Skriv en kommentar
Med ”Margot at the Wedding” vender Noah Baumbach tilbage efter det fantastiske gennembrud ”The Squid and the Whale”, men skuffer desværre med et utroligt jævnt forlæg. Igen fokuseres der på overdøvende familiekaos, skeletter i skabet og hvordan børn misforstås af de voksne. Denne gang er det dog langt mere hysterisk, end hvad godt er.
Forfatterinden Margot (Nicole Kidman) har ikke talt med sin søster Pauline (Jennifer Jason Leigh) i en længere periode, men har alligevel besluttet at tage til Paulines bryllup. Hun skal giftes med den skvattet Malcom (Jack Black), som Margot mener er under Paulines værdighed. Det viser sig hurtigt at Margot ikke har tænkt sig at være pæn brudepige, men snarere hælder til at ødelægge det forestående bryllup. Tilsyneladende har Margot tidligere ødelagt Paulines første bryllup og er på kant med resten af familien, udover at hendes eget ægteskab ikke går helt godt. Dette spidses an ved at Margot har skrevet en tydelig semi-biografisk roman som udstiller hendes dysfunktionelle familie på det groveste, som hun skal holde tale om i den lokale boghandel og har en affære med Dick (Ciáran Hinds), som iøvrigt er far til Paulines barnepige.
Som i ”The Squid and the Whale”, er persongalleriet det bærende og hvor Laura Linney og Jeff Daniels i denne var fremragende og troværdige i al ynkelighed, fungerer det simpelthen ikke efter hensigten i ”Margot at the Wedding”. Nicole Kidman er muligvis ikke set mere usympatisk tidligere, det er i denne sammenhæng ment positivt, og sammenstødene med en overraskende velspillet Jack Black slår gnister. Men der er absolut ingen kemi mellem dem og resten af besætningen. Jennifer Jason Leigh er kedsommelig og komplet uvedkommende. Om det er fordi at Baumbach og Leigh er gift udenfor sættet, kan man altid gisne om – men faktum er at Leigh aldrig kommer ud ad busken. Børneskuespillerne er nu egentlig overbevisende nok i sig selv. Men selv som udgangspunkt, er der selv i en den mest dysfunktionelle familie en eller anden form for samhørighed – og det er der altså ikke i denne fiktive familie, der føles irriterende konstrueret og malplaceret.
Karakternes selvmedlidenheden og kliniske selvanalyser drukner handlingen, til trods for at der heller ikke er meget at komme efter her. Det er fortænkt, forfængeligt og for meget. Hvor man forventer at der sker en vis personmæssig udvikling, gøres alt op i klynk, pinlige tabusekvenser og tåbelige overdramatiske familieopgør, der kunne få selv den mest insisterende dogmeinstruktør til at krumme tæer. Hvis der blot var en smule ironisk selvdistance, at nogle optrin føles naturlige eller i det mindste at filmens banale og symbolladet retorik ikke var så enormt påtaget og teatralsk, virkede det hele sikkert meget bedre. For filmen lugter lagt væk af gode hensigter – men det endelige resultat er et jævnt og meget skuffende familiedrama, hvad vi efterhånden tæppebombes med fra USA.
Get over it Baumbach – dit talent rækker til mere end dette.
