Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Franskmændene er ikke bange for at skabe dannelsesfilm af klassisk skuffe. Vi så det med den fremragende ”Pindsvinet” (Mona Achace, fr. 2009) og nu med mine ”Eftermiddage med Marguerite” (Jean Becker). Film der fastholder at almen dannelse i traditionen litterær dannelse er helt central for det at være menneske – også i år 2011.
Germain (Gerard Depardieu) er en skæv eksistens i landsbyen. Han bor i en skurvogn op og ned af sin gamle mor, der residerer mere eller mindre skør i sit hus. Germain lever af småjobs og er en del af de drillende stamgæster, men ofte den der drilles på den lokale café. Et lyspunkt for Germain er, at den unge buschauffør Annette (Sophie Guillemin) hyppigt aflægger ham besøg og giver ham kærlighed. Hver eftermiddag sidder Germain på bænken i parken og giver duerne navne. En dag sidder den gamle dame Margueritte (Giséle Casadesus) der også. Mødet udvikler sig til et usædvanligt venskab, hvor Margueritte læser højt af fransk litteraturs klassikere, fx Camus´ ”Pesten”, og lytter til et menneske der aldrig blev elsket af sin mor. Og som i enhver klassisk dannelseshistorie betyder ordene og den fremragende litteratur, at Germain udvikler sig; bliver herre i eget hus så at sige.
Ikke mindst samspillet mellem Gérard Depardieus varme og naive Germain og Giséle Casadesus´ kloge og lige så varme Margueritte gør filmen værd at se. Her sker et dagligt kærlighedsmøde med litteraturen som verdens bedste ”undskyldning”.
Som med så mange andre dannelses-historier truer formen med at tage luften ud af historien; er ordene, litteraturen altid den lige vej til dannelse og befrielse?! Den stille humor i filmen hjælper os dog godt på vej, ligesom det er herligt velgørende, at Germains elendige, kærlighedsløse barndom ikke udelukker hverken den gode dannelse endsige at der hele tiden på trods af alt sidder et fint menneske på bænken. Så må vi leve med, at ”Mine eftermiddage med Margueritte” ikke kan sige sig fri for at være lige lovlig feel-good ikke mindst i sin rørende afslutning.
Film som ”Pindsvinet” og ”Mine eftermiddage med Marguerite” er klassiske dannelsesmæssige åndehuller i en økonomifikseret verden. Men det kunne nu være herligt, om vi blev præsenterede for dannelsesfilm der turde lade unge mennesker selv få stemme i forhold til kulturel dannelse – en form for opdatering af den klassiske dannelse. Det er næppe gjort med endnu en skolefilm med skrækkelige elever og en enestående lærer eller som her at puste nyt liv i ældre mennesker. Nytænkning ud i dannelse, s´il vous plaît!
DVD-en har intet ekstramateriale.
