Skriv en kommentar
Scenen er sat. Copenhagen International Film Festival kører på fuld tryk. I et stille hjørne af Planetariets Café Cassiopeia har ON-Z mødt én af stjernerne fra konkurrencefilmen ’Himmelfald’. Navnet er Maria Bonnevie. Det er hende, der puster liv i den selvudslettende og kærlighedshungrende Juni.
Du er med i den norske konkurrencefilm, ’Himmelfald’. Hvorfor hedder den det?
For mig tror jeg, den hedder det, fordi himmelen er det smukke og det drømmende, når man havner i det store fald. Og det er virkeligheden det, filmen handler om, synes jeg. Faldet symboliserer det at være tæt på andre mennesker eller turde være tæt på andre mennesker. Men samtidig er der sorgen og ensomheden, som findes i denne film. Jeg synes den handler lige så meget om ensomhed. Men Gunnar, instruktøren, han ville have at den skulle handle om håb. Himmelen er håbet og faldet er det, Juni og Reidar går igennem. Det er en verden så tæt på himmelen.
Der ligger altså en slags symbolik i det stjerneskud, man ser til sidst?
Ja, Det synes jeg.
Hvem er Juni?
Jeg føler utrolig meget ømhed for Juni. Jeg synes, hun er en fighter. Hun har jo en familie, der er meget selvoptagede og egoistiske. Og de er også feje. Og meget kold fornemmer jeg også hendes familie. Det hele er vældigt stileligt og materialistisk. Men når indholdet er forsvundet, så bliver det helt forkert. Så Juni bliver på mange måder, som følge deraf, hård mod dem, der mener hende det godt og afviser dem, fordi hun bliver bange for nærhed. Men dem som mishandler hende, bliver hun lille over for. Når forældrene kommer, forandrer hun sig jo og bliver en lille pige igen. Og i andre situationer er hun meget træt. Men med reidar og hende – de udfylder jo hinandens behov. Han er meget godmodig og meget god mod hende.
Hvorfor er han så omsorgsfuld over for Juni?
Jeg tror, han er meget, meget glad for hende. Og så tror jeg også, at hun har noget af det, han drages af. Hun sætter sine grænser og er meget handlekraftig. Hun sætter ting i gang og fighter og de sider, har han ikke. Han tager jo vældigt meget imod hele tiden. Han bærer alle andre. Jeg tror, de behøver hinanden. Og der er en slags kærlighed dér. Det bare ikke på normal vis. Men der er en kærlighed imellem dem. Reidar tager hånd om hende.
Selv om den virker meget sørgelig, udstråler ’Himmelfald’ også meget varme. Ligger der varme tanker bag filmen?
Ja. Jeg er helt enig. Jeg synes også, at den er meget hjertelig. Gunnar Vikene (instruktør) ville have, at der skulle være håb, at den skulle være varm. Den skulle ikke bare være smuk. Jeg synes også den har meget sjæl og varme i sig. Og jeg tror, at Gunnar synes, det er meget vigtigt også at have sådan nogle film, når der er så mange hårde film i dag med meget lidt ironi og meget kulde. Vi har jo ironi i denne film.
Kan du identificere dig med Junis rolle?
Ja. Jeg synes, det har været meget positivt for mig at finde frem til hende. Jeg synes ikke, det var nemt. Men jeg synes, det var positivt. Ser jeg på hendes baggrund, kender jeg jo Juni på mange måder. Jeg synes netop, det er fantastisk på mange måder. Hun drømmer om et andet liv hele tiden. Hun bevæger sig i en særlig kontakt med livet og døden hele tiden. Men hun er først og fremmest en fighter, og det synes jeg om. Men efter et stykke tid, så synes jeg ikke længere, at jeg havde svært ved at identificere mig med hende.
Er der stor forskel på at medvirke i en stor og pompøs satsning med mange aktører som ’Jeg er Dina’ var det til at medvirke i en relativt lille og mere stille film med færre aktører som ’Himmelfald’?
Udfordringen er altid lige stor, lige svær og lige mærkelig. Og hele den del er altid det samme, ligegylgdigt om det er en lille eller stor produktion. Men det kan være vældigt cool at medvirke på mindre produktioner somme tider. For det er på mange måder anderledes. Mindre projekter giver ofte også større frihed. På store projekter er der derimod ofte mange mennesker på settet, så det er stort, så somme tider forsvinder fokus lettere dér. Selve kernen forsvinder. Men er det mindre projekter, bliver det mere som i starten, da man begyndte som skuespiller. Da man var lille. Og det er altid en befrielse. Det er faktisk nemmere.
Kim Bodnia er kendt for at være method actor. Hvordan var han at spille over for?
Jeg spillede også over for ham i ’Øyenstikker’. Men det var lige så cool at spille over for ham denne gang. For alle skuespillere var det fantastisk, at han var med. Han arbejder jo så specielt. Han skulle spille psykiater og han har sin måde at arbejde på, hvor han tager os med og vi bliver en gruppe, som han tager hånd om. Og det giver en meget stor tryghed. For mig var det også en tryghed, at han var med. Og så spillede vi også helt anderledes roller i denne film, end vi gjorde det i ’Øyenstikker’. Det var vældigt sjovt at få lov til at prøve en ny rolle. Men han er jo et meget nydeligt menneske. Og så er han også meget farverig. Og det mærker vi alle sammen i gruppen, som var der under indspilningerne. Vi havde ham som en far. Han var en tryghed for os.
’Himmelfald’ slutter med, at Reidar og Juni nærmer sig hinanden. Det ser ud til at tegne godt for fremtiden. Hvordan ser den ud?
Ja, det må vi håbe. Men de er begge to blevet mere fortrolige med nærhed, tror jeg. Så jeg tror, det kan se lyst ud. Jeg tror de behøver hinanden. Jeg håber og tror, at de kommer til at følge hinanden igennem livet.
Hvad er dit næste projekt?
Jeg har ingen næste projekter. Så det er dejligt.
Der var forlydender om, at du skulle have medvirket i den amerikanske ’The Swedish Job’. Men den er blevet lagt på is. Er der en drøm om Hollywood?
Nej egentligt ikke. Det var mere en tilfældighed, at de kom og behøvede nogle stykker til rollerne. Så det var mere en tilfældighed. Og det er sikkert meget sjovt at komme til Hollywood, men det er ikke noget hjertebarn for mig. Altså det er ikke noget, der er en drøm for mig på den måde. Det betyder mere for mig, de mennesker jeg har fået lovet til at møde, de skuespillere jeg har arbejdet sammen med og de minder jeg har. Men det er klart, at jeg gerne vil. Det er bare ikke nogen drøm. Jeg synes, man skal gå efter historien.
Tror du publikum vil synes godt om ’Himmelfald’?
Jeg håber det. Det gør man jo altid. Ellers er man jo ligeglad. Men det er man ikke, når man har arbejdet så længe med det og selv har gået ind i projektet med egne kræfter. Så er det klart, at man håber, at andre vil kunne lide det. Men man ved det aldrig. For det er virkeligt forskelligt. Det er det altid. Forskellige reaktioner.
Der har været mange norske succesfilm de sidste par år. Oplever norsk film en optur i øjeblikket?
Ja det synes jeg absolut. Der er mange norske film for tiden. Men jeg bor jo i sverige. Så jeg har ikke mulighed for at se alle norske film. Jeg har for eksempel ikke set ’Elling’, som jeg skal se. Men jeg synes det går godt for norsk film. Dansk film gør det jo kanon. Men norge kommer efter.
Hvorfor tror du det kommer nu?
Jeg ved det ikke. Der er mange nye, unge instruktører, der kommer frem nu. De er sultne. Det er et meget kreativt miljø.
I både ’jeg er dina’ og himmelfald laver du nøgenscener. Er det ikke meget svært og meget grænseoverskridende, at lave sådanne scener?
Jo det er lidt specielt. Det er lidt specielt. Og det koster en del. Men hvis historien er ægte for mig, er det en del af det. Men det er absolut noget, jeg tænker meget over.
Med de ord slutter en varm og imødekommende Maria Bonnevie, der er aktuel i den varme og kærlige ’Himmelfald’ og snart også bliver det i Christoffer Boes ’Reconstruction’, der modtog Caméra d’Ór for bedste debutantfilm ved festivalen i Cannes tidligere på året.
