Skriv en kommentar
Det er altid svært at bedømme en voksenfilm som barn, og en børnefilm som voksen. ’Marmaduke’ lægger sig dog mest midt imellem, som en familiefilm, der med spredehagl prøver at ramme alle i en familie med små børn.
Umiddelbart må de yngste dog være hovedmålgruppen, eftersom den kun er i distribution med dansk tale. Når humoren når sit absolutte lavmål, og vi skal grine af en prut, skinner dette også igennem. Men på trods af sådanne detaljer, (der måske for børn giver anledning til smil og grin, men for alle andre får hårene til at rejse sig), prøver den også fra tid til anden at ramme et lidt ældre publikum med flade jokes om hunde på pot og ikke mindst med katten Carlos, der momentvis snakker spansk og til tider bliver filmens eneste lille bitte lyspunkt.
Det eneste, der med sikkerhed kan angives som fællesnævner for filmens forsøg på lidt forskellige målgrupper er, at det fra start til slut er … patetisk. Dybt patetisk.
Og så vil den sørme også være en teenagefilm – bare med hunde i stedet for teenagere.
For Marmaduke er en hund, der ser sit liv som en teenagers, da familien skal flytte til en ny by og han derfor skal finde sig nye hundevenner. Som skabelonen indbyder, får flytningen den konsekvens for Marmaduke, at han møder kliker og en uventet kamp for teenage-kærligheden - om det så er persere, pudler eller pelskraver Marmaduke tænder på. Læg oven i det, at familien er ved at gå fra hinanden fordi faren (spillet af Lee Pace, der ellers var god i ’A Single Man’) forstår sin familie dårligere end sin hund. Hvilket hurtigt også giver Marmaduke som sidegeschäft at hjælpe sin familie med at leve lykkeligt.
Ikke nogen let opgave for en irriterende hund. Og læg så dårligt skuespil (selv William H. Macy, en af undertegnedes store amerikanske favoritter, er irriterende) oven i dette noget tvivlsomme og særdeles forudsigelige plot, og man er på gyngende grund.
Den danske tale redder ikke filmen. Kopernikus (som Marmaduke) og de andre (måske med undtagelse af Gordon Kennedy som Carlos) er desværre langt fra overbevisende. De understøtter et kvalmt manus, der ofte byder på ord og vendinger, der (som pruttejokes) ikke har været brugt siden murens fald; som når man i ramme alvor og uden det mindste hint af ironisk stemmebrug bruger ordet ’Selskabspapegøje’ i en seriøs sætning. Eller når man andetsteds prøver at lave et hipt manuskript ved at lade Carlos bruge ordet ’nice’ a la den gode danske ungdom.
Var Carlos ikke spansk? Jeg forstår det ikke. Man burde måske lige have haft Anden inde som manuskript-konsulent, for det ender hult rungende, ekstremt konstrueret og ligner andenhåndsarbejde fra den ellers så rutinerede og normalt fabelagtige Chresten Speggers.
Vil børn more sig? Måske, men jeg tror det næppe. De få børn til Fox’ anmeldervisning grinede på intet tidspunkt, men så til gengæld særdeles trætte ud ved filmens slutning. Og de voksne lignede mest af alt nogen, der havde brug for en kold drink og en skulder at græde ud ved.
Filmen er baseret på en ekstremt populær tegneserie, og kan derfor måske hive folk i biografen i USA. Men tegneserien har så vidt vides ikke været trykt i Danmark, så her får den det svært.
En sidste kommentar? Marmaduke er suverænt den dårligste film jeg i mit liv har set.
