Skriv en kommentar
”Min skøre familie Robinson” kunne være skrevet af Walt Disney 'himself'. Med sin positivisme og moralen, at hvis man bare hele tiden kigger fremad med hovedet hævet, skal man nok klare sig vel i livet, er Disney koncernens nyeste film bestemt et sympatisk bekendtskab.
Louis er forældreløs på trettende år, men det er ikke nemt at blive adopteret, når man er intet mindre end et geni og fuld af energi – eller rettere en usleben diamant, der har visionerne, men ikke altid er lige heldig med sine opfindelser. Gang på gang bliver han afvist af vordende forældre, der bare ønsker sig en stille og rolig søn, uden særheder og mærkværdige ideer. Så i savnet til sin mor, der efterlod ham som spæd, opfinder han en erindringsscanner, for på den måde huske hendes ansigt igen, og derved finde hende. Da den skal præsenteres sker der dog pludselig mærkelige ting. En dreng ved navn William præsenterer sig som en agent fra fremtiden. En ond skurk, Bowlerhatfyren, er vendt tilbage fra fremtiden for at stjæle Louis’ opfindelse, og ifølge den overgearede William må han for enhver pris stoppes.
Undervejs får Louis og William imidlertid lavet ulykker i fortid, fremtid og nutid i en lettere kompleks handling med et par plot huller for meget. Da de to drenge, fra hver sin tidsalder og med mere end en venskabelig forbindelse, oplever den fremtid, der venter, hvis Bowlerhatfyren får held med sit forehavende, virker slutningerne lettere forhastede, og flere hændelser synes ikke at være motiveret af den overordnede historie. Vores helt Louis klarer for eksempel skærene lidt for nemt da kaos i fortid og fremtid lige skal bringes til orden igen. Disse misbehag kan man leve med til en vis grænse, for der er et utroligt godt flow i fortællingen om Louis og hans kamp for at finde en familie.
Yngre børn vil helt sikkert fornøjes over det absurde miljø og overgearede karakterer. Fuld af patos, et lyst syn på livet og fremtiden og gakkede figurer er ”Min skøre familie Robinson” klassisk Disney. Derfor ligger den også markant over i kvalitet, end man længe har set fra den kant.
Lidt af den overordnede charme i udtrykket, man kender fra de gamle Disney film, mangler dog lidt, ligesom den virker lidt billigt produceret, hvilket gør den lettere altmodisch at betragte. Fra filmselskabets side forsøger man dog ivrigt at sætte filmen i forbindelse med fortiden, ved at kortfilmen ”Bådebyggerne” med Mickey, Fedtmule og Anders And vises umiddelbart før hovedfilmen, for måske på den måde pointere slægtsskabet i fantasi og ånd med fortidens film. Ligesom den formuleres af Walt selv efter filmen er slut via en lille tekst, der forklarer essensen af såvel Disney ånden som filmen.
At Disney på denne måde har følt behov for at søge tilbage til sin fortid, tyder måske på at man har accepteret at stå i skyggen af de mere flamboyante tegnedrenge fra Pixar. Måske ikke helt dumt, nu hvor man ligger under samme paraply efter Disneys overtagelse af Pixar. Denne film er således også John Lasseters første film som producent, siden han blev den nye chef for hele Disney/Pixars animationsafdeling. Måske er der nye tider på vej i det gamle imperium.
