Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Misbrugt blev desværre den franske mesterinstruktør Louis Malles næstsidste film. Siden 60-erne, og på sidelinjen af den franske Nye Bølge, gjorde Malle ikke så få spillefilm som skrev sig ind i den europæiske tradition for kvalitetsfilm – det gælder også karrierens sidste del, hvor flere amerikansk-producerede film dukkede op.
Handlingen er enkel; den engelske minister Stephen (Jeremy Irons) forføres af sin søns kæreste Anna (Juliette Binoche). Følgelig rasler hele ministerens gennemordnede tilværelse sammen efterhånden som forholdet tager fart.
Misbrugt er på den ene side en moralsk fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis sanseligheden og lidenskaben erstattes af fornuftens kultiverede fremtræden, og på den anden side en fortælling om lidenskabens umulighed i det borgerlige samfund. Det første ved vi og kan vel blive klogere af atter engang at få påvist i en virtuos film, men det andet er et til stadighed foruroligende udsagn der gør denne film særdeles seværdig.
Man kan se Malles film som en sygehistorie; så galt kan det gå med kærligheden, når et barn misbruges (den engelske originaltitel er Damage, altså her den skade der er gjort på et barn). Det er oplagt at se filmen helt og holdent som sådan; den kvindelige hovedkarakter Anna (Binoche) bærer rundt på en barn- og ungdoms-hemmelighed/skade som lidt efter lidt kommer for en dag og forklarer den promiskuitet (?) som kaster Stephen, og måske andre før ham anes det, ud i fatale begivenheder. Men Malle fokuserer ikke specielt på Annas afsløringer - og de erotiske scener er lidenskabsløse uanset deres eksplicitet - men først og fremmest på hovedpersonen Stephens tilværelse, fordi det afgørende i fortællingen er sanselighedens og lidenskabens skalten og valten i og med dette velordnede menneske, da Anna tilfældigvis kom forbi.
Set i det lys fremtræder ”trivielle” hverdagslige scener frygtelig betydningsfulde, ja fatale. Fx Malles insisteren på, at vi gentagne gange skal se Stephens gennemført kultiverede, ja ”ligegyldige” gang hen til Annas lejlighed – det betydningsfulde er netop det ligegyldige og kultiverede. Og flottest scenen hvor ministerens søn afslappet men præcist forklarer, hvad han har savnet allermest i sin opvækst; nemlig varme og lidenskab – alt der havde med det at gøre opslugtes i familiesamværets kultiverethed, siger han. Det ironiske er, at hans afsløring foregår i selvsamme atmosfære som den han kritiserer – og dermed dør oprøret igen, og publikum risikerer at miste filmens væsentligste scene og pointe. Malle giver ikke ved dørene, men åbner dem i virkeligheden på vid gab, så værsgo´ og kig, hvis du tør! Den misbrugte, den der har lidt skade er ikke blot Annas fatale figur, men først og fremmest det borgerlige menneske, hvadenten man er engelsk minister eller ej.
Filmen er fortalt ovenud kontrolleret i et roligt tempo og i velkomponerede harmoniske indstillinger. Malle chokerer ikke ved at præsentere de erotiske udskejelser som chok eller reklame, som i den bølge af ”farligt begær-film” der sattes i gang med Lynes 9 ½ Uge (–85), men ved at lade erotikken stille og roligt dø i kontrollen. Kun én gang chokerer Malle; da Stephens plagede hustru Ingrid (Miranda Richardson) viser et for egen hånd gennemtæsket ansigt frem. For egen hånd viser hustruen sanseligheden og dræber den med ordene: ”Hvorfor begik du ikke selvmord?!”. Det er på sin vis dybt ironisk at Richardson modtog en Oscar for den scene, for derudover virker hun kun som statist ligesom den stumt vidende og skadede(?) datter.
DVD-en har en række udmærkede features der alle er bygget op omkring interviews med instruktør og skuespillere. De kunne med fordel være klippet sammen til én flot feature, så havde man undgået de mange ens klip fra filmen og skabt noget mere sammenhæng. Men alt i alt en række udmærkede interviews; især Jeremy Irons præcise karakteristik af filmen er værd at lægge ører til.
Man kan kun ønske held og lykke til Criteronfilm.dk for lanceringen af ikke-amerikanske kvalitetsfilm, selvom man kan undre sig noget over udvalget foreløbig. Der er et stykke vej til forbilledet, det amerikanske (!) Criterion-film, hvis udvalg af kvalitetsfilm er ovenud fornemt. Hvor vi dog savner en gennemført lancering af ikke mindst europæiske kvalitetsfilm på DVD i Danmark.
