Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Som åbenbart en af de få fans af Larry David i Danmark, var jeg enormt begejstret over nyheden om, at han endelig fik en hovedrolle i en spillefilm. Dette var tilmed ikke en hvilken som helst spillefilm, men en film der skulle instrueres af Woody Allen. Hvis man af uransagelige årsager ikke kender nogle af disse to mennesker, er her en så hurtig introduktion, at begge sikkert ville føle den fornærmende. Larry David er hjernen bag velsagtens 90’ernes største sitcom ”Seinfeld”, og har i de seneste par år skrevet og medvirket i serien ”Curb Your Enthusiasm”, som danske ”Klovn” er et nærmest tro kopi af. Woody Allen startede sin karriere helt tilbage i 50’erne, men er mest kendt for sine 70’er film frem til i dag. I langt de fleste af hans film skildrer han neurotisk og komisk ægteskabet samt New York, og i mange af sine film medvirker han selv. Hvad får man så hvis man blander disse to mennesker sammen i en film? Præcis hvad man forventer. Larry David er Larry David i filmen her. Med hans sære principfaste regler (f.eks. synger han ”Happy Birthday” to gange hver gang han vasker hænder for at få bakterierne til at forsvinde) og hans ligefremme væremåde (han underviser børn i skak, men er ikke bleg for, at fortælle sine elever, når de er dybt elendige), kan man undre sig over, at han har fået karakternavnet Boris i ”Mig Og Melody”. Alle Woody Allens kendetegn er der ligeså. Filmen foregår i New York, og handler om en mand, der bogstaveligt talt er hoppet ud af sit ægteskab, finder en hjemløs pige, hjælper hende, bliver gift med hende, og så begynder balladen. Fungerer balancen så imellem Larry David og Woody Allen? Bestemt. Deres humor er ikke dissideret langt fra hinanden, og der er en form for udefinerbar balance imellem de to i ”Mig Og Melody”. Alt er naturligvis ikke fryd og gammen i filmen her, for det er næsten for typisk Woody Allen, og han har efterhånden efterforsket disse temaer til ukendelighed. Kan man dog komme sig over uoriginaliteten i filmen, er der masser at grine af, et par enkelte livsvisdomme der appellerer mest til det ældre publikum og et fremragende bud på et tidsrøveri, man ikke er ked af. Med andre ord – god gammeldags underholdning.
Woody Allen har ligeså fundet en lille perle i Evan Rachel Wood. Hun er ikke direkte ukendt, men stadig en af de mange skuespillerinder, der stadig mangler et gennembrud. Hun løfter sin rolle som Melody op på et højt plan, og sammenspillet imellem hende og Larry David er muligvis det bedste i filmen. Hovedsageligt udspiller sig dog som et teaterstykke, og det ville ikke være svært at overføre filmen til teatret, da langt størstedelen af filmen foregår i Boris’ lejlighed. Skuespillet er til tider også teatralsk, men alligevel på et plan hvor det ikke bliver for meget, sikkert af den grund at det er gjort helt bevidst.
Dette er dog ikke et nyt mesterværk af Woody Allen, det er filmen simpelthen for anonym og uoriginal til at være. Der er ingen tvivl om, at alle bag og foran kameraet har hygget sig godt under indspilningerne, og dette kan mærkes hele vejen igennem til et 32” fjernsyn i Danmark. Som det er med langt størstedelen af Woody Allens film, skal man helst være til en skæv tilgang til filmmediet, og så hjælper det gevaldigt at være forbi teenageårene. Udover det kan jeg kun anbefale, at give filmen en chance, og skulle man falde for Larry David, så er det bare at komme i gang med ”Curb Your Enthusiasm”, for den serie kan ikke anbefales nok. God fornøjelse.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
