Skriv en kommentar
Diana er alenemor og enke siden tre år tilbage. Hendes søn Steve er ramt af svær ADHD og bor på et behandlingshjem. Han har sat ild til et cafeteria og er kommet til at skade en anden, da hans temperament er ekstremt, og han nemt bliver voldelig.
Behandlingshjemmet kan ikke længere tage ansvar for ham, og Diana, som bliver kaldt Die, henter Steve hjem, for selv at tage sig af ham. Det går ikke stille for sig, og genforeningen er fyldt med både kamp og store følelser. Die kæmper mod alle ods for at holde fast i jobs, holde dem oven vande, og for at hjælpe Steve. Hver dag er uforudsigelig, og en potentiel eksplosion. Men da den forsigtige genbo Kyla gør sin entré, opstår der et smukt venskab de tre imellem.
Mommy er en meget intens og rå fortælling om ægte følelser. Den viser en ubestridelig stærk moderkærlighed i karakteren Die, der er spillet af Anne Dorval. Hun er tilpas trashed i sine stramme jeans, glimtende similisten og affarvede striber i håret, og hun formår at give karakteren både stor troværdighed og dybde. Hun viser hårdhed og styrke, med glimt af nøgen sårbarhed. Man er ikke et sekund i tvivl om, hvor intenst hun ønsker det bedste for sin søn og man hører det give genklang langt ud over lærredet, når hun siger at: ”Steve er voldelig, men inderst inde er han er en sød dreng”. Han er frem for alt hendes dreng, og midt i det hele finder de glimt af lykke, som hun indkapsler med et stort smil og ordene: ”Der er aldrig et kedeligt øjeblik med Steve”.
Steve, der bliver spillet af Antoine-Oliver Pilon, er både charmerende og utilregnelig. Skuespillet er fænomenalt og Pilon formår at fremstille Steve som en tikkende bombe, der veksler mellem drenget uskyldig charme, vild begejstring og et eksploderende voldeligt temperament. Det er en karakter man holder af, og som får en til at holde vejret, i frygt for om han kan styre sit temperament.
Kyla er den forsigtige og stammende genbo, der fremstår kuet af sin mand. Man får meget lidt faktuelt at vide om hende, men det forsigtige og uskyldige fremmer en mystik, som Suzanna Clément, der spiller Kyla, virkelig formår at bruge.
Mommy vandt juryens pris ved Cannes Film festival 2014, og er en imponerende film. Den har en råhed omkring sig, som er sjælden. Den både griber en om hjertet, og skærer det midt over, samtidigt med at den får en til at både le og græde. Og midt i det hele bliver man glad over de små glimt at lykke, der som Die siger i filmen, minder en om at der altid er håb.
Det er den Canadiske instruktør Xavier Dolans femte film (Tom at the Farm, 2013, Laurence Anyways, 2012, Heartbeats, 2013, I Killed My Mother, 2009) og han udviser, sin unge alder til trods, et kæmpe talent. Han var bare 25 år gammel da han instruerede Mommy, men har formået at give karaktererne dybde, fremlokke et fænomenalt skuespil og samspil i mellem karaktererne, der har store psykologiske dybder.
Lydsporet er velvalgt og stærkt. Det minder mest af alt om et poppet mix-tape fra 90’erne, der midt i handlingen veksler mellem Oasis, Dido, Celine Dion og Lana Del Ray. Det fungerer upåklageligt og er flettet snildt sammen med klipningen, der viser lange scener med blik ind i en troværdig verden.
Cinematografien er en præstation i sig selv, og er fyldt af lækre detaljer. F.eks. i en scene hvor Die kigger ud gennem et vindue over på Kyla. De er begge bag glas, og ser på hinanden som gennem et slør, der er svært at bryde igennem. Det underbygger filmens rå følelse, sammen med formatet der næsten er kvadratisk, og en anelse klaustrofobisk. Kun enkelte steder, hvor der er en særlig følelse af frihed, ændrer formatet sig til bredformat: I takt med at Steve strækker begge arme ud til siderne og synger af sine lungers fulde kraft, trækkes billedet større og den klaustrofobiske stemning letter for en stund, til fordel for følelsen af frihed.
Mommy er en stærk og autentisk film, der griber en hårdt om hjertet og trykker til. Den er lige så fantastisk, som den er ubarmhjertig og rå, og den får de varmeste anbefalinger herfra.
