Skriv en kommentar
Aage Rais-Nordentoft har groet sig et par gevaldige, provokerende kugler med sin nye film ”Mollycam”. Set i forhold til tidligere udskejelser som ”2 Ryk og 1 Aflevering” så er der virkelig lagt vægt på provokation og konfrontation i hans nyeste fortælling fra de moderne teenageres verden. Seksualitet, identitet og mange menneskers forkvaklede forhold til teknologi er blandt de alvorstunge emner der behandles i fortællingen om 16-årige Molly.
Som så mange andre hovedpersoner for tiden, så føler Molly en trang til at filme og dokumentere alt hvad hun foretager sig, også sit seksuelle forhold til den noget ældre Sako. For som hun siger det i en tidlig, klichetung dialog: Hvis ikke man dokumenterer det, hvordan kan man så være sikker på at det er sket. Det er en gammelkendt problematik i nye klæder, men emnet bliver solidt og grundigt behandlet i Rais-Nordentofts hænder, ikke mindst takket være de modige skuespilpræstationer med unge Lea Rønne i front.
Filmen tager sit udgangspunkt da Molly melder kæresten Sako og adskillige af hans bekendte for gruppevoldtægt. Sako afviser anklagerne og påstår at Molly selv foreslog hele seancen, der var iscenesat som en dårlig pornofilm. Vor egentlige hovedperson bliver betjenten der, via Mollys mange videooptagelser, forsøger at finde ud af, dels hvad der skete og dels hvorfor Molly ikke selv virker sikker på sin egen rolle i hele forløbet. For hvor går grænsen mellem leg og tvang og hvor stor kontrol kan en 16-årig pige have over et seksuelt spil med en ældre mand?
Problematikken er spændende og som sagt grundigt behandlet. Skuespillet er også bemærkelsesværdigt, om ikke andet så for det åbenlyse mod der ligger bag de mange intime og stærkt seksuelle scener. Alligevel føles ”Mollycam” som en film der kunne have været meget bedre. Manuskriptet bærer meget tydeligt præg af at være baseret på et teaterstykke, ikke mindst i de banalt udtalte dialog-scener, flere af skuespillerne falder igennem, til dels på grund af manuskriptet og det virker som om filmen mister fokus halvvejs inde. I stedet for at rotere om unge Molly og hendes komplette malplacering i den verden der omkranser hende, ryger fokus over på betjenten der langsomt ser sig seksuelt interesseret i den unge pige. Det er et andet perspektiv og endnu en moralsk bemærkelsesværdig drejning og spændingsmæssigt er det faktisk mere velfungerende end første halvdel, men det skaber en splittelse i filmens forløb, som ikke rigtig fungerer. Filmen bygger videre på det i et forsøg på også at spille på Mollys sex-appeal overfor publikum, men det bliver for stor en mundfuld til sidst.
Det ville have klædt Nordentoft at skrue en smule ned for ambitionerne og fintune sit fokus en smule. Manuskriptet kunne også have været bedre tilpasset sit medie og det vulgært tiltalende ved hele Lolita-moralen kunne have været mere nuanceret fremført. Alligevel er ”Mollycam” en vigtig dansk film, der både skubber til den gode smag og det etablerede filmsamfund. Hatten af for de uprøvede skuespillere, det unge produktionshold og for instruktør Nordentofts store kugler.
