Skriv en kommentar
Selvom man som tilskuer har hørt, læst og set flere film som omhandler kulturrevolutionen i Kina, gør det ikke ”Maos sidste danser” mindre vedkommende. Tværtimod, fortælles denne dansers usædvanlige livshistorie ud fra en ”lille” verden, hvor ekstremer hersker side om side, fra den dybeste fattigdom til en elitær, forfinede verden og fra en stor familie med kollektive beslutninger til en verden, hvor individet, det unikke og den sublime kunstart balletten bliver altafgørende for hovedpersonen, Li Cunxins livsbane.
Filmens forlæg er en selvbiografi af balletdanseren, Li Cunxin. Bogen var en prisvindende bestseller. Det særegne ved dette livsforløb er, at en kinesisk dreng på 11 år fra en fattig, kinesisk provins kommer på Beijing Dance Academy. I 1979 bliver han som den første balletdanser nogensinde sendt fra det diktatoriske land til Houston Balletskole i USA.
Én skelsættende scene er hvor lærerinden ydmygt tillader sig at påpege over for delegationen, som udvælger børnene til balletskolen i Beijing at udtage Li Cunxin. Delegationen er ved at forlade klassen, da hun i sidste øjeblik bøjer og beder en bøn om, at de vælger Li Cunxin. Scenen er smidigt og diskret bygget op med en stigende intensitet præsenteret ved udvælgelsesprocessen, og i disse minutter udvælgelsen varer skifter synsvinklen mellem den fattige, unge lærerinde og Li Cunxin. Han ser hende med et barns øjne og aner hendes panik og frygt, fordi delegationen i første omgang ikke vælger ham. Lærerinden er modig. Hun tør udvælge ham over for delegationen.
Folket skal i tanke og i tale hylde og adlyde formand Mao. Et konkret eksempel, hvis Madame Mao ønsker flere geværer og mere krig i balletscenerne, tilretter instruktøren straks stykket. Publikum klapper, når Madame Mao klapper.
Ben Stevenson spillet af Bruce Greenwood er både en slags protegé og er danseunderviser for Li Cunxin. Han ser straks det unikke ved Li Cunxins danseteknik. En amerikansk balletgruppe kommer på besøg i Beijing. Ved de første danseseancer, bemærker Ben Stevenson, at de kinesiske balletdansere minder mere om sportsfolk end om balletdansere. De viser ikke følelser eller indlevelse i det stykke, de danser.
Sammenstødene mellem Kina og USA kommer til udtryk mellem fattigdom/hårdtarbejdende folk modsat de materielle, luksuriøse rammer for en balletdanser i USA, hvor individet er i fokus. Chi Cao som spiller Li Cunxin som voksen viser ikke disse frustrationer særlig overbevisende eller troværdig. Eksempelvis ankomsten i den amerikanske lufthavn, hvor Li Cunxin overdynges med blomster, gaver og får en kasket på hovedet som symbol på, at det er USA, fremstår som en karikatur og nærmest lidt grinagtig på en nedværdigende måde over for en kinesers manér og stærke accent. En anden scene, hvor Li Cunxin skælder sin kæreste ud for at lave ris på en sjusket måde virker for kunstig. I samme scene viser Li Cunxin sit sande ansigt, idet hun spørger ham, om han giftede sig af kærlighed eller giftemålet blot var en vej til frihed, til at kunne blive i USA og ikke vende tilbage til Kina efter endt ophold.
Li Cunxins mareridt forfølger ham, fordi han valgte friheden, USA. Mareridtet hvor hele hans familie hjemme i landsbyen må bøde for hans valg virker overbevisende. Han drømmer, at hans forældre og søskende på rad og række bliver trukket i lænker ydmygt foran hele landsbyen som skræk og advarsel. Hans familie har skilte rundt om halsen, hvorpå der er skrevet, hvad deres synd består i. Li Cunxin vågner ved at alle familiemedlemmer knæler og bøjer hovederne for bødlernes geværer.
Chengwu Guo som spiller Li Cunxin som teenager får smerten og vreden frem på fremragende vis. Li Cunxins år på Beijing akademi er svære, hårde og han skal virkelig kæmpe for det. Her får man indtryk af den ”lille” verden balletten udfolder sig indenfor. Han får konstant af vide af træneren, at han ikke er stærk sammenlignet med de andre drenge. Hans mentor er Hr. Chan. Han er en interessant karakter, fordi han tør gør oprør mod den måde, danserne bliver trænet på. Han er mod den kampdans, som Madame Mao fremelsker, fordi det i hans øjne ikke har noget med ballet eller musik at gøre, men kampøvelser. Hr. Chan giver Li Cunxin styrke til at fortsætte med dansen, da han er ved at give op. Li Cunxin sætter også sin egen træner på plads, som kalder ham fæhoved, fordi han er for svag i nogle af træningsøvelserne.
Kroppen og kroppens udførsel af ballettrin og smidighed er i centrum. De sublime balletscener og Li Cunxins balletsoloer løfter filmen. Som tilskuer glemmer du, at det er en film, du ser. I balletscenerne overtager dansen og musikken. Det er en hyldest til balletten fra instruktørens hånd at lade store brudstykker fra moderne balletstykker udfylde filmen.
