Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Så er det blevet tid til at se lidt nærmere på anden omgang Maze Runner. Ja, faktisk er der ikke meget labyrint-løberi tilbage, for Thomas og de andre ”Gladers” sluttede jo netop af med at slippe ud af den frygtede labyrint i den første film. Her ved opstarten af The Scorch Trials (eller Infernoet) som den danske titel lyder, har gruppen søgt tilflugt hos noget der ligner en gruppe militante forskere, som passer godt på sine nytilkomne gæster. Ja, faktisk så godt at Thomas sniger sig på en form for spionage i den nye lokation, for at få svar på flere spørgsmål. Det går hurtigt op for ham at de nye værter slet ikke er hvad de giver sig ud for at være, for de er nemlig identiske med den hemmelige organisation WCKD (Wicked), som ”Gladers” netop forsøger at undslippe. Thomas og co. tager flugten ud i ingenmandsland – The Scorch. Et øde ørkenlandskab som er fyldt med ubehageligheder.
Umiddelbart tænker jeg at ”Infernoet” er den helt rigtige titel at klaske på denne teen-action-basker. James Dashners bogtrilogi som for tiden bliver udsat for det store lærred, ligner på flere punkter til forveksling et andet hit, nemlig The Hunger Games. Vores hovedperson har blot skiftet køn, for ellers er det tilnærmelsesvis de samme dilemmaer som vores teenageflok stilles over for. Og så har jeg slet ikke nævnt en anden parallel, nemlig Divergent-filmene. For Maze Runner-universet sker der det samme som i Hunger Games. Jo mere vi bevæger os væk fra startpunktet, jo mere taber handlingen og spændingen kadence. Og det så er bøgerne som bliver ”kedeligere” eller om det er adaptionen til film som er slået fejl, skal jeg undlade at gisne om. Faktum er at al den mystik og intensitet der var omkring den kæmpemæssige labyrint i den første film, nu er erstattet med en flugt ud i intetheden, hvor man slet ikke kommer så tæt på karaktererne og selve miljøet. Der er højt tempo på, javist, men det går nok også alt for hurtigt. Vi har at gøre med en flugtfilm som bare tordner afsted og i farten glemmer at gøre sig interessant.
Vi har stadig unge Dylan O’Brien i front for Gladers, mens WCKD-dynastiet topstyres af den iskolde Ava spillet af Patricia Clarkson (Dogville, Far From Heaven, Shutter Island). Hendes håndlanger Janson spilles af selveste Lord Petyr Baelish fra Game of Thrones. Til dagligt kalder han sig nu Aidan Gillen, men hans tilstedeværelse er altså så altoverskyggende at man genkalder hans vendekåbe-tendenser fra den verdensberømte tv-serie. Fra Game of Thrones har man også hentet Thomas Brodie-Sangster, som man måske også husker fra Love Actually. I mindre roller ses Hollywoodfavoritter som Giancarlo Esposito, Barry Pepper, Alan Tudyk og Lili Taylor. Instruktøren er heldigvis genganger, for Wes Ball orkestrerer alle tre film. Den sidste Maze Runner kaldet The Death Cure forventes at være klar i 2017.
Et værk som dette er naturligvis fyldt med en tilhørende udgivelse spækket med bonusmateriale. Du kan vælge de klassiske forlængede og slettede scener og kommentarspor. Men hertil kommer en lang række andre features med næsten passende labyrintiske undermenuer, hvor du kan lære mere om tilblivelsen, de visuelle effekter, se trailers, gallerier og hele 15 minutter med fraklip, hvor intet sidder lige i skabet. Her er timers underholdning, men det er nok forbeholdt ægte fans at finde alle områder værdifulde.
Er jeg så en ægte fan? Jeg synes den første film var glimrende, mens film nummer 2 må nøjes med prædikatet ”god”. Grundidéen forekommer mig at være på vej til at blive udvandet, så med mindre at den afsluttende del af trilogien sparker benene væk under mig og dermed retfærdiggør denne travelmovie, så vil jeg hellere gense den ”rigtige” Maze Runner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
