Skriv en kommentar
For 39 år siden i oktober 1966 var Omar Sharif med danne 100 meter lange køer uden for danske biografer, da David Lean storepiske Dr. Zhivago havde biografpremiere. Siden da har det været lidt sløjt med gode roller til ægyptiske skuespiller og bridgekoryfæ. Nu er han med i en lille fransk perle, der næppe får samme kømæssige omfang som storfilmen fra 60’erne, om end den burde have tilstrækkeligt med budskab til den ensidige danske offentlighed.
Filmen hedder noget så poetisk som Monsieur Ibrahim og Koranens blomster, og den er allerede blevet prisbelønnet ved bl.a. den franske Cesar og ved Venedig-festivalen for Sharif fremragende spil som den lille købmand Ibrahim, som bliver en faderfigur i bogstaveligste forstand for teenageren Momo. Momo er en jødisk dreng, der lever sammen med sin depressive far i det parisiske luder-distrikt i begyndelsen af de vilde 60’ere. Rock and roll-musikken lyder i gaderne, der også for besøg af kuriositeter som Jean-Luc Godard og Brigitte Bardot, der er ved at indspille Le Mepris. Momo har allerede fået øjnene op for det modsatte køn og frekventerer hyppigt gadens glædespiger, hvor af en i øvrigt ligner Bardot ret godt. Pengene sparer han sammen fra husholdningskassen ved at følge Ibrahims råd, om at servere fortyndet vin og kattemad for faderen, som ustandseligt sammenligner sin uduelige søn med broderen Popol, som Momo aldrig har set. Der er masser af familiemæssige hemmeligheder, som den halvvoksne Momo hele tiden må tage stilling til. En dag forsvinder faderen for varigt og Momo lader sig adopterer af den aldrende Ibrahim, der har lært ham at smile, stille sig tilfreds og nyde verdens skønhed. I slutningen af filmen drager den nye familie mod den tyrkiske provins Anatolien i en prægtigt anlagt road-movie stil, der passer perfekt på det hyggelige men også klaustrofobiske gademiljø, som præger hele filmens første time. Om end afslutningen bliver en kende febrilsk på en patetisk facon, så har vi at gøre med en velskrevet og ganske fængende dannelsesberetning om den unge jøde, der lærer af Koranens blomster og bliver en ikke praktiserende livsnyder af en muslim.
Filmens holdes i høj grad oppe af en god og gribende historie om venskab på tværs af religion og kultur. Dens måde at åbne sig på i slutningens tilbagerejse til et nærmest mytologisk Anatolien er fint i forhold til den realistiske og måske en kende nostalgisk fremstillet parisergade. Omar Sharif har noget af en perlerolle. Han er faktisk rigtig fantastisk som den vise sufimuslimen, der i ansigtet bærer hele karakterens liv med glæder og sårer. Det er en poetisk fremstilling af karakteren, som er meget sjælden. Omvendt spiller Pierre Boulanger ikke dårligt i lyset af den gamle mester. Han er charmerende og har kant som en lille pariser-player som trykken bag ørene. Det er ikke plads til overspil i det sarte miljø. Og så er der Pariser-numser for alle pengene. Skønheder af en drømmeverden er skåret ud på lærredet i de piger, der står og betræder fliserne tynde med forførelser og smil uden at filmen tager unødvendig stilling til de sociale forhold. Den forholder sig neutral på det punkt – og derfor ligner Rue Bleue i luderkvarteret også den bemalede Montmartre i filmen om Amelie. Ikke så sjældent og specielt til sidst opstår der filmisk poesi med rene og klare billeder, der flyder i en smuk rytme, der passer glimrende til filmens indholdsmæssige visdom. Nogle ville kalde det patos, men hvor er det dog befriende at se cinematografi udført til punkt og prikke.
Filmen tåler sammenligning med andre tilbageblik på en fascinerende barndom, som Tonnatores Mine aftner i Paradis eller Hellströms Mit liv som hund. Dette er så den midaldrende franske instruktør Francois Dupeyrons version af en smuk ungdom baseret på Eric-Emmanuel Schmitts roman af samme navn. Dupeyrons version af en lille perle og filmisk blomst. Se den, hør den, duft den.
