At tilbringe tid sammen med Minions føles lidt som at tilbringe tid sammen med sine drengevenner; det er fjollet, dumt og enormt underholdende. En form for hjerneløs underholdning, der til tider kan føles enormt kærkomment. De to første Despicable Me-film var på mange måder et frisk pust fra Illumination Entertainment, fordi selskabet udfordrede de to store animationsselskaber Pixar og Dreamworks. Ikke mindst Grus små gule dumme undersåtter, minions, viste sig at være enormt populære og generede et væld af merchandise. Derfor er det jo heller ikke nogen overraskelse at de måtte få deres egen spin-off. Sådanne spin-off er set før. Fx har både æslet og Den Bestøvlede Kat fra Shrek-franchisen fået deres egne spin-off, uden dog at gøre det store væsen af sig. Det har Minions til gengæld gjort. Pt. er filmen den 6. mest indtjenende film i 2015, men det handler langt hen ad vejen mere om de gule væsners enorme popularitet end filmens egentlige niveau.
Minions er på mange måder en klassisk oprindelseshistorie, hvor vi som seere skal have at vide, hvad der er sket for de kære minions, inden de mødte Gru. I en herlig sammenkogt prolog får vi fortalt, at minions nærmest altid har været på jorden, og at deres store mål er at tjene den største og ondeste hersker. Vi følger dem på sjoveste vis op igennem historien, hvor minions er tjenere for både dinosaurerne, egypterne, Napoleon osv. De har dog en tilbøjelighed til at få slået deres herskere ihjel og de ender derfor med at være overladt til sig selv, indtil en dag, hvor minionen Kevin sætter sig for at drage ud i verden for at finde en ny hersker til ham og sine gule venner. Med sig på rejsen tager han Stuart og Bob, og de tre minions drager til den store skurkemesse for at blive tjenere for en af tidens store skurke, Scarlett Overkill (Sandra Bullock), men intet går selvfølgelig som planlagt for de tre minions, hvis intentioner er gode, men hvis hjerner er små.
Man har i filmen heldigvis taget valget kun at følge tre minions, frem for en hel flok. Selvom vi i Despicable Me-filmene aldrig blev præsenteret for bestemte minions, kun ved navn, så giver det filmen en hel del charme, at der trods alt er tre karakterer der har mulighed for at udvikle sig. Selve humoren spænder bredt imellem klassisk slapstick, ofte med minions i centrum, og en lidt mere voksen humor, når de menneskelige karakterer agerer. Der er desuden blevet plads til en masse sjove referencer til tidens populærkultur (filmen foregår i 60’erne), ligesom der er små hints til de to fremtidige film om Gru. Selve plottet er noget udvandet, og de sjoveste scener er klart de små sketchs som minions en gang i mellem fremfører, og som ikke har nogen reel betydning for historien.
Minions virkede uundgåelig, og den er også til tider ganske sjov. Især tror jeg alle børn og fans af de små gule væsner vil være enormt underholdt. Jeg selv vekslede også mellem at grine og rynke på næsen, for det er ikke alt der fungerer i filmen. Det taget i betragtningen er filmen dog en ganske vellykket spin-off ift. andre animations-spin-offs, og det må man også kreditere, derfor får filmen 4 stjerner, for god underholdningsværdi og fordi den vil være en sikker vinder hos de mindste.
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Minions indeholder følgende ekstramateriale:
• Mini-Film: Cro Minion, Konkurrence og Hidsige Bimmer Nelson
• Jorden Rundt – Interaktivt Kort
• Bag Brillerne – Minions Jubelhistorie
• Bjældeklang på Minion Manér
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.