I år 2054 har politiet etableret et tilsyneladende helt perfekt system til bekæmpelse af kriminalitet.
Ideen er at stoppe forbrydelserne inden de overhovedet finder sted. Tre synske oraklers fremtidsvisioner gør det muligt for lederen af før-drabsafdelingen John Anderton (Tom Cruise) og hans folk at ændre skæbnens gang.
I de 6 år systemet har eksisteret i Washington D.C. har der ikke fundet et eneste mord sted, så nu går overvejelserne på, om systemet skal gøres landsdækkende. Derfor dukker den unge FBI-agent Danny Witwer (Colin Farrell) op i afdelingen for at undersøge, om systemet alligevel skulle vise sig fejlbarligt.
Hovedpersonen John Anderton er en sørgelig sjæl. For en del år tilbage har han og konen Lara mistet deres lille søn, hvorefter ægteskabet også er knækket. Nu sidder han alene tilbage i sin højteknologiske lejlighed med blanke glasoverflader og dulmer sin smerte med narko og gamle holografi optagelser – fremtidens form for lysbilleder – af svundne lykkelige familiestunder.
Anderton lever og ånder for jobbet som chef for før-drabsafdelingen, derfor kommer det også som et chok for ham og hans omgivelser, at oraklerne pludselig udpeger ham som byens næste fremtidige morder! I et kapløb med tiden og med det klaustrofobiske overvågningssamfund, han lever i, skal han nu forsøge at ændre sin skæbne. Spørgsmålet er så, om det overhovedet lader sig gøre – for oraklerne tager aldrig fejl. Eller gør de?
Steven Spielberg har skabt en virkelig flot science-fiction film, der giver et gennemført kreativt og idérigt billede af fremtidens Amerika, hvor det moderne menneske lever med big brothers tunge blik i nakken konstant. Hele verden er computerstyret og elektronificeret, hvor bilerne kører på såvel lodrette som vandrette veje, og de elektroniske avisernes overskrifter ændrer sig automatisk alt efter verdens begivenheder.
Minority Report har en helt fantastisk næsten tryllebindende visuel magi med blå/grålige billeder af en verden fyldt med teknologiske vidundere og mareridt. Filmen er i det hele taget god mainstream underholdning, med både humor, action og en stærk politisk/moralsk undertone (det er jo en Spielberg-film).
Cruise klarer den bærende hovedrolle godt, hvor han fint skildrer John Anderton, som både den forpinte sjæl og hårdtslående action-helt, han er. Colin Farrell skal fremhæves i rollen som den karismatiske unge FBI-agent, og det samme skal Samantha Morton, der spiller det ledende orakel Agatha. Max von Sydow spiller (som sædvanligt) fremragende som direktør Lamar Burgess og Andertons ven og mentor.
I filmen understreges vigtigheden af at beskytte individets rettigheder og frihed i en højteknologisk tidsalder. Det kunne hævdes at være en plat eller klichéfyldt pointe, men ikke desto mindre synes den at give uhyggelig meget mening, som filmens handling skrider frem. Den dystre og uhyggelige fortælling kombineres godt med flere komiske elementer, hvilket alt i alt gør Minority Report til en god og spændende film, der tager sig et par gevaldige twists undervejs. Denne film må absolut karakteriseres som en af årets hidtil bedste.