Skriv en kommentar
Bourne, Bond og Hunt
I spionfilmverdenen er der Bourne, der er Bond og så er der Ethan Hunt. Hvor Bond charmerer damer og Bourne ikke kan huske noget, så bliver Hunt gang på gang sat over for den ene umulige mission efter den anden. Missioner der kræver opfindsomhed, teknisk snilde og ikke mindst Hunt der udfører den ene halsbrækkende aktion efter den anden.
Det bedste eksempel er den legendariske scene, hvor IMF-agenten hænger fra loftet i et lyd-, varme- og trykfølsomt rum i Brian de Palmas første film fra 1996, men både i John Woo’s duefyldte action ballet i slow motion og i J.J. Abrams Mission Impossible III, bliver vores spionhelt ligeledes stillet overfor et utal af missioner, der er dømt til at fejle.
Fra De Utrolige til det umulige
Denne gang er det animations-instruktøren Brad Bird (The Incredibles & Ratatouille), der i sin spillefilmsdebut står overfor den store udfordring at bringe Mission: Impossible franchisen videre.
Da Kreml bliver sprængt i småstykker efter en fejlslagen mission, hvor Team Hunt (Tom Cruise, Paula Patton, Simon Pegg) skal skaffe affyringskoderne til et atomvåben, formår filmens skurk, Kurt Hendricks (Michael Nyqvist) at narre russerne til at tro, at det er amerikanerne, der står bag angrebet, og spændingen mellem de to nationer er nu, forståeligt, værre end under den kolde krig. Ghost Protocol bliver igangsat og hele IMF bliver lukket ned i et forsøg på at gyde vandende. Missionen for Ethan Hunt og hans team er nu, skulle de vælge at acceptere den, at redde forholdet mellem de to supermagter og ikke mindst verdensfreden.
Hunt og co. får følgeskab af analytikeren William Brandt (Jeremy Renner), der ikke helt er den han udgiver sig for at være, og sammen skal de forsøge at stoppe Hendricks – en svensk dommedagsfanatiker, hvis største ønske er at udslette alt liv på jorden.
Hul historie
Desværre er det denne ellers bombastiske koldkrigspræmis, der trækker Ghost Protocol nedad. Rusland vs. USA i mulig atomkrig og en dommedagsliderlig skurk lyder som en gammel James Bond film fra 60’erne, og det klæder ikke en Mission: Impossible film anno 2012.
Der bliver brugt alt for lidt energi på Hendricks karakteren, og han bliver aldrig andet end en sær bifigur set i forhold til Jon Voigt eller Philip Seymour Hoffmans modstykker i helholdsvis den første og tredje M:I-film.
Udover en utidssvarende historie vælger skaberne også denne gang at fokusere mere på karaktererne og forsøge at give dem lidt mere dybde – En mission der ikke lykkes. Det bliver aldrig til andet end lidt kradseri på overfladen. F.eks. ved at give et hævnmotiv til den kvindelige del af holdet pga. drabet på en kollega, Brandt som bærer rundt på en hemmelighed han ikke tør afsløre overfor Hunt og Benji (Pegg) der bliver brugt som et comic-relief redskab, der ikke hører hjemme, hvis man skal opretholde sit intense neglebideri, når man sidder på kanten af sædet og håber på, at den umulige mission lykkes. Man er alligevel fuldstændig ligeglad med alle andre karakterer, for der er kun to hovedroller: Ethan Hunt og actionscenerne.
Altid på udebane
Sædvanen tro foregår de umulige missioner langt fra USA. De tidligere film har taget os fra Prag til Shanghai over bl.a. Paris, Sydney og Vatikanet, og denne gang er vi både i Moskva, Dubai og Mumbai.
Fælles for alle film er, at tempoet altid er højt, og man skal helst ikke tænke for meget over, hvordan de får fat i alt deres udstyr eller hvor kort tid de rent faktisk har til at planlægge deres aktioner. For sådan er det bare. Det er derfor de er de bedste. Den hæsblæsende intro, hvor Hunt bliver reddet ud fra et russisk fængsel, kickstarter da også lidt over to timers adrenalinpumpende action, og på trods af de svage sidehistorier, keder man sig ikke et sekund.
Det absolutte actionhøjdepunkt er da Hunt i bedste spiderman-stil kravler rundt på ydersiden af verdens højeste bygning Burj Khalifa i Dubai. Man kan ikke undgå at holde vejret i bare spænding og samtidig have stor respekt for Cruise, der som sædvanlig udfører alle sine egne stunts.
Mission: Impossible: Ghost Protocol er en mere end hæderlig debut for Brad Bird, og fans af serien og dens opfindsomme umulige missioner vil ikke blive skuffede.
Tom Cruise har aldrig lagt skjul på, at det altid har været meningen, at Mission: Impossible-filmene skulle kunne ses uafhængigt af hinanden. Den fjerde film i serien er, som de tre foregående, helt sin egen. Kun Tom Cruise som ”I-do-my-own-stunts-Hunt” og de umulige missioner går igen, og det er netop disse to elementer der holder franchisen i live, da forsøget på at komme karaktererne nærmere viser at være en Mission: Impossible.
