Skriv en kommentar
Love hurts, love scars, love wounds, and mars … synger 80´er bandet Nazarath. Denne ekspressive 80´er melodi kunne med lethed have været en megetsigende titelmelodi til iraneren, Abbas Kiarostamis, nyeste kærlighedsgåde, Mødet i Toscana. I dette kryptiske filmdrama er kærligheden alt andet end en gnidningsløs, veltimet dans på torneløse, velduftende roser. Den gør faktisk rigtigt, rigtigt ondt i al sin mærkværdige skønhed …
En fransk kvinde, Elle (Juliette Binoche), overværer et spændende foredrag af den britiske forfatter, James Miller (William Shimell). Miller har netop udgivet en akademisk bog om det prekære emne - kopier i kunstverdenen. Hun forlader foredraget tidligt pga. sin utålmodige søn, men ikke før hun, venskabeligt opstemt, giver sit telefonnummer til den alvorsfulde forfatter. Den efterfølgende dag kommer den charmerende Miller forbi hendes velassorterede antikvariat, og sammen begiver de sig ud til den lille, hengemte byperle, Luciagno, på, hvad der virker, som en uforpligtende, platonisk date.
Som dagen skrider frem i adstadigt tempo, og parret på livet løs diskuterer alt fra Millers postulerende bog og den universelle gyldighed af mimende kopier versus nyskabende originaler til kærlighedens dunkle væsen og ægteskabets immanente nytteløshed, tager det umiddelbart renlivede forhold mellem de to diskuterende turtelduer pludselig en overrumplende drejning, som nærmest forrykker hele filmens oprindelige fundament.
For måske kender den perplekse kvinde og den fåmælte herre hinanden ganske godt. Måske dette ikke er deres første date. Måske slet ikke nogen henholdende date endda.
På en hyggelig, domestisk café forveksler en filosofisk anlagt servitrice dem da også med fasttømrede ægtefolk, og som et lyn fra en klar himmel begynder de nu at spille gifte folk, som havde de aldrig været andet. Og dog.
Som tiden sagte sniger sig frem, løber det delikate spil efterhånden løbsk, og den umage duo ligner mere og mere et garvet par, der har været gift i 15 lange år.
Men hvad er absolut sandhed, og hvad er kopieret originalitet?
Kærlighedens modne smerte
Det er længe siden, at denne anmelder er blevet underholdt i den grad af en helt igennem ”snakkefilm”. Vel ikke siden de fremragende Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) med skønne Ethan Hawke og Julie Delpy i hovedrollerne, der, skødesløst valsende gennem henholdsvis Wiens barokke gader og Paris´ romantiske chausséer, endevendte så omfattende samtaleemner som Guds sælsomme eksistens i de usynlige sprækker mennesker imellem og de imperialistiske landes økonomiske grådighed. Også i Mødet i Toscana snakker Elle og Miller sammen, snakker om kunstens gentagende konsensus, om kærlighedens uudfoldede potentialer, om ægteskabets inhærente meningsløshed.
Det er i særdeleshed kunstens reciprokke mimesis, hvormed bl.a. datidens filosoffer, Platon og Aristoteles, bestemte kunstens væsen, der optager sindene og bringer dem i diskuterende kog hos Elle og Miller. Begrebet spiller en afgørende rolle både som det blotlæggende samtaleemne, der afslører de grundlæggende forskelle mellem Elle og Miller, men også som den mere symbolske repræsentation af den kunstteoretiske tradition, der i denne filmsammenhæng sammenfatter ideen om, at kunsten efterligner sig selv.
Filmen lægger derfor, på behændig vis, op til en eftertænksom drøftelse af, hvorvidt alting i denne verden ikke blot er kopierede projektioner af et enkeltstående, engang originalt princip. Denne interessante diskurs fæstner sig først og fremmest ved den grundlæggende værdi af originalitet kontra værdien af kopier. Er et harmonisk kompromis at foretrække? Eller overhovedet muligt? Hvad er egentlig originalt i det autentiske liv og ikke mindst i den ægte kærlighed?
Når jeg læser mine foregående ord, kan jeg se, at filmens præmis umiddelbart lyder en anelse tung og omstændelig. I så fald er det denne anmelders skyld. For på trods af at filmen lægger op til en dybsindig problemstilling, fremfører den disse på en utrolig velovervejet, raffineret og indlevende vis. Og langt fra så det tynger og besværer.
Dette skyldes i høj grad et velorganiseret og fyndigt manuskript, der oser af skarp dialog og veltilrettelagt drive. Hernæst er instruktøren, Abbas Kiarostami, ekskvisit til at fremmane en næsten virkelighedspræget stemning, der forekommer så dokumentarisk, som foregik filmen i frapperende real-time. Kiarostami magter som få at indfange de mest intime, følelsesstærke øjeblikke på næsten Bergmansk vis, hvor de forskelligartede,men forbundne tableauer væver et intrikat, opsugende spindelvæv, der næppe efterlader nogen upåvirket. Dertil evner instruktøren virkelig at skubbe kameraet helt op i tilskuerens synsfelt, som var det en selv, der kiggede lige ind i øjnene på Elle og Miller og udvekslede vægtige ord om kærlighedens svære vilkår og kunstens komplicerede vilkår.
Historiens mest spændende element er, at man aldrig helt gennemskuer forholdet mellem Miller og Elle. Naturligvis er tricket bag denne tilslørende faktor ikke at løse en hemmelig gåde, som i en dramatisk krimigåde, men at lege frivolt med en dubiøs grundidé, der ikke lader sig lure så nemt.
Man kan vælge at se Elle og Miller som to fremmede, der for en stund påtager sig forløsende alter egoer. Eller man kan vælge at se dem som et distanceret ægtepar, der forsøger at genfinde hinanden og genopleve fortidens kærlighedsstorhed. Miller er den konstant utilgængelige mand, den sikkert pansrede ridder, der afskyr konformitetens forpligtelser og elsker tilværelsens nydelsesfulde øjeblikke. Elle er den kærlighedssultne, svigtede kvinde, der længes efter en nænsom berøring, som vil smelte den isnende facade, der har bemægtiget sig hendes hjerte.
En pudsig detalje, denne anmelder bed mærke i, er, at Elle betyder hun på fransk. Umiddelbart er det et udefinerbart personligt pronomen, der måske peger hen på kvindekønnet generelt. Omvendt er efternavnet Miller afledt af det gæliske ord maillor, der betyder mand iført rustning eller en soldat. En etymologisk beskrivelse, der passer perfekt på Millers vogtende karakter.
Debutanten William Shimell spiller overbevisende, men det er ubetvivleligt Binoches film. Meget velfortjent blev hun sidste år belønnet ved filmfestivalen i Cannes for bedste kvindelige hovedrolle. Hun er skræmmende intens, og overordentligt insisterende i sit ømme portræt af den emotionelt nedbrudte kvinde.
Flankeret af vidunderlige landskabsbilleder og fine metaforiske billedsider, hæver Mødet i Toscana sig op på et yderst seværdigt niveau. Der er noget drømmende, til tider mareridtsagtigt over filmen. Men det er et drømmende mareridt … eller en mareridtsagtig drøm, man ikke har lyst til at vågne fra. Sådan lige med det samme ...
