Skriv en kommentar
Da jeg så de første scener i den kaotiske film Miraklet i Gullspång troede jeg, at den danske Jon Bang Carlsen var begyndt at lave dokumentarfilm igen – da scenen, hvor de to søstre kommer ind i den nye lejlighed og ser væggens maleri som en treenighed – og gåturen flere gange skal laves om – for indsigtsfuldt, lidt for teknisk. Jon Bang Carlsen havde det med at ville iscenesætte virkeligheden på film, så det så naturligt og dokumentarisk ud. Fra det professionelle til amatøren i dagligdagen.
Søstrene Mary og Kari går rundt på loppemarkedet med deres meget kristne baggrund i Gullspång, og finder stedets ting til lejligheden, og de er i Tivoli helt alene, og skal prøve båden i vandrutsjebanen – så vandet næsten rammer publikum, og det viser sig, at en af søstrene har slået sig så meget i båden, at hun ikke kan sidde i syv uger. Det tager de med godt humør.
Vi bliver en del af historien – og det bliver dokumenteret livagtigt med de mange videoklip fra ungdommen i 1980´erne – så filmen føles mere virkelig. At købe en lejlighed i Gullspång ændrer deres liv, da de opdager at sælgeren er en kopi af deres søster, som begik selvmord i 1988.
Hvordan får de undersøgt den tvivl?
Historien udvikler sig i alle mulige retninger med at køre 1600 km nordpå til Norge og få kontakt med søstrenes familie – de fleste meget forskellige udtaler sig til filmen – og da nordmændene ved middagsbordet i sang lovpriser Gud – kigger den tredje søster, Olaug, ud ad vinduet med lukket mund – og mens hun går tilbage i familiens POLAR campingvogn iført gule gummistøvler – som nu er hendes hjem. Den er placeret bagved tæt på nedslidte dæk, skamferet motorcykel og en grøn halmvogn med rive – og bagved er de tågede bjerge med snestriber – er hun meget direkte: Jeg vil ikke være i familie med dem. Jeg bestemmer selv, hvem jeg vil være i familie med!!. Vi er på en ø lige uden for Bergen og taler med en anden søn, som er iklædt en trøje med AC/DC – og der er mange flere historier fra Anden Verdenskrig, hvor det kommer frem, at de to enæggede tvillinger i familien var blevet skilt og én sporløst forsvundet.
Alle de historier, der opstår i eftersøgningen af familierelationer, er til tider fuldstændig sindssyge og uforståelige, mærkelige og overraskende – det var lige før opstod gåsehud og en slags svimmelhed – da musikken så også satte dybe spor i fortællingens gru – som da vi til sidst ser søstrene interviewe et vidne til, hvad han husker fra den weekend 29. juli 1988, og i snevejr fortæller om den siddende kvinde i bilen, de bare troede ventede på én – og de læser alle de fejl, der står i politirapporten – og hvorfor er en fødselsattest betegnet med at hun er født i 1947 – når hun er født i 1941?? Der kommer ingen svar.
Kun at vi ikke altid skal tro på dét, vi tror er sandt.
