Skriv en kommentar
Der er langt mellem de danske forsøg udi gyserfilmgenren, og meget langt mellem de gode danske gysere. Her skal ikke nævnes nogen navne, blot konstateres at der ikke siden Ole Bornedals ”Nattevagten” fra 1994 er kommet en blot nogenlunde seværdig dansk gyser. Før nu.
Carsten Myllerups ”Midsommer” lanceres som en ungdomsgyser, og det er da også en film der står i de unges tegn. Filmen er helt og aldeles domineret af de unge skuespillere, og det er da også en film der helt klart sigter efter en yngre målgruppe. Det er der nu ikke noget galt i, for de gør det godt, de unge skuespillere, og da først gyserelementerne for alvor sætter ind fungerer de også.
Det er sidste skoledag for 3.g’erne. Foran venter eksamenerne, studenterfesterne og en lang, herlig sommer. Christian (Kristian Leth) og hans søster Sofie (Lykke Sand) skal til fest hos Sofies bedste veninde Trine (Laura Christensen), som Christian længe har været vild med. Festen går fint og alle morer sig. Men der er noget galt. Sofie låser sig inde på toilettet, og da hun kommer ned igen lægger hus sig på en sofa og falder i søvn. Først da Christian lidt senere skal på toilet og dér finder to tomme pilledåser får han en frygtelig mistanke og styrter nedenunder. Men for sent: Sofie er død, og i sin hånd holder hun sin nøglering.
To måneder senere: eksamen er overstået for alle, undtagen Christian, der skal til sygeeksamen i august. Sammen med sine fire bedste venner, der også var Sofies venner, tager Christian med på deres traditionelle midsommertur til Trines forældres sommerhus i Sverige. Turen derop går fint, og Trine gengælder endelig Christians følelser. Alt synes at gå glimrende, og Christian lader til at have det godt. De møder den svenske pige Linn, som de bliver venner med. Og den let truende eneboeragtige Persson (Per Oscarsson) er jo ikke andet end en sær gammel mand – eller hvad?
Men så begynder Christian at opleve mystiske hændelser. Sofies nøglering dukker op ud af det blå (eller hvad?), og han hører en mystisk barnelatter rundt omkring. Foregår der virkelig noget mystisk eller er Christian slet, slet ikke rask?
Mere skal der ikke siges om handlingen. Det er jo sådan med de gode gyserfilm, at de hensætter publikum i en angst-tilstand, og den skal undertegnede ikke underminere ved at afsløre for meget om handlingen. For ”Midsommer” er en gyserfilm, og endda en rigtig klassisk én af slagsen. Den trækker hårde veksler på udenlandske film indenfor genren, og udnytter behændigt genrens konventioner og ikke mindst publikums forventninger til genrens virkemidler. En af filmens smarteste træk er dens opsætning, der nærmest skriger slasher-film: fem unge mennesker i et stort gammelt hus ude i en mørk skov. Man sidder nærmest og tæller minutterne indtil den første hovedperson bliver ordnet med en kniv eller økse. Men man bliver snydt, for på trods af den klassiske opsætning så er ”Midsommer” ingen slasher-film.
Det skorter imidlertid ikke på de klassiske gyser-virkemidler, og der er flere virkeligt nervepirrende scener, der virkelig bør få publikum ud på kanten af sædet.
En af årsagerne til at filmen fungerer så godt som den gør er hovedpersonerne. Som nævnt er ”Midsommer” en film af og for yngre mennesker. Især for et ungt publikum vil hovedpersonerne derfor være nemme at identificere sig med, og af samme grund opbygger man også en sympati for personerne; en sympati der er livsnødvendig for at en gyserfilm skal fungere ordentligt. Hvis ikke publikum føler for hovedpersonerne er de også ligeglade med om de bliver slået ihjel. Men i ”Midsommer” føler man med hovedpersonerne fordi de er så genkendelige.
Alle skuespillerne er relativt ubeskrevne blade i dansk film. De fleste vil være genkendelige fra TV-serier som Strisser på Samsø, Taxa, Rejseholdet og Hvide Løgne eller film som Små Ulykker, Tøsepiger og Mørkeleg. Det drejer sig f.eks. om Laura Christensen (Trine) der vil være kendt af mange for sin rolle i TV-serien ”Taxa”, Kristian Leth (Christian), der bl.a. har medvirket i ”Små Ulykker” (anmeldelse andetsteds på denne hjemmeside) og Julie Ølgaard (Anja), der bl.a. har medvirket i ”Strisser på Samsø”. Nikolai Jandorf (Jannick) og Jon Lange (Mark) får deres spillefilmsdebut med ”Midsommer” hvilket de begge gør overbevisende. Rollen som den svenske pige Linn spilles af Tuva Novotny, der vil være kendt af mange fra den svenske komedie ”Jalla Jalla” fra 2000. Det er godt at se så ukendte ansigter i en dansk spillefilm i en tid, hvor danske spillefilm langt hen ad vejen domineres af de samme 25-30 etablerede talenter. Forhåbentlig kan en film som ”Midsommer” være med til at bane vejen for en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den danske talentmasse!
For skuespillet er godt hele vejen rundt. Jovist, dialogen halter lidt hist og her som den gør i mange danske film, men det er kun få steder og hurtigt glemt igen. Taget i betragtning at ”Midsommer” er manuskriptforfatteren Rasmus Heisterbergs første spillefilm er manuskriptet godt skruet sammen. Et lidt større kritikpunkt hvad manus angår er en vis uligevægt: filmens opsætning og opbygning optager hovedparten af filmen og da der endelig kommer skred i handlingen er alting overstået meget hurtigt. Men det er et problem ”Midsommer” deler med mange andre gyserfilm, og det gør efter undertegnedes mening ikke så meget da det netop er opbygningen der gør at man kommer til at kende personerne. Desuden formår manuskriptforfatteren at besvare alle de spørgsmål, som handlingens skumle hændelser giver anledning til at stille. Et problem mange gyserfilm har er ellers netop en underlig uafklaret slutning. Dette er ikke tilfældet med ”Midsommer”, og manuskriptet virker gennemarbejdet fra begyndelse til slutning. Tak for det!
Instruktøren Carsten Myllerup viser, at han har styr på genrens virkemidler og ikke mindst på de unge skuespillere - det bliver spændende at se, hvilket projekt han kaster sig over næste gang.
Filmens sparsomme med effektive score leveres af filmkomponist Søren Hyldgaard, men filmens lydspor domineres ellers i øvrigt af den solidt rockende århusianske gruppe Carpark North.
”Midsommer” kan klart anbefales. Det er den første velfungerende danske gyser siden ”Nattevagten”: velspillet og velproduceret og med et solidt tag i publikum fra begyndelsen. Og når først fornemmelsen af at have set det hele før har lagt sig, imponeres man alligevel når man tænker: ”Ja, men den er sgu’ dansk!”. Gyselig fornøjelse!
