Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hayao Miyazaki, det japanske svar på Jannik Hastrup! Måske lige bortset fra at Miyazaki er en legende verden over for sine utrolige tegnefilm som har høstet topmålet af anerkendelse hvor end man bevæger sig. Her er vi tilbage i 1988 med “Min Nabo Totoro”, altså længe før de seneste internationale succes'er “Chihiro og Heksene / Spirited Away” og “Det Levende Slot / Howl's Moving Castle”...
Miyazakis streg er ikke til at tage fejl af; skarp og enestående og med en baggrund som bunder i den mest utrolige fantasi. Efter at have set begge ovenstående titler, så var der store forventninger til denne præ-succes. Kryptisk som Lynch og med et snært af voksentilpasning har altid præget den visuelle side af Miyazakis værker – og håbet var at finde det samme moment i Totoro-filmen.
Men ak, ak, ak! Filmen ligner en slags pilot-projekt i sin afskygning, og magien i form af Totoro som den store ånd som symbol på bevidsthed og tro, er ikke mere substansfuld end den lodne forvoksede kanin den nu engang er. De to unge piger som er hovedpersonerne her, farer forvirret rundt og aner ikke hvor de vil hen – hvilket så er Miyazakis skyld... Uha, der er støvalfer i huset, jeg er ræd for min egen bedstemor, vi så en ånd ved busstoppestedet, mor er indlagt på hospitalet og en masse tilfældige skrig, grin og bøh fordelt ud over de 86 minutters spilletid. Nutidens børn vil desværre nok hurtigt begrave Totoro i glemmeland! I en tid med manga og alskens andet godt fra havet, så er der brug for en mere naturlig tilgang til stoffet end en hel times opladning til det (u)forløste. Af samme årsag vil jeg hellere anbefale Totoro til et voksent publikum, da der er masser af symbolik, ganske vidst en anelse uspændende, til at kæde tingene sammen med. Man får ganske vidst kastet nogle fantastiske billeder ind på nethinden og originaliteten fejler heller ingenting. Men samlet set er det ikke et produkt der leverer en samlet enhed, som i min verden fortjener samme anseelse som Miyazakis senere værker.
Hele præmisen er den at søstrene Mei og Satsuki flytter på landet i et mystisk hus, sammen med deres fortravlede far. Moren er på hospitalet et godt stykke derfra, så pigerne er overladt til sig selv det meste af tiden. Der er mange nye omgivelser som skal undersøges, og nysgerrigheden får Mei til at falde i et dybt hul i skoven. Her møder hun ånden Totoro som viser sig at være en yderst hjælpsom skikkelse. En ånd som hun senere får brug for i hendes søgen efter et besøg på det hospital, hvor moren er indlagt. I forhold til essensen, så går der alt for lang tid med at få skulket sig frem til de afgørende højdepunkter, som virker tilfældige og noget ustrukturerede. Og af samme grund er mit bud altså at børnene hurtigt vil stå helt af, og overlade skærmen til forældrene som dog nok vil blive hængende. Det er en film om familiefølelse, sygdom, afsavn, uvished, livskraft og menneskesyn. Alt for store temaer til at vække interesse hos junior derhjemme...
Dog er det rart at en så længe ventet (trods alt) udgivelse er forsynet med dansk tale. Lily Weiding, Jens Jacob Tychsen og en ung Sofie Gråbøl er blandt aktørerne. Og en sjat dejlig musik af Joe Hisaishi, som hurtigt sætter sig på hjernen. Ekstra materiale er stort set ikke eksisterende, men mon man i 1988 sådan havde de store tanker om at den slags ville kunne bruges på noget der ville komme til at hedde dvd?
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
