Skriv en kommentar
Mange vil huske Julian Schnabels seneste film, Dykkerklokken og sommerfuglen. En fantastisk film, der med et subjektivt kamera fortalte historien om en lam mands skæbne – indefra. En film, der nok berørte emnet aktiv dødshjælp, men uden at tage stilling – de personlige skæbner fortalt i en subjektiv æstetik, var filmens omdrejningspunkt.
Den individuelle historie med politisk bagtæppe
Miral, som er Schnabels fjerde film, er på mange måder bygget op på samme måde. En kvinde, Hind Husseini, starter børnehjemmet Dar Al-Tifl for palæstinensiske børn i Israel kun en måned efter nationen erklæres oprettet i 1948. En anden kvinde misbruges af sin far og løber hjemmefra. På børnehjemmet vokser børnene op under Seksdageskrigen, Intifada og terror. Og et af dem, Miral, forelsker sig i en mand, der er dybt involveret i den palæstinensiske opstand og PLO. Vi møder i Miral både stærke og svage kvinder fanget i et af verdens absolutte brændpunkter.
Husseinis børnehjem og skole eksisterer stadig i dag og er i sig selv et billede på, at med de rette diplomatiske kræfter og en dybt human agenda, kan mennesker udleve personlige ambitioner, selv midt i de største politiske kriser. Det er da også det budskab vi bliver bombarderet med i filmens sidste halvdel, hvor vi følger Miral i sin kamp – først for Intifadaen og senere for at komme ud af den.
Som i den oscarnominerede Dykkerklokken og sommerfuglen forsøger Schnabel at holde individerne suveræne i forhold til den politiske baggrund, der hele tiden bider dem i haserne. Men med Israel/Palæstina-konflikten er dette en svær opgave. Det virker derfor også lidt malplaceret og overdrevet pathos-søgende, når Schnabel bruger arkivmateriale til at fodre os med den historiske kontekst; det hiver filmen bort fra dens individualistiske styrke og giver den en dimension af følelsesporno. Det virker. Og det virker forræderisk over for filmens eget koncept og budskab.
En jøde fortæller om palæstinensere
Interessant nok er Schnabel selv jøde, men fortæller historien fra palæstinensernes synspunkt. Dette understøtter, at filmen ikke skal tilskrives politiske budskaber, men tværtimod give en tro på, at i selv en krise som denne (der synes uløselig), er der håb.
Og det er en fin mission Schnabel har sat sig selv på. Miral er en rørende historie om interessante kvinder i en lige så interessant historisk kontekst. Men i sin kamp for at nå sit mål, bliver ikke alle Schnabels karakterer tegnet dybt nok. Mirals far bruges desværre bare til momentvis at skubbe Miral i den rigtige retning, når hun er på vej i den forkerte. Han bliver godheden selv, ganske ensidigt. Men måske er hans personlige dilemma i virkeligheden det mest interessante i hele filmen: en drukfældig kone med en traumatisk fortid, en datter, der er involveret i Intifadaen (mod hans vilje), og et imam-job, hvor han skal lytte og bede og suge folks problemer til sig.
Det er ikke fordi skuespillet fejler noget. Frieda Pinto (Slumdog Milllionaire og You Will Meet A Tall Dark Stranger), Hiam Abass (Lemon Tree, The Visitor og Babel) og alle de andre udfylder deres roller udmærket uden at nogen dog stjæler billedet. Men Schnabel og manuskriptforfatteren Rula Jebreal prøver febrilsk at få dækket alle sider af krisen, og det kan mærkes på flere karakterers tyngde.
Miral er et oprigtigt og flot forsøg på at vise, at i selv den dybeste politiske krise, kan smukke ting opstå. Man fødes ikke med et politisk standpunkt; alle kan forme sin egen skæbne. Vi forstår konceptet og vi røres. Schnabel (der ud over at være filminstruktør er en internationalt anerkendt maler, der har været udstillet i det meste af verden – undtagen selvfølgelig Danmark) har en særlig subjektiv-æstetisk sans, der kan mærkes. Men Miral tager favnen så fuld, at det er svært at rumme det hele på én gang.
