Skriv en kommentar
Allerede i titlen er den mytologiske dobbelthed i David Cronenbergs Maps to the Stars til stede. Er det et kort som fører til svimlende højder blandt galaksens stjerner, eller er det blot turist fænomenet i Los Angeles, hvor man for en slik kan købe sig til en oversigt over filmstjernernes villaer? Og hvad er sammenhængen mellem de to? Filmen undersøger det spørgsmål blandt mange andre i en kritisk og kulsort tone, perfekt afbalanceret af gennemborende, humoristiske kommentarer om vores tid og den tiltagende celebrity kultur.
Den aldrende skuespillerinde Havana Segrand (Julianne Moore) forsøger desperat at få en rolle i et remake af en film, som hendes afdøde mor spillede med i som ung. Hun har brug for en ny personlig assistent, og ansætter Agatha (Mia Wasikowska) fordi Carrie Fisher anbefalede hende, efter de mødtes på Twitter. Selvfølgelig. Når hun ikke spiser frokost, får massage eller dyrker yoga, så modtager Havana alternative behandlinger fra psykologen Stafford Weiss (John Cusack). Han trykker på de rigtige steder (for alle personlige traumer ophobes nemlig i lårene) og får de gamle minder (eller drømme?) om moderen frem hos Havana, i en grad hvor hun dukker op i badekarret og i sengen på…forkerte tidspunkter.
Stafford Weiss’ søn, den eftertragtede børneskuespiller Benjie Weiss (Evan Bird) hjemsøges også af den dødssyge pige han besøgte på hospitalet i et PR stunt, og belærte om hvordan hans seneste film indbragte 780 millioner dollars. (”A lot of people don’t realise that”). Det forstyrrer hans nervesarte mors (Olivia Williams) plan om at holde sønnen på toppen, men Agatha bærer på en hemmelighed om familien Weiss, som vil kunne ruinere dem for altid.
Manden bag filmens manuskript Bruce Wagner levede i 1990’erne af at være limousine-chauffør for de rige og berømte. Med en sådan øjenvidne beretning som baggrund fristes man til at tro at filmens dramatiske temaer som stofmisbrug, sexeksperimenter, mord og incest ikke er hentet ud af ingenting, og forfatterens øjenvidneberetning er på metaniveau til stede i form af limousine-chaufføren Jerome (Robert Pattinson), som er både skuespiller og forfatter, når han da ikke knalder med enten Agatha eller Havana.
I det hele taget er filmens præcise punktering af Hollywoods overfladedyrkelse og fordrejede forbrugskultur en slags hovedperson. Imens karakterernes historier væver sig ind og ud af hinanden på stjernekortet, er de gennemgående samfundskommentarer og referencer utroligt underholdende.
Og underholdningen ligger i dobbeltheden. Det frastødende som samtidigt er dragende. Den mytologiske tematisering af ild og vand. De gennemrådne karakterer, som vi alligevel hepper på. Det er bagsiden af den amerikanske drøm, og alligevel har man ikke lyst til at vågne.
