Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Franske film har altid været en interessant kilde af unikke og anderledes oplevelser på det store lærred, da de ofte formår at brygge nogle eminente følelsesladede og seksuelle epos op uden at skulle være bundet af mainstream-censur. Xavier Dolan er en ganske ung og forholdsvis rookie på instruktørfronten, og har blot 26 år påallerede fanget tilskuernes opmærksomhed. Hans seneste film Mommy er hans hidtil bedste og mest personlige kreation, og jeg vil forsøge at sætte et par ord på filmens værdi.
Handlingen tager sit udgangspunkt på en enlig mor, som har problemer med at få tilværelsen til at hænge sammen. Hendes søn er netop blevet smidt ud fra alskens institutioner for unge forbrydere, og hun ser sig nu nødsaget til at være den, der passer på ham. Sammen forsøger de at skabe det bedste ud fra de midler, de er blevet givet – problemerne begynder dog at hobe op, indtil en mystisk nabo så småt begynder at bevæge sig ind i deres karrusel af turbulente hverdage.
Filmen er en overraskende potpourri af elementer, som man normalt ikke ville sætte sammen under samme produktion – handlingen svælger i retro-popmusik blandet med storladede følelser i en fiktiv, dystopisk fremtidslignende verden. Der er en unik malplacering af forskellige elementer, som den unge Dolan på fornemmeste vis alligevel får til at spille sammen – det fungerer på den måde, at de forskellige modsætninger ofte sættes over for hinanden, og derved er med til at sætte de ting i perspektiv, som befinder sig i midten af denne ’tidslige’ kaoskollision.
Instruktøren gør brug af en meget personlig og anderledes stil, da der ikke er en reel genrebetegnelse eller fastlagte pejlemærker i filmen – på visse punkter minder den om klassisk sæbeopera fra tv-miljøet, mens den på andre punkter involverer nogle helt store, unikke storfilmselementer i det skarpe skuespil. Man føler nærmest, at man ser en produktion fra 90’erne baseret på æstetikken, tøjstilen, musikstykkerne og personernes interaktioner, men den visuelle instans vidner om, at vi dog befinder os i nutiden eller en uhyggelig nær fremtid. Det giver en meget anderledes og for min smag ganske fremragende oplevelse, hvor man mentalt involveres i nogle følelser, man ikke rigtig kan sætte en finger på.
Filmen er både præget af et pessimistisk livssyn men med lidt optimisme indblandet, hvilket gør sig gældende for mange aspekter i livet. De problemramte mennesker finder lykken i deres egen måde at tackle kaos på, hvilket er en måde ’normale’ mennesker vil finde absurd – men på den måde understreger filmen, at disse individer ikke rigtig får deres fortjente plads i samfundet, men stadig finder lykke i ruinerne af deres forsøg på at assimilere til hverdagen.
På det lidt mere intime niveau fokuserer filmen på den unaturlige moderbinding og samfundets måde at skulle sætte en label på alle ting i livet – den unge, problemfyldte søn i filmen er uden tvivl blot en energibombe uden en reel retningslinje i livet, og derfor skal han indespærres. Det virker som en absurd tanke, og filmen giver en skarp kommentar til, hvordan folk med lidt unormale tendenser blot skal have det hvide snit i stedet for rent faktisk at finde ud af, hvordan man tackler denne situation på en human måde. De tre hovedkarakterer leverer et eminent stykke skuespil som den dynamiske trio, der på hver sin facon viser stabilitet og ustabilitet i den menneskelige psyke.
Den visuelle klipning er desuden integreret som ikke blot et æstetisk udtryk, men en reel brik i den narrative fortælling på en helt ny, og unik måde. Filmen er optaget i et meget indskrænket 1:1 aspect ratio, som ingen før Dolan nogensinde har prøvet. Det giver den klaustrofobiske fornemmelse af personernes kvælende følelser, og så bliver det desuden brugt som en indikator, når tingene begynder at lysne – skærmen åbnes og følelserne får frit udspil. Dette er en helt i gennem fantastisk idé, som virkelig fungerer og giver den rette fornemmelse af, hvor meget billedet betyder.
Samlet set er Mommy en lækker lille europæisk filmperle, som ikke blot vinder på stærkt skuespil og et skarpt handlingsmæssigt udspil, men også vil blive husket for sin milepæl i filmhistorien i forhold til integreringen af en ny, tankevækkende effekt på den visuelle front.
