Skriv en kommentar
Med Woody Allenfilm er det som med neurotiske kvinder, enten elsker man dem for deres egenartede charme, ellers hader man dem for deres krævende og selvfokuserede facon. Med ”Melinda and Melinda” har Allen skabt en interessant formfokuseret fortælling, hvor to historier udvikler sig sideløbende. Egentlig er de to historier led i en rammefortælling, hvor et cafeselskab diskuterer en historie, og hvordan den skal fortælles. Den ene af fortællerne (Larry Pine) fortæller Melindas (Amanda Peet spiler begge Melinda’er) situation som en tragedie, mens en anden (Wallace Shawn) iscenesætter den som en komedie, da han anser livet selv for en tragedie. Ved at lade historierne udvikle sig sideløbende fortæller Allen således to gode historier, der i samspil fortæller noget om historiefortælling. I begge historier kommer Melinda udefra og ind i et forhold, der i begge tilfælde involverer en arbejdsløs skuespiller. Nu bliver det interessante så, om hvordan Melinda kommer ind i deres liv. Det kommer derved til mange situationer, der dog så vidt så vidt jeg ser det, hovedsageligt er af komisk karakter. Der krydsklippes gennemgående mellem de to historier og tilbage til rammen; samtalen ved middagsbordet. Herigennem bliver filmen til en dialog, om hvad livet er, og hvordan det kan anskues.
Hvor Woody Allen, der utvivlsomt har skabt en række klassikere af høj kvalitet, med sine senere produktioner har virket noget træt i det. Er han med ”Melinda and Melinda” tilbage i en form, der bringer minder om fordums storhed. Man frydes af dialogerne, og man frydes over de komiske og tragiske situationer.
Således fænger filmen hele vejen igennem, og hører man til typen, der holder af de klassiske Allen-film, må man ikke snyde sig selv for denne intelligente film. Karakteristisk er det også, at filmen foregår i New yorks kunstermiljøer, der jo er Allens hjemmebane.
Kønne Radha Mitchell spiller både tragiske og komiske Melinda, og det gør hun med stor overbevisning. De to karakterer besidder naturligvis en række lighedspunkter, men Mitchell formår også at give de to roller twists, der tilføjer dobbelthistorierne en ekstra dimension. Chloë Sevigny, John Lee Miller og ikke mindst Will Ferrell giver filmen yderligere nuancerigdom. I de mandlige karakterer mærker man den sædvanlige Allenske tone. For eksempel kan man ikke andet end se Will Ferrell (den arbejdsløse skuespiller Hobie) i en rolle Allen selv kunne have spillet, hvis han havde været yngre.
Havde “Melinda and Melinda” været et værk fra en ung ny instruktør, var man faldet på halen og været helt oppe og ringe. Men nu er det altså Woody Allen, der står bag, og derfor kan man ikke andet end at skue tilbage i mesterens produktion. Kigger man den godt efter, finder man en række film, der trods alt er noget bedre end ”Melinda and Melinda”, men mindre som her, kan også gøre det.
Men tag din neurotiske kvinde(eller mand) ved hånden eller parker hende udenfor og se en film, der både bringer dig til en god filmoplevelse og til eftertanke over, hvad historiefortælling er.
