Skriv en kommentar
Maxime (Clovis Cornillac) driver et ambulance firma, der ikke kører særligt godt. De er ved at gå fallit og på hjemmefronten ser tingene heller ikke for godt ud. Hans kone har været ham utro og deres ægteskab ligger i ruiner. Som prikken over i’et bliver Maxime en dag ringet op af politiet; han skal hente sin mor, Olga (Josiane Balasko) i varetægtsfængslet. Maxime må af sted og redningen af ægteskabet må vente.
Efter at Maxime har afhentet moderen, der var blevet anholdt for at have slået en politimand i civilt, har mor Olga pludseligt andre planer end at tage hjem. For hun er i øvrig oppe at skændes med Maxime’s far, Jacques (Gérard Jugnot). Hun vil forbi og hente den lille dreng, Tiemoko (Ibrahim Buramam Darboe), hvis mor er gået underjorden i frygt for deportation. Maxime går modvilligt med til at hjælpe, men da han først er hjemme hos mor og far med Tiemoko genopdager han sit barndomshjem og de kærlige, men noget dysfunktionelle forældre og deres dagligdag.
Typisk fransk
Alt dette lyder jo frygteligt, og det ene problem afløser det andet, men denne film er også et eksempel på, hvordan franske film bare kan det der med, at pakke de store spørgsmål ind i et portræt af noget så almindeligt som stædige mænd, temperamentsfulde fruentimmere og ægteskaber, der vakler. Det er netop disse portrætter, der er i centrum. Det handler om at vise mennesket med alle dets fejl og mangler og styrker og svagheder. Filmen fortæller os, at problemer kan løses og småskænderier i det daglige ikke betyder alverden - det er jo bare, fordi vi holder af hinanden.
”Les Choristes”-skuespilleren Gérard Jugnot leverer et herligt portræt af Maxime’s far, Jacques, der ifølge Maxime’s mor er blevet lidt småskør på sine gamle dage, men har egentligt bare efter en mindre blodprop opdaget, at livet er værd at leve, men også at livet ikke varer evigt.
I denne lille dysfunktionelle og kærlige lille familie gemmer der sig større spørgsmål end hvilken kage, der skal serveres efter maden, og om Jacques husker at få hatten på, når han er ude. Hele situationen med Tiemoko viser, at tingene i den familie, der hedder franskmænd, også kan være dysfunktionelle og uretfærdige. Men desværre kipper det simpelthen over ind i mellem og tingene bliver alt for sukkersøde og det ødelægger den ellers så gode og hyggelige stemning, som filmen er god til at skabe.
Det er en hyggelig film med sjove, finurlige, almindelige, livs-nydende mennesker, men historien er for længe om at komme i gang med, hvad det egentligt handler om og ender med at blive et alt for sukkersødt portræt af mennesker, der vil hjælpe andre.
