Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Nogle film kommer bare helt og aldeles bag på en, og Pascal Laugiers Martyrs (2008) har taget mig fuldstændig med bukserne nede. Jeg er blæst omkuld. Jeg er lamslået, målløs, nærmest fysisk udmattet efter at have set den, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, for det her uden tvivl er en af de mest ubehagelige og mest fascinerende film, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at se. Selvom den måske ikke helt formår at overgå Tun Fei Mous ækle Men Behind the Sun (1988), som stadig er den mest ubehagelige film jeg nogensinde har set, så var Martyrs for mig mere deprimerende end f.eks. Pier Paolo Pasolinis berygtede Salò, o le 120 Giornate di Sodoma (1975) og langt mere modbydelig end Eli Roths udmærkede, men poppede, Hostel (2005), som grundet sin historie og grafiske udpenslethed formentlig er den film flest mennesker umiddelbart vil kunne finde på at sammenligne Martyrs med. Når det er sagt, så skal der dog ikke herske nogen tvivl om, at Martyrs er en uendeligt mere interessant og vellykket film end Hostel nogensinde var, hvilket hænger sammen med det simple faktum, at førnævnte er, ikke bare fermt, men nærmest mesterligt eksekveret på både det narrative såvel som det tekniske plan.
Martyrs kommer ud af en bølge af ekstreme og kompromisløse franske film, der også tæller Gaspar Noés Irréversible (2002), Alexandre Ajas Haute Tension (2003), David Moreaus og Xavier Paluds Ils (2006) og Xavier Gens’ Frontier(s) (2007) for nu at nævne et par af de i danske kredse måske mere kendte titler. Jeg har desværre ikke set nogle af disse med undtagelse af Irréversible, så jeg kan ikke udtale mig om, hvordan Martyrs er i forhold til disse, men hvad jeg kan sige er, at Martyrs er gennemsyret af et depressivt sortsyn meget lig det, man præsenteres for i Irréversible (folk, der har set denne vil vide, hvad jeg mener). Grunden til jeg nævner dette er for at give jer læsere en ide om, hvad det er, man kan forvente, hvis man giver sig i kast med Martyrs. Forestil dig en gravalvorlig Hostel med Irréversibles mørke tilsat en sjat af Stuart Gordons Castle Freak (1995), en skefuld Dario Argento og en knivspids japanskinspireret horror, og du er godt sporet ind på, hvad Martyrs er for en størrelse, og hvilke ubehageligheder du kan forvente at få kastet i hovedet. Jeg vil i anmeldelsen undlade at gå i detaljer med præcist hvad, der venter dig på denne front, men vær forvisset om, at der ikke lægges fingre imellem, og at selv de mest hardcore gorehounds nok skal blive stillet tilfredse.
Filmen (kan indeholde spoilers!):
En forslået og kronraget lille pige stavrer gennem et tomt og misvedligeholdt industrikompleks. Hendes øjne er vilde, og hun kigger sig over skulderen hele tiden. Hun er tydeligvis på flugt fra nogen, men hvem ved vi ikke. Således starter Martyrs; med en glimrende introsekvens, der udover at forklare ovennævnte bl.a. også fortæller, at den lille pige, som hedder Lucie, har været holdt indespærret og udsat for store fysiske og psykiske lidelser af ukendte personer, at hun efter at være sluppet fri finder en veninde i pigen Anna, som hun deler værelse med på det børnehjem, hun er blevet overflyttet til, og at hun til stadighed hjemsøges af en uhyggelig, nøgen og skamferet kvinde, der ønsker at gøre hende ondt. Fast forward 15 år.
En familie bestående af far, mor, søn og datter sidder og spiser morgenmad i køkkenet i deres store hus. Det er søndag, og solen titter ind gennem vinduet og bader scenen i et dovent, køligt morgenlys. Snakken går på kryds og tværs hen over bordet, men pludselig afbrydes den af lyden af ringeklokken, der med sin mekaniske kimen skærer igennem det hele og vækker forundring. Familien venter tydeligvis ikke gæster. Faderen rejser sig og spankulerer ud i entreen i sin badekåbe, hvor han åbner døren, udvidende om, at han kun har ganske få sekunder tilbage at leve i. På den anden side står nemlig en pige i sort hættetrøje med et dobbeltløbet jagtgevær, som hun trykker af, så snart manden kommer til syne i døren. Maven og ryggen eksploderer på ham, han falder til gulvet, og pigen, som er Lucie, stormer ind med løftet våben og mord i øjnene. Et par minutter senere er hele familien død, og det fornemme designerhus er blevet reduceret til noget, der mest af alt ligner en slagtehal med blod og indvolde på vægge og gulv.
Overvældet af situationen ringer Lucie til Anna, der sidder og spiser en sandwich i en bil et sted i nærheden. ”Det var dem! Jeg har gjort det nødvendige!” siger Lucie febrilsk, og selvom man forstår, hvem og hvad hun hentyder til, givet ens indsigt i hendes fortid, så har man svært ved at tro hende. Var det virkelig dette tilforladelige, midaldrende ægtepar, der holdt Lucie indespærret dengang? Eller har Lucies dybe psykiske sår gjort hende sindssyg og fået hende til at dræbe de forkerte? Som seer får man dog ikke meget tid til at gruble over det ene eller det andet, for knap nok har Lucie afsluttet samtalen og hvilet sig lidt i sofaen, før hun overfaldes af den uhyggelige, nøgne kvinde, der har hjemsøgt hende siden hun slap væk fra sit fangenskab i industrikomplekset. I hånden holder hun en ragekniv, som hun arrigt lader danse ned over Lucies kød igen og igen…
Da Anna ankommer til huset, er det til synet af en skræmt, grådkvalt og blødende Lucie, der sidder udenfor og klamrer sig til et lille træ. Anna, der allerede i telefonen kunne fornemme, at der var noget helt galt, beder Lucie blive, hvor hun er, hvorefter hun selv går ind i huset for at se, hvad der er sket. Synet af den slagtede familie forfærder hende, og man forstår, at hun, ligesom seeren, har svært ved at afgøre, om Lucie er blevet skingrende psykotisk. Anna er dog en trofast veninde, der lader tvivlen komme hende til gode, og snart efter er tilbage hos Lucie, som hun giver sig til at vaske og forbinde. Bagefter hjælper de hinanden med at rydde lidt op, og om natten forsøger Anna at skaffe ligene af vejen ved at smide dem ned i et stort hul ude i haven. Til hendes store forfærdelse viser det sig dog, at kvinden er knap så død som først antaget, og Lucies plageånd rører på sig igen…
Hvad der følger i kølvandet på denne første halve time er en grufuld, bizar og grænseoverskridende historie (i mere end en forstand), der takket være et stærkt filosofisk islæt og en fremragende opbygning formår at tage en række drejninger, store såvel som små, der alle kommer meget bag på en. Det gjorde de i hvert fald på mig, næsten hver gang. Set i dette lys er Martyrs et kærkomment pust på den forstokkede og konforme filmscene. Den forfalder da til en genrekliché hist og her, men overordnet set er der rokket meget ved konventionerne, både genre- og filmmæssigt, og set i dette lys er Martyrs et kærkomment pust i en forstokket og konform branche. Dette kombineret med Morjana Alaoui og Mylène Jampanoïs fremragende præstationer i de krævende roller som hhv. Anna og Lucie samt det faktum, at Pascal Laugier aldrig giver seeren flere oplysninger, end man har brug for for at føle, at man får større indsigt i tingene uden dog reelt at kunne gennemskue ret meget, bevirker at ens opmærksomhed holdes fanget i filmens samtlige 95 minutter. Her er således tale om en virkelig stramt komponeret film, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Alt er nøje målt og afvejet med henblik på at skabe den ønskede effekt af uhygge, usikkerhed og ubehag.
Det er svært at placere Martyrs genremæssigt, om end den har stærke rødder i horrorfilmen. Heldigvis hæver den sig langt over rendyrket exploitation, idet den er mere intelligent og af langt højere teknisk og narrativ kvalitet end så meget andet, der pumpes ud på markedet i dag. Den er så potent og gav mig en oplevelse af en så speciel karakter, at jeg har svært ved at sætte ord på den. Jeg vil derfor mene, at det kan diskuteres, om den måske i virkeligheden ikke bør betragtes som en kunstfilm på linje med f.eks. Lars von Triers Antichrist (2009), Michael Hanekes Funny Games (1997) og førnævnte Salò. Måske kan det ikke. Måske skal man bare se den og tage stilling selv, hvis man ellers er villig og åben nok til en film af denne kaliber, som næsten helt sikkert vil slå en i brædderne. Ekstremt anbefalelsværdig!
Billedkvalitet:
Billedet står knivskarpt, men er ret grynet i det, hvilket dog tydeligvis er tilsigtet fra instruktørens side. Det klæder dog filmen. Dette gælder også den afmættede palette, der domineres af grålige toner og som er med til at underbygge filmens depressive stemning. Billedet på denne udgivelse er, med andre ord, i top.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet udgøres af Another World Entertainments sædvanlige og altid fornøjelige trailershow, to teasere, filmens originale trailer samt en 90 minutter lang making of-dokumentar, der kommer godt omkring forskellige aspekter af produktionen. Sidstnævnte er med til at gøre AWE’s udgivelse til en rigtig solid investering, som bør findes på hylden hos alle, der værdsætter grænseoverskridende, intelligente og voldsomme film, der lemlæster en følelsesmæssigt og sætter sig dybt i sjælen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
