Skriv en kommentar
Instruktøren Kjell-Åke Andersson har taget udgangspunkt i Åsa Linderborgs selvbiografiske bog med samme navn som filmen. Omdrejningspunktet er den 5-årige Lisas forhold og fra starten betingelsesløse opbakning og kærlighed til sin stadigt mere alkoholiserede far, Hasse.
Filmen starter med glimt fra forberedelser til fejringen af Lisas eksamen og afslutning på studier. Glimt, der indikerer, at Hasse ikke er inviteret med. I et flashback, der fortsætter frem til filmens slutning, oplever man derefter, at Lisas far og mor stadig sammen.
Lisa ser med beundring op til, hvordan Hasse kan spænde sine muskler – og krølle en tom øldåse sammen. Moderen ser til med slet skjult irritation og der går ikke lang tid, før hun forlader hjemmet og efterlader datteren hos Hasse. Umiddelbart en kynisk handling, for så hurtigt og bekvemt som muligt at kunne fortsætte sit liv sammen med en ny mand i et kommunistisk kollektiv med diskussioner så vidtløftige og fanerne løftet så højt, så benene dårligt kan nå jorden.
Hasse har svært ved at forstå opbruddet. Det er i hvert fald undren i langt højere grad end bitterhed over konens troløshed, der giver ham et spinkelt holdepunkt i troen på, at hun nok skal vende tilbage. Samtidig står han famlende med ansvar og forpligtelser for datteren og hendes liv i børnehave og skole. Så famlende, at glemsel og bagatellisering i alkoholtågerne fortsat er den udvej Hasse griber til.
Hasse nærer i en vis udstrækning de samme politiske drømme som Lisas mor, om end han netop udtrykker dem mere som tågede utopier end som de snørkelede teoretiske ordvekslinger, som Lias mor hengav sig til. Men dog utopier, som binder Lisas og hendes far tæt sammen, ikke mindst i drømmen om en dag at genforene familien, så de sammen kan stige ombord i den træskude, som Hasse har filet, banket og lakeret på i umindelige tider, for at at sejle til Cuba.
Lisa drømmer med og rager blandt andet uklar med en lærerinde, der ikke mener, at der er plads til politiske statements i en skriftlig stil. Lisas mor hæfter sig i de politiske statements, mens Hasse snarere bakker datteren ud fra en basal forventning om, at der bør være plads til hendes selvstændighed.
Hasse indleder på et tidspunkt et forhold til en norsk damefrisør, der kommer godt ud af det med Lisa. Et forhold, der er dømt til kort holdbarhed, fordi Hasse ikke magter den dybe forpligtelse – og slet ikke at skrue ned for eller helt at vende alkoholen ryggen. Derfra fortsætter hans menneskelige deroute i et stadigt højere tempo.
Det er smertende at være tilskuer til, hvordan Hasse undgår bitterheden over for konens opbrud. Og nok nærer Hasse stor kærlighed til sin datter, men han undgår samtidig og i bred almindelighed at blive ramt af selvransagelse og erkendelse af nødvendigheden af at skifte kurs i livet. En oplevelse, der ikke mindst er båret af Mikael Persbrandts eminente fremstilling af den alkoholiserede Hasse.
Det er Persbrandt, der især løfter persondramaet op over risikoen for at ende i klichéer. Lisa bliver som hendes alder skrider frem filmen igennem fremstillet af 3 skuespillere, der hver for sig nok giver Lisas karakter og kærlighed til Hasse fylde, men det er først, hvor Lisa som teenager bliver ramt af den fulde sandhed bag faderens drømmerier, at også hendes karakter kryber rigtigt ind under huden.
’Mig ejer ingen’ er et stærkt persondrama, der beskriver en ikke så fjern fortid, som den såmænd nok også i det store og hele kunne tage sig ud i Danmark. Et drama, der ikke vil være det helt optimale valg, hvis man går efter en feel-good-oplevelse, men som dog i filmens forløsende afslutning bærer en smule ved til et gnist af håb for både Lisa og Hasse.
