Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Clint Eastwood instruerede i 1988 filmen Bird om Charlie Parker, den verdensberømte jazz-saxofonist, og dennes omtumlede karriere og liv. Filmen inkasserede en Oscar for bedste lyd. I 2004 var det så Taylor Hackfords tur til at lave en portrætfilm om en anden musikalsk stjerne, nemlig den blinde blues-pianist Ray Charles. Den høstede også et par Oscars, bl.a. for bedste mandlige skuespiller i form af Jamie Foxx. Nu er turen atter kommet til at opleve en skildring af en af musikkens store mestre. Don Cheadle (Hotel Rwanda, Crash, Iron Man) har instrueret filmen, og spiller selv hovedrollen som Miles Davis, den gudsbenådede jazz-trompetist. Titlen lyder Miles Ahead.
Vi dumper ind i fortællingen om Miles Davis på det tidspunkt hvor han mere eller mindre forsvandt fra offentlighedens søgelys. Et massivt stofmisbrug indhyllede Davis’ tilværelse i en femårig periode af slut-70’erne. En dag dukker der en særdeles nærgående musikjournalist op, og det er nærmest det sidste Miles Davis har brug for. Deres akavede møde ender i et slagsmål, men faktisk opstår der alligevel en form for makkerskab. Griske producere i branchen stjæler nemlig Miles Davis’ hemmeligholdte produktioner, og så må musikkens mester hanke op i sig selv i jagten på at få indspilningerne tilbage.
Samtidig med at vi er med på slæb rundt i Davis’ tilværelse, så opdager vi også flere lag fra hans karriere og livsførelse forinden. Som en slags hjemsøgende flash-backs ser vi Davis på toppen, men også hans slingrende parforhold med den smukke danserinde Frances. Davis ender også med en tur i fængsel, så alt var bestemt ikke lutter lagkage. Miles Ahead er ikke en komplet biografisk film fra fødsel til død, men vi får et længerevarende øjebliksbillede (hvis der findes noget der hedder det), som giver et nogenlunde præcist billede af et musikalsk geni, som omverdenen endte med at kræve nærmest det umulige af. En klassisk ”storhed og fald”-film.
Man er ikke det mindste sekund i tvivl om hvornår vi befinder os i slut-70’erne og hvornår vi er længere tilbage. Når Don Cheadle bare ligner Don Cheadle, så har vi fingre i den unge Miles Davis. Omvendt tilføres der så en ordentlig spytkrølle-manke når vi er i selskab med den mere fallerede stjerne, som også ender med at havde svært ved at få de ønskede toner ud af trompetens ende. Hans umage makker, musikjournalisten Dave, spilles af Ewan McGregor (Star Wars, Black Hawk Down, Trainspotting). Han ligner nærmest personificeringen af Kurt Cobain, i hvert fald af udseende. Skurken, hvis vi kan kalde ham det, den tyvagtige producer Harper, spilles af Michael Stuhlbarg (aktuel i Arrival, men også kendt fra Boardwalk Empire, Steve Jobs, Trumbo). McGregor og Stuhlbarg kan i øvrigt igen opleves sammen, når den tredje sæson af Fargo sendes i løbet af året.
Miles Ahead kommer ikke til at løbe med de store priser som sine ”forgængere”, men det er alligevel et fint projekt Cheadle har sat i søen. Man må for alt i verden ikke afskrive Miles Ahead, hvis man ikke er interesseret i jazz-musik, for den kan så meget andet. Men er du omvendt vild med lyden af trompet og jazz i det hele tage – og dermed også en af de absolut største inden for dette fag – så er Miles Ahead vel nærmest obligatorisk pensum. Jeg tildeler for min smags vedkommende en middelkarakter af 3 stjerners glans.
Bonusmaterialet kredser omkring Cheadles portrættering i den 20 minutter lange featurette The Truth: Becoming Miles Davis. Du kan også se en tilsvarende lang Q & A afviklet ved Sundance Film Festival, hvor de 4 bærende skuespillere kommer til orde. Du kan slutteligt se trailer for filmen, og tilvælge kommentarspor under afspilningen af filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
