Skriv en kommentar
Så er der nyt fra den altid højtråbende og polemikskabende filmskaber og forfatter Michael Moore. Parallelt med premieren på Fahrenheit 9/11 har den store amerikaner udgivet bogen ”Hallo, hvor er mit land blevet af?”. Som ved flere af sine tidligere projekter er bogens overordnede formål at lange nogle gevaldige øretæver mod den amerikanske højrefløj og i særdeleshed den amerikanske præsident George W. Bush. Moore favner meget bredt fra Irak-krigen over en række indenrigspolitiske spørgsmål.
Bogen har en lang række styrker. Først og fremmest virker den troværdig og velfunderet rent kildemæssigt. Jeg føler mig som læser overbevist om de anklager, han fremsætter mod Bush, fordi hver pointe er fulgt op af en kilde eller et fornuftigt argument. Det er meget vigtigt, at en bog, der kommer med så voldsomme anklager, har et umiddelbart godt fundament.
Moore peger blandt andet på en række meget mærkelige omstændigheder omkring angrebene den 11. september. F.eks. skulle Familierne Bush og Bin Laden have et påfaldende nært bekendtskab, og Moore insinuerer flere steder, at Bush ligefrem skulle have beskyttet flere medlemmer af Osama Bin Ladens familie efter angrebet på World Trade Center.
Bogen er skrevet på vanlig Moore’sk maner med masser af sarkasme og humoristiske vinkler på tingene. Som når han serverer Bush’ løgne til os som whoppere fra burgerbaren Det Hvide Hus. Eller når han med Guds stemme bruger et kapitel på at fortælle os, hvorfor Han ikke vil finde sig i at blive brugt som unskyldning for de modbydelige handlinger Bush og USA har begået i Hans navn. Og netop Moores meget sarkastiske tone bliver ind i mellem også bogens svageste punkt. Hans meget skarpe påstande og pointer taler for sig selv, og vi behøver ikke få serveret Bush på et sølvfad med klovnekostume på og lagkagerester i hovedet. Manden er efter min mening latterlig nok i sig selv, og det understreges fint af den glimrende research Michael Moore præsenterer for sine læsere. For Moores specialitet er netop at finde de groteske spidsfindigheder i det amerikanske samfund, og de taler ofte for sig selv. Man kan til tider stille spørgsmålstegn ved, om Moore prøver at nå omkring for mange ting. Ikke at han behandler tingene overfladisk, men der synes at mangle en form for struktur og gennemgående rød tråd. Andet end at fyre flest mulige verbale skyts af mod Bush.
Jeg savner derfor personligt en smule mere saglighed til, at mine anmelderklokker kommer helt op at ringe. Som læser vil jeg præsenteres for absurde pointer og hovedrystende fakta, som jeg så selv kan tage stilling til. Jeg vil ikke belæres om, hvilket politisk tilhørsforhold, jeg burde have (hvor enig jeg end måtte være), og hvis denne irritation deles af andre end mig, kan det være grund nok til, at læserne måske ikke tager Moores pointer til sig. Og det ville være synd.
Bonusinfo! Danmark nævnes på side 82 som et af de villige koalitionslande i forbindelse med den seneste irakkrig:
”Danmark (alene dette burde diskvalificere dem fra at kunne være en del af Skandinavien – der synes jeg nu alligevel heller aldrig, de har hørt til. Lad nu bare Finland komme ind, hvor de hører hjemme!”)
Bogen er venligst stillet til rådighed af Gyldendal
