet hidkaldt ved hjælp af et muslingehorn. Af denne sære samling bliver Mandy udsat for nogle horrible ting, hvilke efterlader Red Miller med en indædt vrede og svoren opgave om at søge hævn.
Det resterende af filmens spilletid handler således om at Red skal finde disse monstre og ”jesus freaks”, som han kalder dem. Og det er først her filmen bliver rigtig interessant.
Da jeg for nogle måneder siden så det første udgivne billede af en raserifyldt Nicolas Cage med blod i hele ansigtet kultiveredes en stor spænding for denne film hos mig. En spænding der udmønter sig i en stærk forhåbning om en actionpacked, blodig og over-the-top hævnfilm, båret af en overspillende Nic Cage med store armbevægelser og stikkende øjne, der i en blodrus og ecstasylignende tilstand kæmper sig igennem en horde af monstre med en machete.
Det er imidlertid ikke det jeg får i første omgang. Tværtimod møder vi til at starte med en sjælendt set underspillet Cage i en langsomt fremskredende, syretrip-agtig sekvens, hvor hans forhold til Mandy bliver etableret. Man får meget lidt information om Cage’s karakter Red, og hans funktion i starten er primært med sin vidensbegærlige natur, at få information om Mandy.
Det er først i anden halvdel af filmen, at jeg får opfyldt mine indledende forventninger, da Red tager på hævntogt og filmen forvandles til ren voldskarnatage med motorsave og blod der flyver i luften.
Vi har altså at gøre med to film; En film som i høj graf illustrerer Panos Cosmatos’ vision om en visuelt blændende kunstfilm tilført et pift af temp mort (’død tid’), samt æstetiske kvaliteter som får et næsten lyrisk input til narrativets overordnede tema og univers. Og en anden film, som ser ud til at være inspireret af et Iron Maiden pladecover.
Jeg må indrømme at jeg var størst underholdt i den anden film. Så spørgsmålet er, om Panos Cosmatos med sin vision om en syret kunstfilm har stået i vejen for den film publikum gerne ville have, eller om Cosmatos bare er klar over at de to film ikke kunne have fungeret uafhængigt af hinanden. Jeg må tilslutte mig det sidste svar.
Universal Pictures.
