Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Mondo Cane har altid været en titel der lurede i baggrunden af min filmiske horisont. Jeg har aldrig vidst synderlig meget om filmen andet end dens rygte for at høre til blandt de mest udfordrende og modbydelige film nogensinde lavet. Ja, jeg troede sågar her var tale om typisk italiensk exploitation.
Min opfattelse kunne ikke være længere fra virkeligheden, hvilket jeg glædeligt opdagede da jeg tog en dyb indånding og satte filmen på. Ikke nok med at Mondo Cane kun i meget få tilfælde tangerer exploitation, filmen er både formmæssigt og filmisk vanvittig vellykket. Nu hvor ovennævnte horisont er blevet udvidet kan jeg pludselig forstå hvorfor filmen i sin tid, for efterhånden små 50 år siden, var nomineret til både de gyldne palmer og en Oscar.
Mondo Cane var den første af sin slags – en genreskabende, italiensk-produceret film der blander dokumentariske optagelser med en ukendt grad af iscenesættelse og en stærkt subjektiv voice-over. Det er kopieret mange gange siden – jeg jeg vil ligefrem gå så langt som at trække direkte linjer til en knold som Michael Moore – men aldrig overgået. Filmen er en kommentar til det menneskelige væson og vores absurde, groteske og destruktive opførsel. Dokumentariske optagelser fra hele verden kryds- og sammenklippes i et netværk af parabler der skaber paraleller mellem selv de mest ”udviklede” og ”tilbagestående” samfund og på den måde fremhæves det at mennesker er mennesker og uanset hvor i verden vi lever, så er vi i bund og grund de samme uforståelige væsner.
Det hele bliver holdt glimrende i snor og det er en imponerende bedrift at man kan sammenflette tyske drukkenbolte, amerikanske soldater, ældgamle ritualer i Ny Guinea og portugisiske tyremassakrer i samme film. Intet er helligt her og der er bestemt også en grund til at filmen har et ry for at være grusom. Der er mange dyr og muligvis også enkente mennesker der lader livet foran et kørende kamera, men i modsætning til de senere, italienske kannibalfilm, så er her ikke tale om uetisk dyremishandling for filmens skyld, men blot om menneskelige ritualer der bliver filmet mens de sker.
At filmen samtidig kan være morsom lyder paradoksalt, men det er netop humoren og den ironiske og til tider fordømmende voice-over der gør det hele forståeligt og til at bære. I sær amerikanerne står for skud, for eksempel i scenen hvor en ekstravagant, amerikansk hundekirkegård bliver gjort til grin inden der klippes direkte til kinesiske bønder der spiser selvsamme hunde.
Filmen ser også rigtig fin ud på DVD uden for meget støj og snavs i billedet. Bonusmaterialet begrænser sig desværre til trailere og slideshows. Ærgerligt, for der er oceaner af ting der kunne udforskes yderligere.
Mondo Cane er ikke en exploitation film, selvom den historisk har tiltalt netop det publikum. Den er et underholdende studie i menneskelig adfærd og en meget bedre film end uindformerede individer som undertegnede regner med. Selvom den er levet i 1962 har den ingenlunde mistet hverken relevans eller nerve. Ja kort sagt så kan jeg kun anbefale den…til alle.
Another World Entertainment.
