Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er ikke mange af de store gamle filmmestre tilbage, men italienske Bernardo Bertolucci (1940) er der, og han instruerer stadig. Sidst har han instrueret ”Io e te” (”Me and You”; it. 2012), der desværre ikke er sat til distribution i Danmark ifølge imdb, man må til Göteborg Filmfestival fra d. 27 i denne måned for at følge mesteren.
Så kan man i stedet glæde sig over den nylige udgivelse af en af Bertoluccis absolutte højdepunkter, ”Medløberen” fra 1970 på dvd. Denne står flot ved siden af mesterværker som ”Sidste Tango i Paris” (-72) og ”År 1900” (-76).
Vi er i Italien i 1938. Marcello (Jean-Louis Trintignant) er overbevist om, at han som barn slog en voksen mand ihjel, da denne forsøgte at forføre ham. Marcello beslutter sig for at skjule sig ved at blive så normal som muligt; dels ved at gifte sig med en småborgerligt ”dum” kvinde og dels ved at lade sig hyre som fascistisk håndlanger, eller medløber som filmens titel siger det. Marcello er bevidst om, at han for at være overbevist fascist og så normal som mulig må gøre op med sin ”unormale” mor og "unormale" far, gøre op med den romantiske kærlighed, gøre op med kirken der kræver skrifte inden brylluppet med ”den dumme kvinde”. Alt sammen ”lykkes”, men da han sendes til Paris for at likvidere en af sine gamle universitetslærere, hvis unge kone han fascineres af, og så endda på sin bryllupsrejse, kulminerer normalitetsbestræbelserne fatalt.
Bertoluccis analyse af hvad stof en fascist er gjort af er både skarpt og nuanceret. Fortællingen indrammes af den frapperende klipning fra fascistens/medløberens afsluttende køretur i det frosne vinterlandskab frem mod hans sidste (?) grusomme handling og tilbage til barndommen og frem.
Som altid hos Bertolucci overraskes man over den utvungne fortællestil der virker let men aldrig overfladisk. Han har en særegen evne for at skære ind til benet i dialogen samtidig med at kroppenes og kameraets framing og bevægelser i veldesignede rum lades med betydning.
Tag fx den indledende scene hvor hovedpersonen reflekterer over normalitet og sidenhen hyres af fascisterne. Marcello taler først med en blind ven, en radioproducer i et kontrolrum for en italiensk radiostation. Imens bag dem, i studiet bag glasruden synger tre kvinder banale italienske refrænsange. Under nummeret og samtalen byttes den blinde radioproducer umærkeligt ud med en repræsentant for fascisterne.
Kontrasten mellem de to rum på begge sider af ruden er stor og skaber dels en fortællermæssig spænding men udgør også et udsagn om sammenhængen mellem normalitet og fascisme.
Lignende eksempler er mange i filmen.
Undertegnede var selv kun 10 år, da filmen havde premiere, ikke desto mindre vil jeg tillade mig at sukke over at lignende åbenlyst politiske film, der fortalte ukonventionelt og frugtbart om vigtige emner i tiden er svære at få øje på i dag.
At mester Bertoluccis nye film ikke som en selvfølgelighed er sikret premiere i Danmark taler sit alt for tydelig sprog om filmkunstens ringe muligheder for at blive produceret og set i dag.
Ekstramaterialet på dvd-en består af stills fra filmen og et trailershow.
Another World Entertainment.
