Skriv en kommentar
”Look at the pictures!” råber en tydeligt forarget senator i Washington. De billeder han hentyder til er af tydelig pornografisk art og forestiller blandt andet forskellige sadomasochistiske og eksplicit homoerotiske situationer. Kunstneren bag disse fotografier er Robert Mapplethorpe, og anledningen er en retrospektiv udstilling af nogle af hans mest kendte fotografier fra Washington 1989, kort efter hans død. En udstilling som senatoren ønskede stoppet, da han fandt fotografierne umoralske og anstødelige.
Mapplethorpe: Look at the Pictures er et portræt af fotografen Robert Mapplethorpes liv og kunstneriske virke, og kontroverserne omkring udstillingen i Washington bruges som ramme til at fortælle historien om den provokerende kunstner. Filmen dækker kronologisk historien om hele hans liv, fortalt af venner, familie, elskere og folk fra New Yorks kunstnermiljø, som han var en del af frem til sin død i 1989.
Fra forstadsidyl til Chelsea Hotel
Mapplethorpe voksede op i en tryg og idyllisk forstad til New York, i en katolsk og konservativ familie. Hans far var ikke begejstret, da Mapplethorpe som ung ville læse på kunstskole, men Mapplethorpe trodsede faren, og det er på Pratt Institute i Brooklyn, at hans begejstring for fotografi blev vækket. Fotografi var i 1970'erne ikke en lødig kunstform, og filmen beskriver hvordan Mapplethorpe på trods af dette var stærkt opsat på at blive et stort navn indenfor kunstverdenen.
Gennem 1970'erne boede Mapplethorpe med musikeren Patty Smith, som han også dannede par med, på det berømte og berygtede Chelsea Hotel, der netop i denne periode husede mange upcoming musikere og kunstnere. Nogle vil måske genkende beskrivelsen af perioden i Mapplethorpes liv fra Patty Smiths anmelderroste selvbiografiske bog ”Just Kids” fra 2010. Patty Smith spillede en stor rolle i Mapplethorpes liv, og man kan derfor undre sig over at hun ikke optræder i filmen, da det lader til at de fleste andre vigtige personer i hans liv er med og fortæller om deres personlige oplevelser med ham.
Vi kommer gennem de personlige beretninger meget tæt på Mapplethorpe både som kunstner og menneske, og vi hører både om hans gode og dårlige sider. Det er et forfriskende træk ved filmen at den ikke forfalder til blot at være en lovprisning af ham som kunstner, men ærligt beskriver ham som det egoistiske og berømmelseshungrende menneske, han tilsyneladende var.
Klassisk men kedelig stil
Det er klart det bedste ved filmen, at man som seer føler at man kommer tæt på. Udover de personlige beretninger er der også brugt meget gammelt arkivmateriale til at fortælle historien, blandt andet mange gamle interviews og videoklip til at beskrive den pågældende periode. Filmen er på denne måde en meget klassisk dokumentar, men det ville have klædt den, hvis der blot enkelte steder var mere spændende eller anderledes stil, når det gælder fortælleteknik.
Når filmens formål er at beskrive en kontroversiel kunstner, kunne man med fordel have taget nogle mere radikale og vågede valg, og i det hele taget gjort mere ud af filmens visuelle side. De seneste år har vi set flere musiker- og kunstnerportrætter der leger med dokumentarformatets fortællestil og det visuelle udtryk, som fx Cobain: Montage of Heck (2015) om Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, og Nick Cave: 20.000 days on earth (2014) om musikeren Nick Cave. Modsat disse to dokumentarer, som er mere anderledes og legende i deres stil, er Mapplethorpe: Look at the Pictures ikke interessant som film i sig selv. Man skal derfor ikke se den, hvis ikke man finder Robert Mapplethorpes liv og fotografier spændende.
Gør man det, er filmen dog et fascinerende indblik i en anderledes kunstners turbulente liv. Det er et billede af New Yorks kunstscene i 1970'erne og en ærlig fortælling om en mand, der var besat af sex og skønhed.
