Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det virker næsten redundant at anmelde og uddele stjerner til et monumentalt mesterværk som Pier Paolo Pasolinis ”Matthæusevangeliet”. Uanset om man er religiøs eller ej er dette asketiske værk med sort/hvide billeder, der fæstner sig på nethinden, uomgængeligt – filmhistorisk såvel som berigende beretning om et humanistisk og idealistisk menneske.
Da marxisten, ateisten, bøssen og blasfemikeren Pier Paolo Pasolini meddelte, at han ville filme ”Matthæusevangeliet”, vakte det opstandelse i katolske kredse i Italien. De færreste troede ham, når han sagde, at han ville lave en film så sober, at den tilmed kunne spilles selve påskesøndag. Men Pasolini holdt ord. Og kirken tog den til sig. ”Matthæusevangeliet” er da også i al sin enkelhed ’blot’ en filmatisering af Biblens Matthæusevangelie. Den fortæller historien om Jesu liv; fra fødsel til korsfæstelse og genopstandelse. Men hvilken filmatisering!
Som på nærmest neorealistisk vis at gøre brug af amatører i hovedrollerne og et skrabet æstetisk udtryk med håndholdt kamera og zoom i dvælende tableauer og intense nærbilleder, lod han materialet tale for sig selv. Af samme grund er dialogen stort set, som man finder den i evangeliet. Jesu liv bliver på den måde et dokumentarisk faktum, man tror på; en oplevelse af ’den rigtige Jesus’.
Den Jesus, som Pasolini interesserede sig for, er den revolutionære outsider, som med både kærlighed og uforsonlig strenghed kritiserer den livsform, der omgiver ham, og tager afstand fra det hidtidige familie- og samfundsmønster. Som Pasolini selv, var han – i Pasolinis optik – en radikal samfundsoprører. Pasolini identificerede sig med Jesus, og måske netop derfor castede han sin egen mor i rollen som Jesus’ mor, Jomfru Maria.
I den unge spanier Enrique Irazoquis magre skikkelse forkynder Jesus Guds ord og leder sine disciple med en fanatikers glødende energi, og har for såvel disciplene som os en nærmest hypnotisk dragende karakter over sig.
”Matthæusevangeliet” er i og for sig en lys pendant til den senere ”Salò - eller de 120 dage i Sodoma” fra 1975. En helvedesvision, der udstiller menneskets perversiteter i form af fascisme og forbrugerisme, og som man som tilskuer tvinges til at overvære som voyeur.
De to film kan så på den anden side igen betragtes som de sjælelige modsætninger til de kødelige lyster i hans lumre middelaldertrilogi: ”Decamerone”, ”Canterbury-fortællingerne” og ”Tusind og én nat” (1971-74).
Det anbefales, at man først ser ”Matthæusevangeliet” inden man vover at give sig i kast med Pasolinis iscenesættelse af Dantes ”Inferno” og Marquis de Sades ”120 dage i Sodoma”. Og så anbefales det stærkt at se ”Matthæusevangeliet” igen bagefter. Bare for at få troen til menneskeheden tilbage.
Billede og lyd: Billede: Anamorfisk Widescreen 1.85:1 (S/H). Lyd: Dolby Digital 2.0. Pasolinis smukt fotograferede sort/hvid billeder står knivskarpe, kontrastrige og ser overraskende friske ud trods filmens 45 år på bagen.
Ekstramateriale:
Biografi og filmografi over Pasolini, trivia, slideshow og trailershow. Lidt ligegyldigt stof i betragtning af filmens historiske værdi. Desuden en 4-siders booklet af den danske Pasolini-ekspert (og fan) Christian Braad Thomsen, som lyder spændende. Den var dog desværre ikke til denne anmeldelse stillet rådighed af distributøren.
Filmen blev venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
