Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tænker jeg krimi tænker jeg først og fremmest England med deres Agatha Christie, Sherlock Holmes, Inspector Morse osv. osv. Men også heroppe nord på kan vi være med. Herhjemme har vi f.eks. Anders Bodelsen og Rejseholdet som værdige repræsentanter for genren og drager vi hinsidans over sundet finder vi blandt andre ægteparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö der i 1960erne skrev sig ind i kriminallitteraturen med deres nu klassiske Beck kronologi. Et af de særegne kendetegn ved historierne om Beck og det Stockholmske rejsehold var, at de fortrinsvis koncentrerede sig om årsagen til den givne forbrydelse frem for spændingsmomentet ved ”hvem gjorde det”. At de i denne forbindelse var stærkt samfundskritiske og politisk set befandt sig et godt stykke til venstre for midten, gav dog også anledning til en del kritik fra især de mere politisk bevidste anmeldere. Men at kriminaldelen og personskildringerne i bøgerne var fremragende blev der aldrig sat spørgsmålstegn ved. Så naturligvis er Becks og kollegaernes detektivarbejde blevet overført til film og det endda i flere omgange. Senest i år 2002 med Peter Haber i titelrollen men her har vi fat i den originale og (ifølge mange) bedste udgave fra 1993 med Gösta Ekman som Martin Beck
1: Brandbilen som forsvandt
Her bringer en eksplosion i en lejlighed Beck og kollegaerne på sporet af tyske narkohandlere i en af seriens svageste episoder med en pinagtig optræden af vores egen Peter Schröder som dansk kriminalbetjent der giver den som en overgearet parodi på Benny fra Olsen Banden. Pinligt!
2: Roseanna
… sætter spørgsmålstegn ved politiets brug af lokkeduer i et farligt forsøg på at lokke en formodet morder frem fra skyggerne. Kronologisk set burde dette være den første episode, da det er her at Beck for første gang bliver præcenteret for en af seriens andre hovedpersoner. Men det ser man gerne igennem fingrer med i dette spændende og næsten thriller-agtige afsnit.
3: Strisser, Strisser
dette afsnit vender jeg kort tilbage til senere, men det handler mere om rovdrift på naturen og inficeret blod til brug ved blodtransfusioner, end det handler om illegal våbenhandling som bagsidecoveret lover. Hvem skriver mon disse bagsidetekster?
4: Manden på balkonen
Dette afsnit skiller sig mest ud fra resten, da årsagen til forbrydelsen ikke bliver angivet nærmere og for en gang skyld har hverken tilskueren eller Beck den ringeste sympati tilovers for morderen. På den moralske side advares her til gengæld imod selvtægt og brugen af bevæbnede lokale naboværn.
5: Politimorderen
Her er det folkedomstolen der med pressen i front får en over snuden under jagten på både en grum kvindemorder samt en mulig politimorder. Igen advares der mod at man drager forhastede konklusioner: tingene (og mennesker) er ikke altid hvad de giver sig ud for.
6: Stockholm Maraton
Her er temaet igen ”profit over menneskeliv”. En kynisk forretningsmand findes brutalt myrdet - af den mand der er kommet for at slå ham ihjel. Efterhånden som jagten på morderen intensiveres får man mindre og mindre sympati med ofret i denne barske sag om pornografi og kynisk udnyttelse.
Alle seks episoder er fortrinligt underholdning med seriøse undertoner og et plot der ikke altid giver sig selv inden for de første fem minutter. Men det er i den grad en lille håndfuld skuespilleres fortjeneste at serien om Beck fungerer så godt. Dette gælder både individuelt og i det fine samspil.
Først skal naturligvis nævnes Gösta Ekmans (”Picassos Eventyr”) fine fremstilling af en hovedrolle der ofte befinder sig i baggrunden og hvori han på ganske underspillet vis portrætterer en mand, hvis liv er stærkt præget af melankoli og enspænderens kamp med familiemennesket. Det kan dog være en hård kamp når ens kone måske ligger i med sin fransklære og ens datter er begyndt at ryge, tage kærester med hjem og i øvrigt lægger an til at flytte hjemmefra.
Niklas Hjulström er den unge og ambitiøse kriminalbetjent Skacke der vil det så godt men ofte må se sig besejret af sin uerfarenhed – menneskeligt som professionelt. Grundet på sin alder står han lidt uden for de ældres mere indspiste sammenhold men fungerer derfor nærmest som publikums adgang til det ellers meget interne miljø. Det er en rolle der krævede lidt tilvænning fra min side, men efter et par episoder hvor han viste sig mere varieret end som så måtte jeg overgive mig.
Kjell Bergqvist står for den jævne kriminalassistent Lennart Kollberg der umiddelbart er Becks nærmeste åndsfælle men desværre også seriens mest uinteressante karakter. Bergqvist gør det fint men desværre for ham har den jævne og ligefremme karakter generelt altid været sværest at give liv og bliver, hvor utaknemmeligt det end måtte være, sjældent publikumsfavorit no.1.
Men så er der jo Gunvald Larsson. Jeg har ladet mig fortælle at Onslow fra tv-serien ”Fint Skal Det Være” har fået sin egen fanklub. Hvis det er tilfældet burde Gunvald Larsson i skikkelse af Rolf Lassgård (”Jægerne”) bestemt stå på kandidatlisten til endnu en fanklub for ”elskelige på sin egen måde” tv-karakterer. Her har vi at gøre med bulderbassen der på sin egen ofte yderst håndfaste facon tager over når resten af holdet har kvajet sig – eller simpelthen er for sløve i optrækket for den handlekraftige Gunvald. Ofte bliver han konfronteret med det uniformerede politis totale inkompetence, der ved lejligheder er repræsenteret af betjentene Karl & Kurt hvis handlinger og navne leder tankerne hen på Tintin seriens Dupont & Dupond. Og har man sagt Dupont og Dupond må man også sige Kaptajn Haddock. Heldigvis er den altid fint klædte Gunvald dog lagt kløgtigere end den gæve Kaptajn.
De samfundskritiske toner fra bøgerne er i denne filmatiserede udgave blevet nedtonet noget og derved er historierne blevet mere spiselige for et bredere publikum der ikke behøver at tænke så forfærdeligt meget i politiske holdninger længere – og det klæder den faktisk. Dermed ikke sagt at Beck er blevet tand- og holdningsløs for det er stadigvæk årsagen til forbrydelsen der fortrinsvis bliver kredset om her. Som i afsnittet ”Strisser, Strisser” hvor ofret viser sig at være en korrupt kapitalist af værste skuffe og hvor man finder sig selv siddende med sympati for både morderen og en trist Beck der nærmest modvilligt bliver nødt til at anholde ham. Det er gennemgående et meget trist afsnit men indeholder samtidigt en af de mest morsomme scener i serien. Her giver Gunvald Karl & Kurt en skideballe for at komme for sent til at pågribe den formodede morder, da de havde travlt med at overfuse en mand, hvis treårige søn råbte ”strisser, strisser, kartoffelmos” efter dem. Og den lille kommentar om at seriøs efterforskning ofte bliver forpurret af åndeligt smalsporet paragrafrytteri, er et tilbagevendende tema i serien og får da heller ikke lov at gå ubemærket hen. Skulle man stille sig kritisk an over for denne måde at gribe sagerne an på, kunne man argumenterer for at det naturligvis altid er lettere at give samfundet skylden frem for at lade individet tage personligt ansvar. Men det er der sikkert en eller anden danskstuderende der kan skrive langt mere om end jeg.
På den tekniske side kan man ikke beklage sig. Der er hverken tale om digitaliserede billeder eller DTS surround lyd, men nu har vi altså også at gøre med en lille, stille svensk tv-serie. Selv den lidt for ofte elendige eftersynkronisering ser man gerne igennem fingrende med. Så alt i alt må det blive til fire fine stjerner over Sverige.
Intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
