Skriv en kommentar
Det er efterhånden en smal sag at blive en kendis i dette årtusinde. Talent- og realityshows gør det nemt for alle, der skulle have lyst at komme i rampelyset. Der findes dog også de mennesker, der rent faktisk har talent, og i en så høj grad, at man uden at tøve kan kalde vedkommende for en stjerne. En af de stjerner, der i adskillige år har lyst klarest på den danske stjernehimmel på både teater og film, er Ghita Nørby. Hun har gennem tiden indspillet mere end 100 film, og det er disse, der er omdrejningspunktet i bogen Mine levende billeder.
Bogen er skrevet af Birger Wamberg, der ud over at være rutineret forfatter, tidligere har skrevet en anden samtalebog med Ghita Nørby; Mine egne veje fra 1995. Hr. Wamberg er både forfatter og litteraturhistoriker og hans beundring for både skuespilleren og mennesket Ghita Nørby skinner igennem på samtlige 154 sider.
Han skriver i indledningen, at han gerne vil bevare spontaniteten og improvisationen, der naturligt opstår i en samtale, og det er lykkes ud over al forventning. Man føler ikke bare at man er en flue på væggen, man føler i stedet at man sidder dér, mellem de to, med en kop varm kaffe i hånden og så bare lytter.
Det bliver til betragtninger over både de mange forskellige film Ghita Nørby har medvirket i, men også til generelle betragtninger over selve faget. Det formidles med indsigt og der hives gavmildt op af den gigantiske kuffert, der rummer minderne om de mange film.
Mine levende billeder kunne nemt være blevet en snæver bog, der kun lige akkurat var interessant for danske filmentusiaster, men selv om der af og til er en smule nørderi, så fungerer hele bogen på et så fint overordnet plan med gode træk ned i dybden.
Bogen falder uden problem ind som topkandidat til årets bedste samtalebog, og den kan kun anbefales varmt, varmt, varmt.
