Skriv en kommentar
Åbningsscenen begynder i højt og muntert tempo i byen Marseille, nærmere bestemt, september 1905. Familien Pagnol drager afsted i hestevogn med stor oppakning for at holde sommerferie i bakkerne i Augbagne, Provence sammen med faderens (spillet af Guillaume de Tonquédec) bror, onkel Jules (spillet af Francois-Xavier Demaison) og tante Rose (spillet af Anne Charrier). Den 12-årige Marcel (spillet af Léo Campion) har indtil videre haft et bekymringsfrit liv, men netop denne sommer 1905 bliver skelsættende for både ham og de andre familiemedlemmer, børn som voksne i deres provencalske, idylliske oase. I overført betydning viser bagsiden sig som en fase, de alle skal igennem. Billedligtalt oplever den unge Marcel, at der under den ’paradisiske overflade’ på det provencalske landsted lurer farer; tabuer, skam, løgne og hemmeligheder og både voksne og børn praktiserer disse over for hinanden.
Med hovedpersonen Marcel gennemlever vi hans præpubertære følelsesregister og at han står lige på tærsklen til voksenlivet, hvor han konstant oplever stor lykke/smerte, kærlighed/afvisning, svigt/selv svigter og erfarer at livet og de voksnes følelser er komplicerede. På én og samme tid hvor svært og livgivende det er at navigere i dette følelsesregister. Pagnol formår at indfange de universelle følelser, som de alle bærer rundt på. Og gennem Marcel sanseliggør disse følelser med en inderlighed og oprigtighed og mestre sine autobiografiske aftryk fra bogen ”Le temps des secrets” fra 1960, som er forlægget til denne smukke og bevægende filmatisering.
To verdener
For Marcel er sommerferien i ’les collines d’Aubagne’, Provence lig med frihed og leg sammen med sin bedste ven, Lili (spillet af Baptiste Négrel). Lili har ikke sommerferie, men forpligtelser, idet hans forældre er bønder i Aubagne og han skal hjælpe sin far med høsten, markerne og gederne. Lilis åndehuller er at få lov at gå på jagt sammen med Marcel og på opdagelse og eventyr bl.a. i den mystiske grotte i bakkerne. Den sommer 1905 sættes venskabet på prøve og forskellene tegnes skarpt op, idet Marcel gør grin med Lilis bondske ’marseillaise’ accent og stavefejl. Kilen mellem dem bliver den aristokratiske storbypige Isabelle, som også er på sommerferie og bor på et hengemt slot i det provencalske landskab. Hendes far er redaktør ved et prestigefyldt parisisk tidsskrift og poet og går under navnet Lois de Montmajour. Marcel oplever sin første store forelskelse og fascineres af den adelige familie, som bærer navnet ’de Montmajour’ og skammer sig pludselig over sin egen middelklassefamilie, som fremstår som ’médiocre’, fattige og ukultiveret.
I filmen lader den franske instruktør, Christophe Barratier små, men ’stærke’ sideløbende historier kører ved siden af filmens hovedfortælling. Med de små sidehistorier kobles Pagnol-familiens interne problematikker sammen med verdenen udenfor, som bevæger sig hurtigt på alle fronter: Industrialisering, kvindefrigørelse, sociale klasser som middelklasse, borgerskab (la bourgeoise) versus bønder (les paysans) og som i Frankrig er skarpt opdelt bl.a. viser det sig gennem sproget, hvilken social klasse du kommer fra og indplaceres i. Faderens og onklens konstante disput om det sekulære/ateistiske syn på verdenen versus det religiøse/katolske og de konservative dyder blusser op i forbindelse med de hverdagslige gøremål og snakke over middagsbordet.
”Le temps des secrets” afslutter triologien ”La Gloire de mon père” fra 1957 efterfulgt af ”Le château de ma mère” fra 1958 og er Pagnols hyldest til sine forældre og uforglemmelig barndomssomre i Aubagne, Provence. Bakkerne, landskabet og landsbystemningen i Aubagne/Provence er en misundelsesværdig og uendelig kilde af barndomserindringer Pagnol har trukket på i næsten alle sine bøger og film. Filmatiseringen af ”Le temps des secrets” løfter de to forrige film og sammen udgør de tre film et mesterværk og med ægte fransk ånd, som kun Marcel Pagnol kunne skabe ud fra sine erindringer.
Musikken er komponeret af den franske komponist, Philippe Rombi, som bl.a. har lavet musik til den franske film ”Dans la maison” fra 2012. Temamusikken i ”Le temps des secrets” er blændende let, legende og melankolsk og løfter filmens fortælling(er) og visuelle side op på et sublimt, kunstnerisk niveau.
