Skriv en kommentar
Efter endt læsning af biografien ”men voksen blev jeg aldrig” kan ingen være i tvivl om, at Jørgen Reenberg er en genial skuespiller. Det er man heller ikke, hvis man har været så heldig at opleve Reenberg på Det Kgl. Teater.
Et gennemgående træk hos Reenberg er, ifølge ham selv og de portrætterende, barnligheden. Den barnlighed der gør den store skuespiller i stand til at leve sig så aldeles ind i spillets fantasiverden. Og så erotikken der suges fra virkeligheden og over i fantasiverdenen.
Biografien er bygget op over teaterhistorikeren Me Lunds interviews dels med hovedpersonen selv og dels med først og fremmest mesterens skuespillerkollegaer. Derudover kommer Reenberg selv til orde bla. i dagbogslignende tekster.
Jørgen Reenberg vil ikke betegnes intellektuel. Ikke desto mindre er han en eminent sproganalytiker, hvilket han selv og de portrætterende fremhæver, når prøveforløb på teatret beskrives. Indgangen til rollerne ligger i sproget – og så i ”rekonstruktionen” af karakterens livsforløb indtil nu. Når Reenberg møder op til prøverne, er han, i modsætning til sine medspillere, parat til at lægge manuskriptet fra sig. Ordene er ved at blive hans egne – og der er endda overskud til at give de andre skuespillere sproglige gaver undervejs, om de så skal ringes op om aftenen. Desuden er han en eminent litterat, der i biografien demonstrerer skarpe og gode analyser af store dramatikere som Pinter, Moliere, Holberg og Ibsen. Det er sjældent, at nogen tør formulere vægtig kritik af Holberg og Ibsen – det er Reenberg dog mand for. Måske der traditionelt er en skillelinje mellem det erotiske, passionerede menneske og den intellektuelle – men det er da en fordom, mester Reenberg.
Det er ikke en biografi der øser af den såkaldte hovedstol. Nok fortæller Reenberg om faderen og moderens historie og om egen opvækst, men der åbnes kun forsigtigt op for det private – og der er heller ingen overraskende afsløringer af andre. Ingen af delene hører til Reenbergs gebet, hans karaktertræk. Tværtimod fremhæver han selv først i bogen, at han er blufærdig. Blufærdigheden og barnligheden fornemmer man, er to sider af samme sag. Stærkest står hvad enten familiehistorien eller teaterhistorien fortælles den store teaterkunstners utrættelige arbejde på scenen.
Mester Reenberg er dog ikke bleg for at nævne den personlige og karrieremæssige krise omkring opsætningen af Oehlenschlägers ”Aladdin”. Reenberg beskriver det barske prøveforløb med en meget lidt empatisk instruktør, John Price. Og han nævner sit efterfølgende selvmordsforsøg og opløsning af ægteskabet med Marianne Zobel.
I interviewsne med skuespillerkollegaerne er der mange gentagelser om det at stå på en scene sammen med Reenberg. Ikke så få skuespillere har på den måde stået i lære hos mesteren. Det er uden tvivl væsentligt at høre om og forstå for læseren, men de gentagelser får efterhånden karakter af de featuretter, man finder som ekstramateriale på DVD-er og BluRays og hvis eneste formål er at gøre reklame for filmen, altså mesterskuespilleren Jørgen Reenberg.
Anmeldelsen her står på et filmsite, så det ville være underligt ikke at se på Reenbergs forhold til filmmediet. Det er imidlertid hurtigt overstået. Reenberg fremhæver et par år, hvor han stod for at udvikle sig til dansk filmhelt med et utal af daglige fanbreve. Det var med 50-er-film som ”Vi vil have et barn” (Lau Lauritzen, - 49), ”I gabestokken” (Alice O´Fredericks, -50)og ”Fodboldpræsten” (Alice O´Fredericks, -51). Reenberg nævner ikke filmenes kunstneriske kvaliteter – og det vist med god grund. Han nævner heller ikke rollen som Max Hartmann i von Triers ”Europa” (-91) – det kunne ellers være spændende at høre om mødet mellem to så store kunstneriske personligheder.
I det hele taget fylder filmkunsten ikke i Reenbergs univers udover på det anekdotiske plan. Væsentligt i den sammenhæng er dog hans fremhævelse af filmmediets manglende processuelle udvikling af karakterer og ”forestilling”; i stedet for kunstnerisk udvikling er her ventetid. Når man læser Reenberg, er man ikke et sekund i tvivl om, at teatrets kunstneriske kvaliteter udvikles igennem et intenst prøveforløb og en stadig udvikling af karakterer og forestilling aften efter aften foran publikum. I den proces når filmen ikke teatret til knæhaserne! Reenberg taler derfor med stor vægt, når han, dog ikke uden at kalde sig selv for gammeldags, fremhæver det unikke møde mellem kunstner og publikum på teatret. Og rigtig skarp og god er ´den gnavne, reaktionære Jeronimus´, når han går til angreb på digitaliseringen af teatret: ”I dag findes begrebet ”live performance” kun som et løgnagtigt postulat. Publikum betaler dyrt for at opleve en musical, en opera, en teaterforestilling – de bestiller billetter, de forlader deres hjem, tv og radio i den illusion, at NU skal de sidde dér, hvor det sker, i samme rum som kunstnerne, i selve skabelsens aktuelle øjeblik, ”the real thing”, den autentiske oplevelse. Det eneste autentiske, de oplever, er, at de kødklumper, de ser på scenen, er virkelige og til stede – og at de kan røre ved dem. Alt det andet er løgn og manipulation.”
Biografier har som regel karakter af en helhedsopfattelse af et liv. Livs-sammenhænge skal knyttes og åbenbares. En mening med det forbandede liv formuleres. Det sker også hos Reenberg, når barnligheden og erotikken løber som den røde tråd igennem livet som fortælling. Jeg ved ikke om det i det hele taget er troværdigt, men når Reenberg taler er det med stor overbevisning: ”Jeg har allerede fortalt, at jeg vel har haft et erotisk forhold til alle mine figurer på scenen, som i perioder har været væsentligere for mig end min private erotik. Det er noget, jeg ikke har vidst før. Men i dag har jeg erkendt, at kunsten har fyldt for meget. Ikke at jeg tror, jeg kunne have ændret ret meget. Jeg har vist blot fulgt min bestemmelse.”
Det er mig ubegribeligt, at man som omslag på bogen har valgt et fotografi af Don Carlos, altså af Jørgen Reenbergs fremstilling af Schillers despot. ”Masken” er uhyggelig og giver bestemt en lyst til at se netop denne forestilling. Men hvad enten rollerne har fået det meste af Reenbergs erotiske kraft eller ej, er der trods alt mere Reenberg at hente i Ole Haupts pragtfulde portrætfoto af mennesket Jørgen Reenberg på omslagets klap. Det vil man vide efter at have læst denne fine biografi.
Gyldendal.
