Skriv en kommentar
Efter i første film, The Maze Runner (2014), at undslippe en mystisk labyrint befinder Thomas og hans venner sig nu i umiddelbar sikkerhed hos en forening, der foregiver at være på deres side. Men ligesom da Thomas vågnede forvirret op i labyrinten uden hukommelse, nægter han nu at tage situationen for pålydende og leder gruppen (med et nyt medlem eller to) ud i den post-apokalyptiske verden, de har været uvidende om, siden deres hukommelser blev slettet. De lærer mere om organisationen, WCKD, der lukkede dem inde i labyrinten, og om den sygdom de eftersigende er immune imod. De støder på flere grupperinger af mennesker og indser, at alle synes at have deres egne dagsordner og moralske kompas.
Opgradering fra eteren
Det skal understreges, at Maze Runner: Infernoet er markant bedre end sin forgænger. Den første film led under at skulle danne et fundament at bygge sit univers på, og det resulterede desværre i en film, hvor der ikke rigtig skete noget som helst. Nu indhentes det forsømte på spændende og tempofyldt manér. Der er skruet op for effekterne og nye figurer introduceres, blandt andre tvetydige Jason, spillet af Aidan Gillen (måske bedst kendt som Littlefinger i Game of Thrones) samt Brenda (Rosa Salazar), der gør sit for at skabe lidt mere balance i en ellers særdeles mandsdomineret film.
Casting
Igen er Dylan O’Brien med det evigt drengede ansigt i front som Thomas. O’Brien har siden 2011 samlet fans gennem sin medvirken i MTV-serien, Teen Wolf, men det kan ikke kun være de låste biografbilletter, der har sikret ham rollen; han bærer faktisk en film ganske fint.
Stadig synes Thomas dog at være den eneste egentligt initiativrige person i gruppen; den, der laver planer og fører an. ”Den fødte leder.” Det virker urealistisk og til tider lidt søgt. Det er specielt ærgerligt, når de resterende figurers personligheder kun manifesterer sig selv op imod ham. F.eks. laver britiske Newt (Thomas Brodie-Sangster) ikke meget andet at være ”the voice of reason” ved gang på gang at pointere, hvordan Thomas’ planer er dumdristige, hvis ikke umulige.
Filmen skal dog have point for at have prioriteret diversitet i deres casting, i det mindste i b-rollerne.
Knap så original, men pyt!
Jeg kan sagtens anbefale denne film. Måske behøver man endda ikke have set den første, men blot læse en kort opsummering inden. Siden Hunger Games er det poppet op med tredels-fortællinger om dystopiske og post-apokalyptiske samfund, så selv om hver historie er sin egen, er de uoriginale som ide. Men skidt med det. Der er jo en grund til, de er populære, og mens Hunger Games næppe bliver slået af pinden her, placerer Maze Runner sig med toeren nu vel over Divergent.
