Skriv en kommentar
I juni 2013 mødte jeg første gang fænomenet Medina, da hun på sin Instagram havde meddelt, at hun vil optræde på Distortion, Vesterbro mellem kl. 20-22 – men ingen vidste hvor? Gaderne var fyldt med titusinder af unge med flere dåseøl i hænder og lommer, samt musikscener i Istedgade og sidegaderne, og rygterne gik: Hvor spiller Medina? Det gjorde hun så på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard – politiet mente, der var 20.000, og året efter undskyldte hun selv for den iscenesættelse.
Det er nogle af disse scener, der kommer frem i den meget personlige dokumentarfilm Medina om prinsessen, som gennem 10-12 år bliver udsat for livets største op- og nedture. Og hun siger det selv i filmen Det, der gør mig mest glad, er det, der har ødelagt mig allermest.
Vi følger Medina (f. 1982) fra starten, hvor hun pludselig spilles over hele verden med den mest spillende single i 2009 Kun for mig, og år efter bliver nummer ét på Billboard Dance Chart i USA. Vi ser klip fra hele verden, hvor hun er tæt på publikum, og hører hendes charmerende stemme, da hun i Tivoli opdager, at hendes unge publikum kan synge med på de fleste af hendes hits. Men vi får også bagsiden f.eks. da hun på scenen i Tivoli pludselig falder om – og musikerne første tror, det er en del af hendes optræden. Vi hører om hun to gange har været udsat for en stalker – som pludselig en dag er i hendes hjem. Og de aviser der lever af at skrive om hendes succes i starten, for senere at leve af at svine hende til. Hun siger selv i filmen, at hun mistede et barn, da stalkeren var mest nærgående.
Kaspar Astrup Schrøder har i 2½ år fået lov til at følge med – også når hun er hos psykoterapeuten, som får hende til at bearbejde vreden. Og det er en fin måde vi får et indblik i hendes liv, da vi først efter 45 minutter bladre i hendes familiefotoalbum, og der møder den danske mor og den chilenske far – men også lillesøsteren, som er skizofren og hendes brug af kniv mod håndleddet – endnu en stor omsorg samtidig med stor succes ud af til. Og endelig det store bryllup med premierløjtnant Malo Chapsal på Frederiksberg Rådhus – og deres første dreng født på Rigshospitalet.
Det er som om Medina i filmens start, fortæller om sit eget liv i drømme om spækhuggeren, som kigger på hende, og træneren pisker spækhuggeren op og lave sjov, men ikke vil optræde som død.
Medina er hele filmen igennem forskellig på scenen og hjemme. Hendes store glæde ved at se unges glæde – én har en tatovering på armen: Medina for livet. Alt hvad jeg har lært Filmens svaghed er de sange, hvor Medina gerne vil sige noget til sit publikum og jeg ikke kan høre, hvad hun synger.
Når hun synger i lydstudiet, kunne vi godt have læst teksten ved siden.
