Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ægteskabsproblemer er skam reelle i alle forhold og derfor et evigt relevant tema at hive fat i. “Marie Bruce” omhandler de to karakterer Marie og Bruce, der hver virker usympatiske på hver deres måde, men alligevel blot er to mennesker, hvis forhold er gået i stå for længst. Marie starter med at ytre sig direkte til kameraet, og sådan fortsætter hun sådan set hele vejen igennem, og hun påstår at hade sin mand. Hun har fået nok af diverse småting, og keder sig ekstremt i hverdagen. Bruce virker på den anden hånd uberørt af dette og ganske følelseskold, og når han smutter en tur i byen og fantaserer om andre kvinder, vækker dette ikke ligefrem meget sympati heller. Som en form for yin og yang følger vi en enkelt dag i deres liv, hvor der egentligt ikke sker noget usædvanligt, men man får dog et fint indblik i deres liv sammen og hver for sig.
Hvor går det hele så galt? Det er jo et glimrende tema og to fine karakterer spillet fremragende af to fantastiske skuespillere. Jo, formen er noget værre rod, symbolerne virker simple og unødigt påklistrede og filmen er selvhøjtidelig og prætentiøs. Enkelte scener er mindeværdige, hovedsageligt dem uden dialog med en simpel symbolik som hunden, som først følger efter Marie, men snart følger hun efter den. Eller symbolikken hvor hun ligger sig i græsset, og en flodbølge skyller henover hende. Disse er flot filmet, og sætter sig fast på den indre nethinde i lang tid. Dialogen og satiren er derimod en helt anden sag. Dialogen er mekanisk og utroværdig, og selvom dette også er et symbol i sig, er det pinefuldt at sidde igennem. Det distancerer publikum fra karaktererne, og hiver dem os ud af plottet og filmens stemning. Satiren er på ingen måde morsom eller interessant, men små ufarlige vittigheder dukker op rundt omkring og ledsages af den mekaniske dialog, der blot skaber adskillige hovedrysten. “Marie & Bruce” er i sidste ende ikke det mesterværk, den forsøger og håber på at være, men blot en skygge af, hvad den kunne have været, havde man blot skabt den med en anden form og måske nedtonet arrogancen en smule.
Julianne Moore er for mig blandt Hollywoods allerbedste skuespillerinder, og selvom hun får en halvkedelig rolle, er min erfaring, at hun alligevel brænder igennem. I rollen som Marie gør hun det samme, og selvom Matthew Broderick klarer sig rigtig godt ligeså, kan han ikke rigtigt følge med. Filmen skal ses pga. disse to skuespillere, da de har fået nogle svære karakterer at arbejde med, hovedsageligt pga. den utroværdige dialog, men alligevel formår at skabe nogle til tider interessante karakterer. Det er dog svært at smide en anbefaling efter filmen, men har du det ligesom jeg med Moore, skal du naturligvis give filmen en chance.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Midget Entertainment .
