Skriv en kommentar
Hvad var det, der tilbage i foråret 2010 fik næsten en million mennesker til at besøge The Museum of Modern Art i New York på en periode på blot tre måneder? Hvad fik folk til at forme meterlange køer foran museets indgang, og kendte skuespillere som Orlando Bloom og James Franco til at tage fri fra filmindspilningerne for i stedet at flokkes til det feterede udstillingssted i Midtown Manhattan?
Dokumentar om et mesterværk in the making
Svaret finder du i Matthew Akers’ intime portræt af den karismatiske foregangskvinde inden for performancekunst, Marina Abramović, der siden 1970’erne har kæmpet med arme og ben, barberblade og brændende dødsstjerner for den alternative kunstforms eksistensberettigelse og anseelse.
Efter næsten 40 år som undergrundssucces er det nu endelig lykkedes hende at trænge igennem til den etablerede kunstverden og Marina Abramović – The Artist is Present handler således om forberedelserne til en retrospektiv udstilling af hendes værker på MoMa, og om intet mindre end tilblivelsen af hendes livs værk.
Lige dele kreativ og uafklaret kærlighedsaffære
Akers har struktureret filmen omkring den nervepirrende nedtælling til ferniseringen, men laver også spontane afstikkere til Abramovićs fortid for at udforske, hvad der har formet hende som kunstner. Hér bliver det hurtigt tydeligt, at kunstneren Ulay er en uomgængelig figur.
Det viser sig at Marina og Ulay på et tidspunkt var performancescenens Brad og Angelina, men at deres kærlighedsforhold desværre led i takt med, at kreativiteten blomstrede. De to ender med at slå op på episk facon i 1988, midt på Den Kinesiske Mur (!) som led i et sidste fælles, ultraromantisk afskedsritual, men da de genforenes i Akers’ dokumentar, efter mere end 20 års adskillelse, mærker man med det samme den dybe forbindelse mellem dem.
Performancepioner og -primadonna
”Måske skulle de kalde dig performancekunstens diva? foreslår Ulay drillende da han møder Abramović første gang siden de gik hver til sit. Og han rammer noget. For Marina er en sært sammensat figur. På den ene side betragtes hun som performancekunstens ”bedstemor”, og på den anden side adskiller hun sig med sit lange, sorte hår, sine couture-klæder og silikonebryster markant fra andre undergrundskunstnere, der som regel tager afstand fra den slags ungdommelig overfladedyrkelse.
At hun er mere velklædt betyder imidlertid ikke, at hun er mindre passioneret omkring sin kunst. Hun vil gøre alt for, at hendes afsluttende performance under The Artist Is Present-udstillingen skal blive dét værk, der cementerer performancekunstens plads på de store museer fremover. For som hun selv siger, så er hun på sine ældre dage blevet ”træt af at være alternativ”.
Grand finale er et antiklimaks
Desværre bliver det tydeligt i filmens grand finale, hvor Abramović udfører sit magnum opus, at det ikke helt lykkes Akers at indfange den magi, der opstår mellem Marina og de mange besøgende. Ved at klippe frem og tilbage mellem Marinas fængslende blik og de mange følelsesladede reaktioner i publikums ansigter, forsøger Akers ellers at delagtiggøre os i oplevelsen; at give os mulighed for at mærke Abramovićs nærvær på egen krop.
Men selv med en masse Philip Glass på soundtracket til at understrege den intense stemning under ferniseringen, kan man ikke lade være med at sidde tilbage med følelsen af, at man nok skulle have været der.
