Skriv en kommentar
Da Robert Altman for nylig døde, efterlod han sig en meget stor filmarv, der kan være alle til glæde i al evighed. En af disse film var Altmans store gennembrud fra 1970, MASH, der både vandt Oscar og Gyldne Palmer i Cannes. For det første var filmen en anti-krigsfilm midt i Vietnam-krigens buldren og for det andet var filmen en ny måde at skabe film på i Hollywood, som var mere inspireret af europæisk filmkunstnerisk tankegang end af studiesystemet modeltænkning.
Filmen var vældig populær i både USA og Europa og var derfor også den perfekte pilot til en sit-com, der skulle blive historisk. Da M*A*S*H (Mobile Army Surgical Hospitals) blev vist på CBS i USA for første gang i 1972 var ingen nok ikke helt klar over at serien om det groteske felthospital under Korea-krigen skulle forsætte i yderligere 10 år (selve krigen varede tre år).
M*A*S*H er på mange måder epokegørende TV. For det første var fra CBS’s side en slags spand vand i hovedet på den amerikanske regering, at gøre grin med Korea-krigen, der i dette tilfælde er en slet skjult allegori over Vietnam-krigen eller hvilken som helst batalje under Den Kolde Krig. For det andet passede M*A*S*H meget godt til det nye Amerika, der var begyndt at forme sig i 1970’erne. Normalt var handlingen i en sit-com placeret indenfor husets fire vægge og handlede om en kerne(sund) familie med helt almindelig navne og udseende i en amerikansk forstand. Det var med andre ord den hvide, øvre middelklasse med en arbejdende faderfigur, en moder med hjemmegående sysler og hang til strikkeopskrifter i bladene og to uartige børn, der til sidst må føje sig for faders logik. I M*A*S*H er intet normalt. Familien er brudt op, og der dyrkes i meget høj grad utroskab blandt læger og sygeplejersker. Man befinder sig midt i krigens rædsler, og som noget nyt gør man grin med krigen enten som en måde at overleve rædslerne på eller som en måde at fremvise, hvor ligegyldig en krig langt hjemmefra er.
Men helt centralt i M*A*S*Hs grundfilosofi ligger tanken om, at systemet bag krigen ikke fungerer ordentligt (der er aldrig god mad, eller medicin nok). Til gengæld opretholdes kampgejsten af en flok dygtige og dedikerede læger, der når alt kommer til alt, er til stede for at redde menneskeliv.
Nu hvor 2. sæson er på gaden, var det måske på plads at introducere de helt centrale figurer, der næsten kan deles i par. Helt centralt har vi de to spasmagere Capt. Benjamin Franklin ”Hawkeye” Pierce (Alan Alda) og Army Capt. ”Trapper” John Mcintyre, der driver dagene med spil, damer og practical jokes, men når der skal arbejdes samtidig redder menneskeliv på samlebånd, som de to dygtige kirurger de er. De repræsenterer meget tydeligt det humanistiske left-wing-America, for hvem krigen ikke alene er unødvendig, men også et brud på almindelige menneskers frihed og ret til at vælge. De tror nok på den amerikanske ide, men ikke at man absolut skal pådutte hele verden ideen.
Modsat dem har vi de mere konservativt og patriotisk indstillede Major Frank Burns og Maj. Margaret "Hot Lips" Houlihan, der også hjulene i gang med en affære, der nager den stakkelt Burns’ samvittighed, da han hjemme i USA er gift og har familie. Burns er samtidig prügelknabe for de fleste af de practical jokes, som teltkammeraterne Hawkeye og Trapper laver.
I lejrens centrale administration sidder den uduelige og meget lidt ædruelige Lt. Col. Henry Blake, der seriens mest hjertelige personage. Han har ikke ret meget styr på løjerne og må reddes af sin makker og sekretær Cpl. Walter "Radar" O'Reilly, der til gengæld kender alle krigens administrative smuthuller. Til sidst skal vi nævne transvestitten Klinger, der vil gøre alt for at blive sendt hjem fra krigen.
Serien er som sit-com er flest i det rent dramaturgiske. Den er episodisk opbygget, forstået på den måde, at ingen af karaktererne udvikler sig specielt meget fra udgangspunktet. Et afsnit varer de normale 22-23 minutter og har et narrativt og dramaturgisk forløb, der afsluttes i løbet af episoden. Derfor kan det også være vanskeligt faktisk at give en beskrivelse af handlingen i anden sæson, fordi den strengt taget forløber uden handling. Tilbage står man så med humoren og de seriøse øjeblikke, hvor emner som homoseksualitet, racisme, forældreløse børn osv. dukker op i små glimt. Denne anden sæson mangler faktisk et par højdepunkter. På intet tidspunkt er man helt færdig af grin og der er langt mellem de helt store overraskende ting i serien. De fleste afsnit er instrueret af Don Weis og Gene Reynolds – og så kommer geniale Alan Alda på banen som instruktør i de sidste afsnit.
Desværre er der ikke meget ekstramateriale på de 3 DVD. Man kan dog selv vælge at en tysk synkronisering samt dåselatter.
