Skriv en kommentar
Fanny har lige overstået sidste skoledag i 9. klasse, og nu venter det, som skolebørn ofte længes allermest efter: sommerferie. Fannys familie - far, mor og Fanny - tager i sommerhus, som de altid plejer, men kort tid inde i filmen erfarer man som seer, at denne sommerferie ikke helt er, som den plejer. En elevationsseng bliver nemlig bragt til sommerhuset, og den er præcis det ildevarsel, som er hele essensen omkring “Min Evige Sommer”. Fannys mor er uhelbredelig kræftsyg.
Det absolut mest hjerteskærende ved Sylvia Le Fanus debutspillefilm er selve det harmoniske familieportræt, som har sine vaner og “plejer”, der er forbundet med selve sommerhuset. Alt det, som familien elsker, bliver til en afsluttende række af ritualer, for elefanten i rummet er naturligvis, at det bliver mors sidste gang med alt dette. Er det overhovedet muligt at glæde sig over sommeren og samværet, når det ikke har nogen fremtidsudsigter?
“Min Evige Sommer” er fyldt med øjebliksbilleder fra en definitiv sommer. Scenerne med stilhed er smertelige, og trods treenigheden i familien, så er der også skelsættende scener, hvor vi får et visuelt billede på situationens alvor set fra individuelle perspektiver. Den syge mor, den sammenholdende ægtemand og den fortvivlede datter. Disse tre karakterer får formidabelt liv af Maria Rossing (Carmen Curlers, All Inclusive, Paranoia), Anders Mossling (Valdes Jul, Klienten) og Kaya Toft Loholt (En Helt Almindelig Familie, Når Støvet Har Lagt Sig), der skal så meget igennem. Filmens digte, taler og bønner er noget helt særligt, og afskeden med Fannys besøgende veninder stikker lige i hjertet.
Den sørgmodige stemning til trods, så er det imponerende hvor mange nedslag i umuligheden, der er inkorporeret i filmen. I et filmår bestående af ufatteligt mange førstegangsinstruktører, så står Sylvia Le Fanus “Min Evige Sommer” ud som en af de absolut stærkeste. Ikke mindst fordi, den tør tage fat i både den kollektive og individuelle sorg samt de forskellige vinkler, der er i at håndtere alvoren med den rolle, man har i en familie.
