Skriv en kommentar
I intro-scenen ser vi en ung kvinde stige ud af sin bil midt i en stor mudderpøl. Hendes sorte hijabi bliver mudderet til. På sit kontor skifter hun til hvide kondisko. Hun er én af de lokale læger på byens hospital. Maryam (spillet af Mila Al Zahrani) ser ud ad vinduet, at endnu en ambulance ankommer med en akut patient, men båren med hjul sidder fast i mudderet. Vejen til skadestueindgangen er ikke asfalteret, og det er til store gener for alle.
Den ikke-asfalterede vej bliver et billede på Maryams kamp for at få indflydelse og respekt i et saudiarabisk samfund, hvor ”vejen” til at være et frit, tænkende individ med lige rettigheder som mænd fortsat er meget lang. Maryam beslutter sig for at stille op som kandidat i byrådet for at kæmpe for at få vejen asfalteret og for at blive hørt. Hendes egne søstre og medsøstre forsøger at dæmpe hende og tror, at hun vil opildne til kvindernes kamp om lige rettigheder.
Hendes søstre Selma (Dae Al Hilali) og Sara (Nora Al Awad) hjælper hende med at indsamle penge til at føre valgkamp og vigtigst, at få kvinderne til at stemme på hende. De arrangerer en fundraiser-fest for byens kvinder med underholdning og modeshow, som viser den nyeste mode inden for hijabi og kalder disse klædestykker for innovative og kreative. Desværre er der mange af kvinderne, som slet ikke stemmer eller skal hjem og spørge om lov af deres ægtemænd.
En ældre herre, som akut bliver indlagt nægter i begyndelsen at lade sig undersøge og behandle af en kvindelig læge. Hun må ikke se ham i øjnene eller røre ved ham. I takt med sin valgkamp hvor hun bliver mere og mere modig og stærk og taler direkte, højt og tydeligt, så ingen misforståelser opstår, erkender den ældre mandlige patients sin uvidenhed. Hendes motiver og handlinger er af praktiske årsager, ikke symbolske. Det kommer tydeligt til udtryk i hendes tv-optræden, hvor den mandlige vært forsøger at få hende til at tale om bløde, ’kvindelige’ temaer i hendes valgkampagne, men hun nægter og kigger direkte ind i kameraet, at hun er der af praktiske årsager, ikke som kvindelige feminist eller pioner. Hun ønsker vejen til hospitalet asfalteret.
Igen et udsnit af virkeligheden anno 2019 viser Haifaa Al Mansour, hvordan de saudiarabiske kvinder fortsat er undertrykt af et mandsdominerede samfund, hvor religion og samfundssyn og værdier fortsat ikke anser kvinder for lige meget værd som mænd. Udover at filmen viser undertrykkelse af kvinder, så viser den også, at kvinderne selv er med til at lade sige undertrykke. I filmen virker nogle af kvinderne håbløse ligeglade og tør ikke stå sammen og kæmpe.
Som undertegnede anmelder skrev i 2014 i anmeldelsen om ”Wadjda” eller på dansk ”Den grønne cykel”, så har jeg siden da set frem til at se flere film fra filminstruktøren Haifaa Al Mansour. Hun er mest autentisk, når hun filmer og fortæller fra sit eget hjemland Saudi-Arabien.
