Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sitcoms er en slarraffenland af muligheder for at blive underholdt, men det er ofte svært at vurdere, hvilken type humor serien repræsenterer – er det den skarpe humor, den sortkomiske, den platte eller den direkte idiotiske? Uanset hvilken form for humor, man søger, så kræver det også en genistreg på manuskriptfronten at få humoren til at fusionere med seriens koncept og dette har vist sig at være muligt med ikoniske serier såsom Friends, How i Met Your Mother og Modern Family. Jeg har kigget nærmere på Chuck Lorres seneste produktion, Mom, og vil forsøge at give mit bud på, hvorvidt den lever op til nutidens standarder.
Filmen følger den unge mor Christy (Anna Faris), som forsøger at balancere sin nuværende stabilitet i hverdagen efter at have overkommet sit problem med alkohol, stoffer og mænd. Problemerne vælter dog ind i hendes liv, da hendes problemfyldte mor vender tilbage til familiebilledet samtidig med, at Christys datterf begynder at få smag for det forbudte liv. Hvordan skal de klare hverdagen?
Forventningerne til denne nye tv-serie var på ingen måde særligt høje, og det blev i sidste ende også en lidt triviel oplevelse. Den har nogle gode elementer i form af en meget bramfri måde at fortælle om problemerne på, og det gør serien lidt mere til mørk og sortkomisk. Den kan dog ikke komme udenom, at den er meget påtaget og ikke ligefrem en kilde til klukkende latter, men derimod en lavmælt gnæk og et skævt smil på læbet. Den kommer ikke rigtig på banen med noget decideret nyt og spændende, men i stedet en forventeligt blonde-Anna Faris med knap så mange brikker at flytte rundt med. Hun formår dig at være lidt mere rap i replikken, end vi tidligere har set, og hendes sammenspil med den ligeledes dumdristige moderskikkelse spillet af Allison Janney, fungerer ganske udmærket på en sengeramt søndag med tømmermænd.
Desværre er serien alt for amerikansk og pensler tingene lidt for meget ud – mimikken er anstrengt og skuespillerne sidder alt for lang tid og venter på at dåselatteren træder i kraft. Man kan tydeligt mærke, at der hele tiden bygges op til en joke, som allerede på forhånd har en tiltænkt latterpause. Det giver en lidt urealistisk og decideret mekanisk fornemmelse – de oplevede man også ved f.eks. Friends i den spæde start, men de havde dog alligevel nok energi og begejstringselementer til at holde fokusset.
Skaberen bag serien Chuck Lorre har tidligere haft stor succes med sitcomserierne Big Bang Theory, Two & a Half Men og Dharma & Greg, hvilket alle sammen har været de helt store tidsfordrivskilder til en dag med hjernen på hylden. Dog har han i den senere tid haft lidt svært ved at ramme sømmet på hovedet i hans nyeste projekter – det ses bl.a. i serien Mike & Molly, som på ingen måde rummer humor eller originalitet, men i stedet er en fremvisning af amerikansk overvægt og en lektion i, at overvægtige mennesker ikke nødvendigvis er sjove. Dette nyeste projekt er også lidt bagefter på underholdningsværdien, og forsøger at fusionere den samme kluntede humor fra Two & a Half Men med en lidt mere nymodens tendens med fokus på unge mødre og generationspåvirkninger. Det er efter min mening lidt et mismatch, da man ikke rigtig får det nære forhold til karaktererne, som er yderst nødvendigt, men i stedet får skrabet overfladen af konceptet med nogle få, sjove momenter.
Man kan som konklusion kategorisere denne serie som værende et medlem af gruppen ’hjernedød komik’, da man ikke ligefrem får nogle skarpe overvejelser eller banebrydende originalitet med på vejen, men i stedet har godt og vel 22 afsnit til at underholde den manglende tilstedeværelse af hjernemasse om søndagen efter en hård nats druk.
