Skriv en kommentar
Slår du ”stereotyp” op i Den Store Danske, står der: ”klichéagtig, forslidt, vanemæssig”. Efter at have set den på alle måder tåbelige film med den ligeså tåbelige titel - Mød min ”måske” kone – er jeg af den overbevisning, at Den Store Danske burde overveje at placere denne film i stereotypekategorien, da den ikke alene inkarnerer denne definition, men tilfører den derudover flere dimensioner af indholdsløs konventionalitet.
Det er som om, amerikanerne ikke kan få nok af historier om den utilpassede bachelor, som på overfladen opfører sig ligeså sleazy som Paradise Hotel deltagerne efter en våd aften, men som i virkeligheden er en så velopdragen snothvalp, at selv svigerfædre fantaserer om ham. Denne uslebne bachelor er naturligvis venner med en på ydersiden utiltrækkende, men på indersiden yderst godhjertede og indtagende kvinde, som indlysende nok ikke må forblive fysisk uappetitlig, men skal transformere sig til en bedårende glamourgirl, hvis skønhed nok kan søsætte flere end tusinde skibe. Når jeg skriver ”indlysende nok” skyldes det den populariserede filmiske referenceramme – du husker måske film som She´s All That (1999), Never Been Kissed (1999) og The Devil Wears Prada (2006) for blot at nævne nogle – hvor den kvindelige protagonist skal gennemgå en fysisk metamorfose for at blive smart, smuk, sej, succesfuld og sexet. Dette tilsnit er især blevet efterstræbt i ungdomsfilmene, og det siger måske ikke så lidt, at denne ”voksne” film benytter sig af en ungdomsfremavlet strategi. Mød min ”måske” kone er dog i den grad selvoptaget og overfladisk, at den er ligeglad med, hvordan den er indrettet indeni, når blot den fremstår lækker udadtil.
Usandsynlighedens spil
1) Usandsynlighedens forudsætning: Filmen lægger ud med, at Danny (Adam Sandler) til sit bryllup overhører sin kommende kone tilstå overfor veninderne, at hun har en hed affære med en brunstig fyr og alene gifter sig med Danny af konformitetsgrunde. Hans hjerte bliver knust, og han ender i en bar med en flaske øl foran sig, et fortabt udtryk i øjnene og vielsesringen endnu på fingeren. Til hans – og min – overraskelse, fatter en ultrasmuk kvinde sympati for ham, efter hun har hørt hans historie og giver ham en kombination af et medlidenheds- og liderlighedsknald. Danny får derfor den geniale idé at gøre denne aften til en gunstig præcedens for fremtidens scoringstogter – at lade som om, han er fanget i et elendigt ægteskab med en kælling til kone. På denne måde afskærmer han tilmed sig selv fra at blive såret igen. Knald uden kærlighed bliver hans kald!
Dommen: Are you kidding me? Det er så påklistret og urealistisk en grundidé, at den fremtræder direkte latterlig. Allerede fra starten får man indtrykket, at det er denne idé, som driver karakteren, og derfor bliver Danny en typisk plotdreven figur, som altså uagtet enhver rationalitet og logik agerer på baggrund af den alene. Han er som resultat deraf blottet for facetterede menneskelige karakteregenskaber, da han har en funktion at udfylde. Det er funktionen, som indkredser hans væsen og ikke omvendt. Han forekommer derfor ligeså flad som det koncept, han er blevet opfundet til at beherske. Selv hvis man accepterer denne præmis, virker det ligefrem åndssvagt, at hans ”arbejdsmetode” sikrer ham så mange kvinder. Det er ikke alene utænkeligt, men direkte kvindefornærmende at forudsætte, at kvinder på stribe ville falde for denne klovnagtige kurtisering!
2) Usandsynlighedens plot: Da Danny får øje på den svulstige, unge blondine Palmer (Sports Illustrated modellen Brooklyn Decker) banker hans hjerte og underliv om kap med hinanden, og hans perfektionerede løgn giver pludselig bagslag. I stedet for at fortælle sandheden, væver Danny flere løgne sammen og bilder Palmer ind, at han er ved at blive skilt fra en besværlig kvinde, som han overtaler sin mangeårige assistent, Katherine (Jennifer Aniston), til at spille. Denne løgneløsning viser sig at være lettere løget end gjort, da endnu flere løgne presser sig på. Således skal han nu også agere far for Katherines real life børn - den fantasifulde pige Maggie, som nærer skuespillerdrømme og derfor byder denne farce velkommen, samt den indelukkede Michael, som drømmer om at svømme med delfiner. Før man når at sige whaaat, er Danny på vej til Hawaii med sin drømmekvinde, sin falske ekskone, falske børn og rigtige fætter, som har påtaget sig rollen som ekskonens tyskfødte kæreste, hvis geniale accent og kiksede fremfærd er filmens sjoveste input. Sammen skal de iscenesætte det ægte bluffstunt for at overbevise Palmer om Dannys sande kvaliteter, men det viser sig snart, at det falske føles formidabelt, og det formodede sande forekommer ret så usandt …
Dommen: Come on! Hele scenariet er så fortænkt, at en matematisk opgave er mere opsigtsvækkende. Først og fremmest bliver relationen mellem Danny og Palmer aldrig grundlagt på en troværdig måde, med den konsekvens, at man ikke tror på hans ustyrlige besættelse af hende og slet ikke på hendes helt ulogiske lyst til at møde ekskonen og derefter kaste sig ud i en forvansket knytningsmani til børnene. Helt ærligt, de har lige lært hinanden at kende, og filmen vil have os til at godkende denne overdrevne intimitet på så tidligt et stadie. Måske hvis man er vokset op på en mennesketom ø uden nogen viden om verdens spilleregler eller fundamentalt menneskeligt sammenspil. At Katherine udsætter sig selv for så gebommerligt et løgnescenarie virker ligeså verdensfjernt. Man kan følgeligt plædere for, at årsagen til dette vanvid skal findes i hendes ubevidste forelskelse i Danny, men at gå så vidt som at drage sine børn ind i dette letbenede kærlighedsspil plus indvilge i at rejse til Hawaii for at tilfredsstille Dannys selviske motiver er så forstilt og fremtvungen en filmisk instruktion, at man ikke køber det et eneste øjeblik. Manieret kunstighed og forceret udvikling er det, som kendetegner dette plot, der er ligeså syntetisk som Nicole Kidmans botoxudglattede ansigt.
3) Usandsynlighedens karakterer: Det siges, at overdrivelse fremmer forståelse. Det siges dog sjældent, at denne fremgangsmåde oftest er forbeholdt de tungnemme, børnene og muligvis også amerikanerne. Overdrivelse slår ned i denne film med samme styrke og tyngde som en hektisk hammer i lodret pendulfart. Både Danny, Katherine og Palmer er overspillende projektioner, som kun i få tilfælde og i små doser demonstrerer en menneskelig troværdighed. Den ene halvdel af tiden dramatiserer de, som når Palmer helt usandsynligt forlanger at møde Dannys kone. Når mødet så endelig finder sted, er det Katherines tur til at kamme over spillemæssigt på en så ucharmerende måde, at overtegnede havde lyst til at forlade biografen. Den anden halvdel af tiden svælger karaktererne i lummer sentimentalitet, som skal få os publikum til enten at trække Kleenexpakken op af lommen eller hvine i fryd over filmens postulerende rørende øjeblikke. Begge dele udebliver, da affekteret spil aldrig kan bevæge hjertet, nok snarere benmusklerne, når de haster ud af biografen for at slippe for flere pinligheder fra denne film.
Adam Sandler og Jennifer Aniston har som sådan en fin kemi, men begge spiller deres roller med en udmattende monotoni, så man hurtigt bliver træt af Sandlers enstonige toneleje og Anistons genkendelige gestikulationer. Det eneste overbærende i Mød min ”måske” kone er Dannys morsomme fætter, Eddie (Nick Swardson), hvis tysker-imitation er af grineflip-værdig karakter. Hvad Nicole Kidman laver i denne film som Katherines hedengangne nemesis Devlin er en veritabel gåde – hun tilfører intet interessant eller nyskabende til sin rolle. Jeg vil påstå, at enhver anden B-skuespillerinde kunne have udfyldt hendes sko. Til gengæld kan man bruge tiden til at undre sig over Nicole Kidmans stadig mere forvandlende ansigt med den udspændte hud, de oppustede læber og den afblegede kulør. Hvor blev den engang så naturligt smukke skuespillerinde af?
Som du nok allerede har kunnet fornemme, kære læser, er denne film dét, man i nutidens Danmark populært kalder en ommer. Den skulle forestille at være sjov, men latteren er på dens egen regning. Den skulle forestille at være ægte, men er ligeså autentisk som Dannys profession som plastikkirurg. Den skulle forestille at være bevægende, men tårerne triller kun ned ad kinderne, når man opdager, at man har spildt noget nær to timer af sit liv.
Vent til den kommer ud på dvd … nej, vent hellere til en eller anden tv-station køber den, så slipper du for overhovedet at skulle betale, og du kan passende zappe væk, når den bliver for meget af det dårlige. Og læg mærke til, at jeg skriver ”når” og ikke ”hvis”. Så kan jeg ikke gøre det mere klart.
