Skriv en kommentar
Med et hav af priser i sit kølvand kommer Monsieur Lazhar med en kritiker-bagage der er de færreste forundt. Kun overgået af den sublime Nader og Simin til Oscaruddelingen af årets bedste ikke-amerikanske film, er det derfor svært ikke at skrue forventningerne i vejret. Efter at have stiftet bekendtskab med den gode Hr. Lazhar er det dog endnu sværere at stoppe strømmen af superlativer…
I et sneklædt Quebec møder den algeriske immigrant Bachir Lazhar (Fellaq) uopfordret op på en lokal folkeskole, for at ansøge den nyligt ledige stilling som klasselærer. En stilling som kun er ledig grundet den forrige og yderst afholdte lærers selvmord, hængende fra klasseværelsets loft. Kulturforskelle, børnenes fortolkning af hændelsen, og Lazhar´s egen kamp for opholdstilladelse og forståelse kolliderer lige så stille, alt imens skoleåret går sin gang.
Lad det være sagt med det samme - Monsieur Lazhar er slet og ret en rigtig god film. Phillippe Falardeau veksler ubesværet mellem alvor og humor og forfalder aldrig til gængse klicheer fra filmhistoriens tidligere klasseværelser, i denne fortælling om en skoleklasse i alle nuancer af sorg og liv. Her er ingen børn der skal reddes fra den ekstreme udkant af social fallit, eller teaterstykker hvor den grå mus pludselig skinner klarere end alle andre. I stedet behandles emnet om kommunikation mellem børn og voksne, eller manglen på samme, med en stille lethed, så man knapt bemærker at man bliver belært undervejs. Oven i dette får den fysiske berøringsangst generationerne imellem også en markant og relevant tilstedeværelse i fortællingen, delvist afledt af begivenheder som ikke skal afsløres her.
I denne virkelighed befinder Lazhar sig låst i sit forsøg på at frigøre børnene, ”det radioaktive affald”, fra den sorg de ikke nødvendigvis kan sætte ord på, og som publikum fodres vi derfor ikke med skabelonagtige forløsninger på de forventede tidspunkter. Til gengæld er gennemslagskraften så meget desto større når noget endelig slipper igennem.
Her kan Falardeau ikke roses nok, både for at trykke på føler-knappen når tiden er moden, men i endnu højere grad for i flere tilfælde at undlade det selvsamme.
Instruktøren hjælpes fornemt på vej af filmens skuespillere, hvor især trekløveret Mohamed Fellaq, Sophie Nélisse og Émilien Néron imponerer voldsomt. Fellaq, en anerkendt komiker i Algeriet, varetager titelrollen med lige dele autoritet og underspillet skrøbelighed, og melder sig øjeblikkeligt ind i rækken af ”funny men” der også mestrer skuespillets mere alvorlige sider. Den virkelige åbenbaring står børnene Nélisse og Néron dog for, som hhv. Alice og Simon. Til tider modsætninger, men aldrig fremstillet sort/hvidt (Alice er moden forud for sin alder, Simon er klassens selvvalgte klovn) leverer de begge i en sådan grad, at Falardeau må have nevet sin arm til blods i klipperummet. Som når Simon endelig giver sit sind taletid og næsten blæser lærredet ud af biografen, eller når Alice ser bort fra sit forberedte oplæg for klassen og taler fra hjertet i stedet.
Denne kombination af fortællelethed, fingerspidsfornemmelse for sit tema og et talentfyldt cast er vindende, og Falardeau ligner en filmskaber der med denne film slår sit navn fast internationalt. Og hvor er det dog så i øvrigt befriende, at han ved præcis hvornår han skal slukke for kontakten i hans klasseværelse. Man ønsker sig mere, men behøver det ikke.
Så vi er altså tilbage til starten – Monsieur Lazhar er slet og ret en rigtig god film.
