Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Han er glattere end en olieret ål” og ”Du er som et muldyr i Missouri” er blot et par af de meget morsomme og meget illustrerende kommentarer, som cowboypolitimanden McCloud (Dennis Weaver) disker op med i alskens situationer, der åbenbart byder op til sådanne rustikke beskrivelser og sammenligninger.
McCloud har på ny udskiftet sin elskede New Mexico-prærie med New Yorks pulserende avenuer for bedre at kunne sætte sig ind i politisystemets fremgangsmåder, der forgrener sig i alt fra opklaring af komplicerede mordmysterier, opsporing af udspekulerede mordere og almindeligt politiarbejde. Han er en mand, der klarer tingene efter eget hoved. Et hoved, der til enhver tid er udstyret med en arketypisk Stetson-cowboyhat. Yiiiha!
Hans på overfladen rough and tough-attitude, men på underfladen good guy-prægede chef, Clifford (J.D. Cannon), kommer konstant i clinch med den blåøjede cowboy, som han dog inderst inde respekterer højt og beundrer grænseløst.
”Stiv krave og kynisme i blodet”, et pessimistisk klingende udtryk. med hvilket McCloud selv gengiver chefen, altså før han lærte ham bedre at kende, indbefatter på slående vis tilmed hele New Yorks almene mentalitet, som den idealistiske, standhaftige McCloud står i skurrende kontrast til.
”Du går med oprejst pande”, ”du er så retskaffen, at det får én til at græde” og " Du prøver altid at gøre alt for alle” er chefens rammende formaninger til den karakterstærke cowboy. Disse altruistiske intentioner får dog mere end ofte den retfærdighedssøgende McCloud i ballade, for gode hensigter fører som bekendt ikke altid til paradisets dør …
Som ufrivillig eksponent for ikke bare et andet geografisk område og en ganske anden levevis, men tillige for ganske andre normsæt og grundlæggende holdninger til tilværelsen, er karakteren McCloud altså først og fremmest en ideologisk figur, for hvem moralen er den ukrænkelige vejviser og etikken den livsfunderende faktor. Netop denne interessante dialektik mellem civilisationens (New Yorks) komplekse indordning med stigende mismodsfølelser, voldsomme kriminelle rater og den ubeskrivelige fremmedgørelse mennesker imellem og naturens (McClouds) sværgen til et mere holistisk liv, en opdyrkning af medmenneskelige egenskaber og autentisk oprigtighed er seriens mest succesfulde element.
Denne syvende sæson (1975-1976) er seriens afsluttende kapitel med filmen The Return of Sam McCloud (1989) som et endegyldigt punktum.
Man kan mærke, at serien i denne sidste sæson har været længe undervejs, for tonen er intim og vedkommende. Skuespillerne synes vitterligt at nyde deres alter egoer på tv-skærmen, kemien er dejligt nærværende, dialogen let, uden at tangere det ligegyldige, og hele produktionen oser af ægte engagement, som ikke kan undgå at forplante sig i seeren.
I denne afsluttende sæson rydder McCloud som sædvanligt op i den kriminelle underverden og kommer i denne omgang bl.a. i berøring med den farlige, russiske mafia i Moskva, en seriemorder, der måske/måske ikke er vampyr og manipulerende IRA terrorister, der planlægger at bombe Buckingham Palace.
I den opfølgende film - The Return of Sam McCloud, er McCloud rejst tilbage til rødderne i New Mexico, hvor han – imod alle odds - er blevet senator og forsøger at bekæmpe kemikaliefirmaers ødelæggelse af miljøet. Da hans niece lader livet som et uskyldigt led i den medicinske korruption, tager den gråhårede cowboy igen seksløberen op ad hylstret.
Filmen virker mest som et nostalgisk påskud, en anakronistisk genforeningsfest, der skal samle den gamle bande sammen, sætte McCloud op på hesten igen og sætte bonderøvsagtige erklæringer i munden på ham, der klinger lidt i retning af velkendte ”Det nytter ikke noget at låse laden, når først hesten er stjålet” og den obligatoriske ”Det ville være billigere at blive røvet” til den holdende taxamand, der spørger en travl McCloud, om han skal vente på ham.
Det er jo bare herlig dialog, er det ikke?
De enkelte afsnit er fint stykket sammen med strømlinede spændingssekvenser, der sparker røv med ordentlige cowboystøvleaftryk på, velkomponerede historier med mening og interessetække, der ikke fortoner sig undervejs og fantastisk skuespil, der nærmere føles som reel væren end betalt optræden. McClouds gammeldags know-how bliver fornemt suppleret af de irritationsstimulerende reaktioner, han fremkalder hos andre, ikke mindst hans skarpe chef, der kvitterer med sjove udtalelser som ”Jeg har en klump i maven med McClouds navn på” og ”Hent den flaske i barskabet, der står McCloud på”.
McCloud er varmblodig tv-serie-kaktushumor, der ikke stikker dig, cool karakterer på den fede retro-måde og spændende handlingstråde, der vikler sig ind i hinanden uden at filtre sammen. Det er en kvalitetstreenighed, der har overlevet tidens tand, fordi det er tv-kvalitet. Og denne tv-kvalitet vil sandsynligvis garantere McClouds videre beståen.
