Skriv en kommentar
Ægteskabsscener
I 1973 var de fleste revet ind i Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab, som flere aftner gav folk kvaler i hjertet, når Liv Ulvmann og Erland Josephson stillede sig til rådighed, og hvor vi fik lov til at komme ind i ægteskabets dybeste hemmelighed, da vi så på Marianne og Johans daglige kampe og håb om en forståelse, da Marianne nu er sammen med en ny mand, som gør hende til et gladere og mere frit menneske. Eller vi kan blive i det nordiske med Ibsens Peer Gynt og den første scene:
Åse: Peer, du lyver!
Peer: Nej, jeg gør ikke!
Det er ægteskabets drama, vi får serveret i Noah Baumbachs intense skildring af to kunstnere i filmen: Marriage Story - som hver for sig gør op i forståelse. Filmen starter meget smukt, da Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) skal fortælle om den andens styrke: Hun er en god lytter. Hun er en god samfundsborger. Hun giver skønne gaver. Han er energibevidst. Han kan græde og han kan lave mad.
Filmen udspiller sig i Brooklyn, og Nicole og Charlie har været sammen i mange år, og Nicole har alt hvad hun ønsker – men alligevel ikke skabende i New York, og føler sig for meget styret, og som hun siger, vil noget bedre for sig selv. Hun gider ikke engang parterapi, og søger til Los Angeles for at være med i tv-serier. De har sammen den 8-årige Henry – og filmen handler om: Hvem skal have drengen? Et syn på amerikansk lovgivning, og jo mere du betaler en advokat, jo større chance har du for at få drengen.
Vi følger de to mennesker, som elsker hinanden overalt på jorden – men ikke kan være sammen, da hun føler sig låst fast. Charlie er en succesrig teaterinstruktør, og er nu i pendul fra New York til LA, og hun har sin store omgangskreds som ikke føler, hvad hun vil med ham. Og for mig var scenen mod slut i LA i Nicoles nye næsten tomme og hvide lejlighed med en ølflaske og et billede: ”Scener fra et ægteskab”, hvor de i 6-8 minutter uden klip skriger sandheder og løgne ind i hinandens nærhed – filmens mest realistiske scene – og jeg kan kun udtrykke glæde over den præstation Adam Driver yder i al sin afmagt over at være sat udenfor, eller som hun vil sige: sat sig selv udenfor
Sidst jeg så Adam Driver var i 2016, hvor han spillede en rolig og morsom attitude i Jim Jarmuschs Paterson.
Tvivlen
Og det er en meget rørende afslutning, da vi ser Henry læse et brev op for Charlie, som Nicole har skrevet, og moderen antydes uskarpt i baggrunden. I døråbningen. Skal hun gå frem eller tilbage og lukke? Filmens svaghed er den næsten klaustrofobiske tilstand man kommer ind i, ved i over to timer at være låst inde i dilemmaer med psykologiske tilstande og ikke selv få et åndehul efter de mange ord. Og med for mange forhandlinger med advokater om Henry skal være med i en ordning 55/45 eller 50/50. Men filmen lever på to gode filmpræstationer.
